Boganmeldelse: Det fælles bedste

03.12.2012  |  Af  Karen Lumholt

Jeg bliver helt rystet og samtidig bevæget over, at personalismen, hvis eksistens jeg ikke har kendt før nu, synes at være den røde tråd, der går igennem alt, hvad jeg brænder for og har brændt for, så længe jeg kan huske. Bogen rammer mig lige der, hvor hjertet banker, tårekanalerne sidder og modet til at forandre blusser op.

For mange år siden så jeg filmen Cast Away med Tom Hanks. Den handler om en mand med fut i karrieren, som ikke har tid til kærlighed og venner, endsige til at holde jul med familien. En dag falder han ned med en lille postflyver over Stillehavet og driver på forunderlig vis i land på en øde ø som en anden Robinson Crusoe. Her forsøger han at overleve med de forhåndenværende fugle, fisk, kokosnødder og ilanddrevne sager, konstruerer våben, redskaber og nattely. En dag driver en læderbold i land sammen med vragdele og andre sager fra det forliste fly. Han tegner med blodet fra en såret finger et ansigt på den og fra det øjeblik er hans liv på øen forandret. Der er opstået et DU i hans liv. En person - dog selvopfunden - som han kan relatere til. Han begynder at dele sine oplevelser med bolden, fortæller den hvordan dagen er gået, når han kommer hjem fra jagt osv.

Fra nu af flyder hans dage og måneder ikke længere sammen i et hvidt øde. Der bliver igen morgen, middag og aften i hans liv. For den ANDEN er der og ser ham. En dag lykkes det ham trods brændingen at slippe væk fra øen på en selvbygget tømmerflåde. Med sig har han bolden, Wilson. På søen bliver det en morgen rigtigt uvejr og bolden driver væk fra tømmerflåden. Med stor fare for sit liv forlader vores hovedperson tømmerflåden - hans eneste sikre holdepunkt, som han har været mere end et år om at bygge, for at få Wilson igen. Ud fra filmens univers, forstår vi ham fuldstændig. Uden dette imaginære DU – den anden, som ser ham og som dermed får ham til at føle sig set - kan han ikke leve. Han er kommet til at elske Wilson. Et menneske kan ikke leve uden et du.

Filmen Cast Away stod lysende klar for mig, da jeg læste Jonas Norgaards bog om personalismens menneske- og samfundssyn. Bogen tager udgangspunkt i den grundlæggende erkendelse, at mennesket af natur finder lykke og tilfredsstilles ved at drage omsorg for et fællesskab. En erkendelse, som gennemsyrer hele den kristne kulturkreds, men ikke nødvendigvis har en stemme i vores politiske kultur.

Sartre, eksistentialismens frontfigur, sagde at Helvede – det er de andre. Selv om personalismen er beslægtet med eksistentialismen, siger den omvendt, at Helvede – det er at være uden andre end sig selv. For det er igennem relationerne til andre at vi realiserer os selv, nemlig kærligheden i os. ”Jeg elsker – altså er jeg”, har pave Johannes Paul II sagt.

I vores del af verden efterlever vi et sækulart princip om ikke at lade religion stå over politik. Men det er indlysende, at det kristne menneskesyn ikke kan undgå at præge samfundssynet og den politiske tænkning. Derfor er det også et mysterium for mig, hvordan det i mange årtier er lykkedes at fjerne personalismen fra den politiske dagsorden. Det er i hvert fald lykkedes mig - et stærkt samfundsinteresseret menneske - at overse begrebets eksistens. (Heller ikke min computers stavekontrol vil kendes ved det.)

Da jeg for kun et halvt år siden stødte på begrebet, erkendte jeg imidlertid, med en følelse som et indre jordskred, at alt hvad jeg hidtil havde foretaget mig i mit voksne liv – som frivillig, som politisk aktiv, som familiemenneske, som professionel – er gennemsyret af denne tænkning. Personalismens menneske- og samfundssyn synes at være den røde tråd i mit liv. Den må altså have en form for indre konsistens, som ikke bare er udtænkt ved en filosofs skrivebord. En dybereliggende sammenhæng, som kan indlejres i et uakademisk menneske som mig.

