Václav Havel anbringer sig med sin tænkning om bl.a. politik og magt i forlængelse af en personalistisk tradition.

Vaclac Havel

Václav Havel (1936-2011) var tjekkisk forfatter og en af hovedfigurerne bag kommunismens fald i Tjekkoslovakiet i forbindelse med den såkaldte ”fløjsrevolution” i 1989. Efter indførelsen af demokrati blev han præsident, først for Tjekkoslovakiet og efter landets deling i 1993 for Tjekkiet.

Havel protesterede imod den totalitære kommunistiske stat og den ideologi, der efter hans mening gjorde, at denne stat kunne fortsætte med sin undertrykkelse af sine borgere. Ideologien gjorde mennesker i stand til at se bort fra, at de levede ”i løgnen”. Havel mente, at hvis et menneske skulle leve ”i sandheden”, så måtte det enkelte menneske tage ansvar for eget liv og gøre sig fri af det undertrykkende system ved gennem sine handlinger at gøre oprør mod det.

Havel skrev sammen med andre kulturpersonligheder manifestet Charta 77, der blandt andet kritiserede de tjekkoslovakiske myndigheder for ikke at anerkende basale menneskerettigheder. Manifestet blev forbudt, og Havel tilbragte adskillige år i fængsel. Efter revolutionen blev Havel, der ellers ikke havde politiske ambitioner, valgt som præsident.

Havels skifte fra forfatter til politiker var bemærkelsesværdigt, men hans ”upolitiske” forståelse af politik satte respekten for det enkelte menneske i højsædet og var dermed en tiltrængt forandring fra et system, der havde sat sin egen overlevelse i højsædet. Havel beskriver sin forståelse af politik således:

”Jeg er tilhænger af en ’antipolitisk politik’. Altså politik ikke som magtteknologi og manipulation med magten eller som en kybernetisk styring af mennesker eller en formålstjenlighedens, praksissernes og intrigernes kunst, men politik som en af måderne at søge og opnå mening i livet på; at redde det og at tjene det på; politik som praktiseret moral; som en sandhedens tjeneste; som en naturlig menneskelig og af menneskemål styret omsorg for næsten. Det er nok en yderst upraktisk måde i vore dages verden, og den er uhyre svær at anvende i det daglige liv. Men alligevel kender jeg ikke noget bedre alternativ.” Fra essaysamlingen De magtesløses magt.

Når Havel taler om politik som ”praktiseret moral”, ”sandhedens tjeneste” og ”omsorg for næsten”, taler han lige ind i den personalistiske tradition. Med sit syn på politik lægger Havel vægt på, at politik ikke bare er et magtspil, eller at det handler om at udforme kontrakter mellem samfundets borgere, men at opgaven med at organisere fællesskaber og give menneskene i dem de optimale muligheder for at blomstre er en ”sandhedens tjeneste”.

Selvom Havel primært skrev og handlede imod et kommunistiske system, var han fuldt ud klar over, at det vestlige samfund i lige så høj grad var styret af en fremmedgørende ideologi. Han forstod, at det ikke gør den store forskel, om det er statsmagten eller kapitalismen, der undertrykker mennesker og gør dem til slaver af et upersonligt system. Derfor appellerede han til en besindelse for menneskeheden og opfordrede til, at mennesker ikke længere kun skulle leve for deres egen skyld:

”Jeg tror, at hvis noget skal forandre sig til det bedre, så må noget forandre sig først og fremmest i den menneskelige bevidsthed, i selve det nutidige menneskes humanitet; mennesket må på en eller anden måde komme til sig selv; det må befri sig for den skrækkelige involvering i alle det totalitæres åbenbare og skjulte mekanismer, fra konsum over repression og reklame til tv-manipulation; det må gøre oprør mod rollen som magtesløs del af en gigantisk maskine, der styrer gud ved hvor hen; det må atter i sig selv finde en dybere ansvarlighed over for noget højere end det selv.”

 

Mere om Václav Havel

Officiel hjemmeside: www.vaclavhavel.cz

  

Kolofon

Personalisme.dk     |     Copyright 2011     |     Siden er udviklet af Cura     |     Kontakt: cura@cura.dk