Den sidste sten i muren

30.12.2012  |  Af  Jens Christian Kirk

Denne og de seneste tre blogs (en grim, grim mur; Fear Builds Walls; Good Fences Make good Neighbours) har fra min side været et forsøg på at behandle ”muren” som abstrakt og meget konkret begreb som afpersonaliserende.

Med andre ord det forhold at de abstrakte og konkrete mure vi sætter op imellem os og det medmenneske vi ret beset ikke bør frygte noget fra (hvilket vi må tro og håbe er langt de fleste), er et udtryk for en afpersonalisering af den anden og af os selv på en og samme tid ved at mure andre ude og os selv inde fratager vi os selv en del af vores menneskelighed.

Jeg har tidligere nævnt Roger Waters og resten af Pink Floyds mesterværk: ”The Wall”. Et mesterværk, som primærte er kendt for sangen ”Another Brick in the Wall – part 2”. Jeg mener at man i ”The Wall” finder en fremragende fremstilling af muren som afpersonaliserende begreb – derfor vil jeg hermed gerne introducere og gennemgå albummet nedenfor.

”The Wall” behandler mange temaer, men det helt centrale tema er fortællingen om hovedpersonen ”Pink” som bygger en mur af utilnærmelighed op omkring sig godt assisteret af en død far, en overbeskyttende mor, en sadistisk skolelærer og et forlist forhold. Dette tema udfoldes i den første af albummets to dele.

Første del slutter med at muren fuldendes først i en erklæring af fuldstændig følelsesmæssig afsondrethed i ”Another Brick in the Wall – part 3”:

“I don't need no arms around me
And I dont need no drugs to calm me.
I have seen the writing on the wall.
Don't think I need anything at all.
No! Don't think I'll need anything at all.
All in all it was all just bricks in the wall.
All in all you were all just bricks in the wall.”

Som det fremgår, påstår hovedpersonen her, at han hverken har behov for kærlige arme eller stoffer der kan erstatte dem, han har ikke brug for noget. Denne erklæring følges op af den naturlige konsekvens, nemlig et fuldstændigt farvel til verden i sangen med den meget sigende titel: ”Goodbye cruel world”

Anden del af albummet indeholder en lang kamp for at opretholde denne afsondrethed fra verdens relationer på trods af den stigende følelsesløshed (jf sangen Comfortably Numb) som trænger sig på – det fører ud i en række erstatningsverdener med narkotiske og fascistiske* undertoner og overtoner sublimt fortættet i sangen ”Waiting for the Worms” og stærkest i linjerne:

“Would you like to see Britannia 
Rule again my friend 
All you have to do is follow the worms” 

Hele denne påtrængende følelsesløshed ender i en retssag, hvor ”Pink” anklages for at have vist ”Næsten menneskelige følelser” og ultimativt dømmes til at rive muren ned, og efter denne nedrivning følgeren påmindelse om at udenfor den mur vi hver især bygger op går de, de mennesker som elsker os og håber på at se os ansigt til ansigt.

Som det fremgår af ovenstående mener jeg at The Wall er et fantastisk mesterværk, som man bør høre mens man læser teksterne, se live med Roger Waters, høre Live-versionen ”Is There Anybody Out There?” og ikke mindst se fortolket som film. Jeg mener albummet rammer fuldstændigt plet i forhold til at skildre hvordan vi alle bygger mure op omkring os, som vi forskanser os bag for at føle os sikre, men der hvor vi er allermest i sikkerhed er med de mennesker, som elsker os uanset hvad.

Det er i denne sammenhæng heller ikke helt uinteressant at Roger Waters, som er hovedforfatteren og komponisten på albummet et par år efter udgivelsen af The Wall blev uvenner og brød med resten af bandet og dermed sine nærmeste samarbejdspartnere gennem de foregående 15 år, hvilket udviklede sig til en del bitre stridigheder som først tilnærmelsesvis blev bilagt 25 år efter, da de for en enkelt aften igen stod på samme scene til Live8 i London.

 

 

*fremstillingen af de fascistiske under og overtoner er fantastiske i hvor præcist de tegner et billede af overmennesketankegang (man bør altid huske, at som konsekvens af tanken om et overmenneske følger tanken om et undermenneske) – stærkest står denne tankegang i de ord Roger Waters – som ”Pink” – introducerede en sang med på den oprindelige turne. Som jeg husker dem fra livealbummet”Is There Anybody Out There?”:

”This is for all the weak people in the audience.

Is there anybody here who’s week?

Pathetic!

This is for you; it’s called Run Like Hell”

 

 

Kolofon

Personalisme.dk     |     Copyright 2011     |     Siden er udviklet af Cura     |     Kontakt: cura@cura.dk