Da jeg blev personalist

21.11.2012  |  Af  Filip Hove Kristensen

"For mig er personalismen det politiske menneskesyn, som kommer tættest på at tage udgangspunkt i, hvad mennesket er og hvordan mennesket agerer."

Jeg kan ikke sætte dato på, hvornår jeg første gang kaldte mig personalist. For mig var det noget, jeg stykkevis erkendte; noget, der kunne hjælpe mig med at give mine tanker, om den verden jeg er en del af, sammenhæng.

Det er dog efterhånden nogle år siden, og det første jeg fandt ud af var, at personalisme ikke blot er noget, man bliver som statisk kategori. Det er noget, man til stadighed bliver inspireret af.

Som den nye bog om personalisme ”Det fælles bedste” meget rigtigt pointerer: ”I modsætning til en del andre ideologier påstår personalismen ikke at have et færdigt svar på alle de udfordringer og problemer, vi som samfund og enkeltpersoner står overfor. Det er ingen facitliste, men i stedet nogle udgangspunkter og retningslinjer, vi kan følge, når vi skal give et bud på, hvordan vi skal behandle hinanden, og hvilken rolle staten og andre institutioner skal spille i vores samfund.”

Det personalistiske perspektiv har siden jeg blev personalist bidraget meget til min forståelse af verden. For mig er det afgørende at reflektere over hvilket menneskesyn, som præger det samfund, vi lever i.

For som den amerikanske professor John H. Hallowell konstaterer i sin bog The Moral Foundation of Democracy: at der „bag ethvert politisk system findes en dominerende opfattelse af menneskets natur og meningen med menneskets eksistens“ – selv om det oftere er mere „underforstået end klart udtalt.“

Min tilgang er, at jo tættere vi som samfund kan komme på et reelt billede af mennesket, jo nemmere har vi ved at skabe og udvikle vores samfund. Nogle gange får man faktisk den opfattelse, at nogle har så fastlåste holdninger til, hvordan samfundet skal indrettes, at de indirekte håber, mennesket vil tilpasse sig.

For mig er personalismen det politiske menneskesyn, som kommer tættest på at tage udgangspunkt i, hvad mennesket er og hvordan mennesket agerer. Derfor tror jeg også, at mange får den lidt ambivalente forståelse af personalismen, fordi det på den ene side kan virke meget genkendeligt, ja næste banalt, og alligevel på den anden side kan være svært helt at indkredse og forstå.

Man begriber oftest bedst det, man har begreb for, så derfor håber jeg, at flere kommer til at kende og begribe personalismen. Der må meget gerne blive flere, som bliver personalister, og tænker med på, hvordan vi skaber de bedste vilkår for, at flere mennesker må lykkes med deres liv.

Da jeg blev personalist, blev personalismen som et spejl, hvori jeg kan spejle samfundet og opdage nye vinkler og specielt de nuancer, der handler om menneskers relationer, værdighed, åndelighed og kraft som skabende væsen.

 

 

Kolofon

Personalisme.dk     |     Copyright 2011     |     Siden er udviklet af Cura     |     Kontakt: cura@cura.dk