Om at vokse og at vækste

20.10.2012  |  Af  Morten Hougaard Sørensen

Hvordan får vi hinanden til at vokse som mennesker? Hvordan opbygger vi hinanden? Hvordan støtter vi hinanden, når det af den ene eller anden grund bliver svært at være til? Hvad er det bærende i et samfund? Stærk vækst eller stærke relationer?

For et stykke tid siden hørte jeg noget i radioen, som satte mine tanker i gang. Indslaget i radioen handlede om, at højtuddannede kvinder i stigende grad valgte at være hjemmegående mor. Dette blev diskuteret fra forskellige vinkler.

Radioværten interviewede undervejs en sådan højtuddannet kvinde, der havde valgt selv at passe sine børn, fordi hendes mand havde et godt job, der gav dem økonomisk sikkerhed. Det, som for alvor slog mig, var, at radioværten nærmest var grov overfor hende under dette interview. Han anklagede hende for at være usolidarisk med os andre, fordi samfundet gik glip af den skat, som hun kunne have tjent til statskassen ved at arbejde. Radioværten antydede også kraftigt, at hun havde sjoflet med statens penge, når hun havde fået sin uddannelse gratis og så valgte ikke at bruge den med henblik på samfundets ve og vel.

Endelig skulle denne mor også høre for at svigte sine ”medsøstre”. Hun modarbejdede ifølge radioværten de friheder og muligheder for karriere, som feminismen og kvindekampen havde opnået.

Det var ikke så lidt at stå model til, men jeg synes faktisk at denne mor kom godt fra det. Hun forklarede stille og roligt, at det nu engang var sådan, det passede deres familie bedst. Hun synes ikke selv, hun gik glip af noget. Hun synes selv, at hun bidrog meget til samfundets ve og vel – måske ikke økonomisk, men ved at sørge for, at hendes børn havde den bedste opvækst, de som familie kunne give dem. Sunde og raske børn kan samfundet vel godt bruge?

Hele dette radioindslag fik mig til at tænke over, hvor meget vi bliver stopfodret med ordet ”vækst”. Det er overalt, især i nyhederne på TV og i politikernes munde – og det er fint, for de har deres opgaver at tænke på. Men er det ikke at have skyklapper på, når det opfattes som ufint, usolidarisk og direkte ukonstruktivt, hvis man ikke prioriterer samfundets økonomiske vækst højest?

Det var tydeligt, at radioværten var meget fokuseret på det økonomiske aspekt ved denne mors beslutning. Jeg tror, han blev provokeret af hendes beslutning, fordi debatten om, at vi skal ”vækste” fylder så meget og har præget denne radiovært. Vækst er nu ikke længere blot et navneord, der er dannet af udsagnsordet ”at vokse”. Nej, økonomisk vækst har nu fået sit eget udsagnsord: at vækste.” Vi skal vækste os ud af den økonomiske krise”. Det har jeg hørt flere politikere sige de sidste par år.

Jeg synes, det var forfriskende at høre denne mor i radioen. Hun tænkte ud fra en præmis om, at det vore relationer til hinanden, som giver et stærkt samfund – ikke kun økonomisk vækst. Det er vores relationer, som er vigtigst. Og at stå fast på vores menneskelige relationer kan faktisk være endnu sværere, end at ”vækste” os ud af en økonomisk krise. Det er i vores relationer til hinanden det virkelige arbejde ligger.

Hvordan får vi hinanden til at vokse som mennesker? Hvordan opbygger vi hinanden? Hvordan støtter vi hinanden, når det af den ene eller anden grund bliver svært at være til? Hvad er det bærende i et samfund? Stærk vækst eller stærke relationer? Jeg er ikke i tvivl...

I den seneste tid har jeg bemærket, at der skyder nye frivillige tiltag frem på f.eks. plejehjem, hvor der nu er skåret så meget ind til benet, at personalet ikke har ressourcer nok til at putte lidt indhold ind i de ældres hverdag. Nogle steder har frivillige gået sammen om at skabe lidt liv og samvær. Det samme har jeg set for børnehaver. Og jeg kunne nævne andre. Det synes jeg er fantastisk. For det er relationer, som giver livsværdi, og som binder samfundet sammen – ikke økonomi.

En frase

Jeg har en frase, som jeg nogle gange bruger i mine prædikener, og det lyder sådan her: ”Hver gang vi mennesker kommer til Gud med en forventning om, at Han har en løsning på et problem, så sender han os direkte tilbage til vores liv med andre mennesker – til vores relationer.” For det er her, vi selv skal finde løsningen på vores problemer og styrke hinanden.

På samme måde kunne man sige om økonomien. Når vi mennesker forventer alt godt fra ”at vækste”, så må vi gå tomhændede derfra. For det er os selv, der skal få hinanden til at vokse som mennesker. Det er os, der skal opbygge hinanden. Det er vores relation til hinanden der er vigtigst – og sværest.

 

Kolofon

Personalisme.dk     |     Copyright 2011     |     Siden er udviklet af Cura     |     Kontakt: cura@cura.dk