Bare rumper og iPad'er

04.11.2012  |  Af  Torben Jensen

Apple er på verdensplan en meget stor udbyder af e-bøger. Bøgerne kan læses på Apples vidt udbredte produkter, iPad, iPhone og Ipod, og det er en fantastisk ny mulighed for at få litteratur ud til mange flere mennesker. De udgiver også danske bøger, men ikke hvis de indeholder billeder, som Apple ikke bryder sig om.

”Hippie”
Peter Øvig Knudsen har skrevet de to bøger ”Hippie”, hvoraf den sidste netop er udkommet. Ingen af dem er godkendt af Apples iBookstore, fordi de indeholder billeder af folk uden tøj på. Forfatteren har heldigvis fundet på den løsning at dække de for Apple så faretruende steder på hippiernes kroppe med farvestrålende ”apples”.  Se her

Først lidt om de bøger, Apple afviser
Jeg har for nylig læst ”Hippie 1. del”. Bogen beskriver, hvordan et enestående fænomen i historien foregik her i Danmark. Det blev en bevægelse, en følelse, et håb, som bredte sig og fik indflydelse på alt og alle i samfundet. En indflydelse, som stadig mærkes meget tydeligt.

60’ernes og 70’ernes alternative bevægelser handler om meget mere end at gå uden tøj. Det handlede om meget store og dybe forandringer både i hele menneskeheden og i det enkelte menneskes indre. Bevægelserne kan groft opdeles i to grupper.

De, som ville omstyrte den kapitalistiske samfundsorden og skabe et helt andet politisk system, organiserede sig i partier og andre grupper mhp at opnå magt og for at ændre samfundet.

Den anden gruppe bestod mest af hippier, og deres mål var ikke magt og politik, men nærmere fred og indre ro. Det store eksperiment med at afprøve ”det ny samfund” i form af Thy-lejren er grundigt beskrevet i bøgerne.

De to bøger beskriver også de mange negative følger, som misbrug af bevidsthedsudvidende stoffer førte med sig. Jeg kan i høj grad anbefale ”Hippie”, og jeg tænker, at det ikke er muligt at forstå verden, som den er i dag uden at kende til de enorme opgør og nytænkninger, der fandt sted mellem 1960 og 1975.

”Autoriteterne”
Det var skræmmende for mine forældres generation at opleve, hvordan lydigheden og respekten for autoriteterne, forældrene, læreren og præsten pludselig bare forsvandt. De unge ville heller ikke klippes eller gå med slips, og alt det pæne og ordentlige og borgerlige blev nærmest gjort til grin.

Men jeg tror, det er sundt, at den unge generation en gang i mellem ”skider” på alle de traditionelle dyder og tillærte normer, som deres forældre og bedsteforældre er indgroet i. Vi har så utrolig let ved at forveksle det ”ensartede og kendte” med det ”bedste og det rigtigste”. Selv en banal ting som langt hår på en dreng blev opfattet som et problem.

”Urørlige autoriteter”
Det er helt uantageligt og en meget trist udvikling, hvis bøger eller billeder forhindres i at komme ud, fordi de beskriver virkeligheden, som den var. Skal de multinationale selskaber diktere vores kultur og censurere, hvad vi må se?

Oprøret dengang rettede sig imod samfundets faste autoriteter, som lærere, universitetsledere, kirken, retsvæsenet og politikerne. Men hvordan modsætter man sig Googles eller Apples autoritet og magtudøvelse? I princippet er det selvfølgelig enhver udgivers ret at vælge eller fravælge det, der skal udgives. Problemet opstår, når udbyderne af en service bliver så store, at de kontrollerer markedet og ikke er bange for konkurrence.

”Kvinders ret til at amme”
Sjovt nok er der også lige for tiden en livlig debat om kvinders ret til at amme deres børn på caféer, restauranter og andre steder i det halv-offentlige rum. Igen er det naturligvis enhver caféejers ret, at indrette sin café til en bestemt kundegruppe, og nogle kundegrupper bryder sig ikke om, at der er ammende kvinder. På en restaurant eller café må man indrette sig og lave regler, som man vil, for eller imod amning, lige så vel, som man på Thylejren kan indrette sig med at gå nøgen rundt.

Der er noget galt, hvis samfundet via lovgivning skal give kvinder RET til at amme på privatejede caféer, eller hvis nogen ser sig gale på hippierne i Thylejren, fordi de går rundt uden tøj på. Tilsvarende ville det også være forkert, hvis folk fik RET til at gå nøgne rundt over alt, eller hvis det blev forbudt at indrette badestrande eller caféer med mere eller mindre nøgenhed.

”Café-amningen og Apple”
Forskellen på café-amningen og Apples udgivelser af e-bøger er netop serviceudbyderens størrelse og monopol. Google, Microsoft, Facebook og Apple er så store, at deres beslutninger om begrænsninger i ytringsfriheden får betydning for millioner af mennesker. Hvis en café ikke ønsker ammende kvinder, så vil efterspørgslen hurtigt medføre, at der opstår andre caféer, hvor der specielt satses på ammende kunder. Og er der ikke efterspørgsel nok til dette, så kan caféer med denne mulighed trods alt undværes i et samfund. Forfatteres adgang til at få udgivet bøger, billeder, film osv. kan derimod ikke undværes.

 

Kolofon

Personalisme.dk     |     Copyright 2011     |     Siden er udviklet af Cura     |     Kontakt: cura@cura.dk