Undskyld, vi ser jer

01.10.2012  |  Af  Anne Bjerregaard Bang

Downs Syndrom er igen kommet på mode. Første gang var for et par år siden, hvor ”Morten og Peter” lagde gaderne øde med deres ”Er jeg da helt gak gak, mor?”, og nu ruller ”Undskyld vi er her” over skærmen midt i DR’s udvidede primetime med stor begejstring til følge.


Vi er vilde med mongoler! De her søde skabninger, der anskuer livet akkurat så ukompliceret som det burde anskues. Med tætsiddende øjne og flad næseryg og det ekstra kromosom, der gør dem så meget mere seværdige i ordets egentlige betydning. 

Jeg skal ikke skyde DR noget i skoen. Jeg ser det selv. Men jeg kan ikke lade være at få grimme associationer til fortidens cirkus freaks, hvor det gode borgerskab lod sig underholde af den blotte tilstedeværelse af mennesker, der var anderledes.

 

Det er et faktum, at der siden 2004, hvor Sundhedsstyrelsen indførte double test og erklærede krig mod Downs-fostre, er kommet knapt halvt så mange af disse til verden, som før 2004. (Der kunne skrives adskillige selvstændige blogindlæg om det dybt kritisable i, at læger landet over screener næsten alle gravide for at udrydde Downs, og der så alligevel stadig smutter 30-35 børn med diagnosen igennem hvert år. Det kunne give anledning til en stor og måske ikke helt ubegrundet frygt for, hvor mange raske børn, der uforvarende er blevet fejldiagnosticeret – og aborteret – de seneste otte år på baggrund af det, der altid vil være en risikoVURDERING)

 

For mig er der ikke nogen tvivl om, at vi allerede nu og i stigende grad fremover vil se på et menneske med Downs og tænke ”Der var en, de ikke snuppede i opløbet”, og det konflikter voldsomt med mit menneskesyn. Alene titlen ”Undskyld vi er her” bekræfter, at man i befolkningens, i vores, optik , ser disse mennesker som fejl. Og åbenbart i særlig grad som underholdning på linje med Bonderøven og Hammerslag.

 

Det er godt fjernsyn! Som journalist kender jeg begrebet og fascinationen. Og det er da også både livsbekræftende og lærerigt at følge de søde piger i ”Undskyld vi er her”.

 

Kæden hopper af for mig, når mennesker med Downs ikke er fine nok til at eksistere i livet på lige fod med os andre - med de skavanker både fysisk og psykisk, som vi måtte have - men bliver filmet til hele serier med underholdningsværdi, alt imens vores statslige sundhedsstyrelse har travlt med at sørge for, de aldrig skulle være født.
Alle kalder på mangfoldighed. Religion, seksualitet, køn.

 

Hvem kæmper for disse fantastiske mennesker? I hvert fald ikke sundhedssystemet, staten, som vel at mærke er alle os.

 

Intet menneske skal nogensinde undskylde at være her, for det er at undsige sig selv og den person, man er. 

Kære Sandra, Sara og Maria: Undskyld vi ser sådan på jer.

 

Kolofon

Personalisme.dk     |     Copyright 2011     |     Siden er udviklet af Cura     |     Kontakt: cura@cura.dk