Fagforbund må involvere os mere

31.10.2012  |  Af  Filip Hove Kristensen

"En relationel tilgang vil derimod sikre, at de menige medlemmer får indflydelse på deres egne fagforeninger og derigennem på deres egne arbejdspladser og deres eget liv. Relationen til det enkelte medlem skal i fokus, så fagforeningen ser den enkeltes styrker i stedet for at stirre sig blind på standardiserede behov."

Det er mærkeligt, at alle taler så meget om den danske model, som om kendskab til den er forudsætningen for organisering. Jeg har organiseret mange lønmodtagere, lang tid før begrebet blev opfundet. Den danske model er et middel – ikke målet.

Sådan lød budskabet fra Forbundssekretær i Dansk Metal Anders Laubjerg for nylig ved en konference. Hans udmelding er lige så klar som udfordringen for den danske fagbevægelse: Organisering handler ikke om komplicerede teoretiske forståelsesrammer, det handler om stærke relationer og tilstedeværelse.

Der skal ikke herske tvivl om, at den danske fagbevægelse har mange succeser i bagagen og fortsat spiller en afgørende rolle i samfundsudviklingen. Rimelige arbejdsvilkår, velfærdssamfundet og verdensrekord i jobmobilitet er bare nogle af de resultater, som fagbevægelsen har været med til at skabe. Som den nuværende løntilbageholdenhed også viser, så har vi en bevægelse, som tager ansvar og finder løsninger. En bevægelse, der på grundlag af årtiers hårdt arbejde har sikret Danmark en af verdens højeste organiseringsgrader.

Hvad mener medlemmerne?

Men når der alligevel sættes spørgsmålstegn ved fagbevægelsen, som Information har gjort det med serien ’En før alle,’ så handler det bl.a. om, at løsningerne formuleres for langt væk fra det enkelte medlem og savner »kød og blod«, som 3F’s formand, Poul Erik Skov, udtrykte det i et interview for nylig.

Fagforeningerne er modne organisationer, som gradvist er blevet mere institutionaliserede og en mere fast del af det politiske system. Det har først og fremmest været positivt for udviklingen på det danske arbejdsmarked, men det har også haft bivirkninger. Fra at være en fræk og stærk muskel i det danske civilsamfund er fagbevægelsen blevet en del af etablissementet. Fagforeningerne påvirkes af en bureaukratisk kultur, som minder om den, vi kender fra centraladministrationen.

Samtidig har mange fagforeningsmedlemmer tabt ejerskab over organisationerne og de afgørende beslutninger. Den tidligere fagbevægelsesmand Michael Valentin har beskrevet udfordringen klart:

»Fagbevægelsens suverænt største problem er, at den fuldstændig har mistet kontakten til sit eksistensgrundlag: medlemmerne.« Det er sat på spidsen, men medlemstilbagegangen tyder på, at der er noget om det.

Fagbevægelsen kan blive nødt til at nytænke sin nuværende organisation radikalt, hvis udviklingen skal vendes. Første skridt bør være en erkendelse af, at enhver organisering kræver desorganisering. Små justeringer er ikke nok. Denne tankegang stammer fra en af verdens førende community organizers, Michael Gecan, der i årtier har arbejdet med at organisere kirker, fagforeninger og andre civilsamfundsorganisationer i de fattigste boligområder i New York og Chicago.

Genoptag den direkte kontakt

I sin bog Going Public beskriver Gecan potentialet i en samfundsorganisering, som baserer sig på personlige relationer og forskyder magten nedad i samfundet, så den placeres tættest muligt på den enkelte. Det er den vej, fagbevægelsen bør gå.

Vi skal væk fra, at fagbevægelsen enten må satse på at sænke kontingentniveauet i benhård konkurrence med de gule eller på at blive reddet af statslige indgreb, som gør det billigere at drive fagforening.

Hverken den markedsgørende eller den bureaukratiske vej vil løse de grundlæggende udfordringer for fagbevægelsen, selv om begge tiltag måske også er nødvendige.

En relationel tilgang vil derimod sikre, at de menige medlemmer får indflydelse på deres egne fagforeninger og derigennem på deres egne arbejdspladser og deres eget liv. Relationen til det enkelte medlem skal i fokus, så fagforeningen ser den enkeltes styrker i stedet for at stirre sig blind på standardiserede behov. Det nytter ikke noget, at fagbevægelsen påberåber sig at kunne sikre størst mulig velstand og størst mulig lykke for flest muligt mennesker, medmindre de har spurgt deres medlemmer, hvad velstand og lykke rent faktisk betyder for dem.

Læse hele kronikken her

Skrevet af Jens Jonatan Steen og Bjørn Hansen, som er henholdsvis analysechef og uddannelseschef i tænketanken Cevea.

 

Kolofon

Personalisme.dk     |     Copyright 2011     |     Siden er udviklet af Cura     |     Kontakt: cura@cura.dk