Jeg siger til folk, der lige som jeg ikke er stødt på begrebet før, at personalisme er den tanke, at det er muligt at bygge fællesskaber – både små og store – ud fra en forventning om, at de andre som du selv er drevet af lyst til det fælles bedste. På en måde er personalismen Den Gyldne Regel brugt på en ny måde: ”Forvent den samme interesse i andre mennesker af andre som du forventer af dig selv”. Tillid er derfor central i personalismen. Derved adskiller den sig både fra liberalismen og socialismen; de to ismer, der næsten har delt det ideologiske univers i mange år.

Liberalismen opfordrer groft sagt til at vi skal yde vort bedste og tage risikoen selv, men antager at vi i bund og grund gør det for vor egen skyld og gavn. Socialismen opfordrer til at vi skaber systematiserede fællesskaber og tror ikke at vi af egen fri vilje vil skabe disse fællesskaber.

Personalismen derimod tror, at mennesket naturligt, når det har friheden til det, danner fællesskaber. Det ultimative mål for samfundet er derfor at skabe de bedst mulige betingelser for relationer, deltagelse og fællesskab. Personalisten har tillid til, at den enkelte både kan og vil yde til fællesskabet. For når mennesker indgår i relationer og fællesskaber, bliver det i stand til at klare uanede udfordringer. Ja! Netop her har jeg selv altid stået – eller gået. På min vej fra socialist til socialliberal.

Dette menneske- og samfundssyn giver sig udslag på mange fronter: Tillid til at mennesker vil yde en frivillig indsats, hvis de får lov selv at bestemme. Tillid til at kriminelle kan resocialiseres, fordi de i bund og grund vil gøre nytte. Nærhedsprincippet: Den tanke at man ikke skal tage selvbestemmelsen fra folk, for så mister de ejerskabet og incitamentet.

Personalismen hylder tilliden til den enkelte, men er ikke jubeloptimisme og tossegodhed. Den rummer en skarp kritik af vores nuværende samfund. Af teknokratiet, hvor den enkelte bliver et nummer i rækken og mennesker bliver slaver af systemer i stedet for at systemet tjener mennesker. Af markedsgørelsen, hvor markedet trænger ind overalt og reducerer mennesker til forbrugere. Teknokratiet og kommercialismen er personalismen i direkte kamp mod. I den kamp melder jeg mig gerne.

Måske er personalismen på vej tilbage som samfundssyn, hjulpet på vej af krisen i vore velfærdssamfund, som kræver at ansvaret for velfærden bliver bredt ud til flere. Måske er den samtidig på vej tilbage som menneskesyn, hjulpet på vej af den moderne lykkeforskning, som efterviser, hvad åndsmennesker altid har anet, at vi opnår størst tilfredshed, når vi har nogen at give os hen til, slås for, hjælpe, støtte eller bare være sammen med. Relationer skaber størst tilfredshed, konstaterer lykkeforskerne. Og hjerneforskerne istemmer, at samvær med andre giver størst nydelse. Mennesket er ikke skabt til at være ene –og ikke til kun at tænke på sig selv. Vi er ikke skabte til at realisere et MIG – men til at realisere et VI. Også derfor er det noget nær det værste man kan gøre ved mennesker at tage deres arbejde fra dem eller forhindre dem i på andre måder at gøre nytte.

Vi drives af en trang til at gøre noget, som er meningsfuldt. Som min gamle mor sagde, da hun igen havde sagt ja til at passe nogle af sine mange børnebørn: ”Der er ingen, der skal være mig evigt taknemmelig for det, jeg gør det jo lige så meget for mig selv”. Børnebørnene giver hendes liv mere liv.

Mit eget parti, Radikale Venstre, er fast i kødet, når det gælder realpolitikken, her er der ingen slinger i den socialliberale vals – men kommer vi til værdipolitikken, er partiet delt mellem en kulturradikal (brandesiansk) tradition og en mere fællesskabsorienteret (grundtvigsk).

Personalismen er for mig et bud på et værdipolitisk ståsted for de radikale, som er fællesskabsorienterede. Jeg ved at der er andre, der vil påberåbe sig personalismen som værdipolitisk ståsted – lad dem om det. Sådan er det med Grundtvig - stort set alle danske partier mener at have del i arven fra Grundtvig. Hans materiale er også så universelt og hans produktion og spændvidde så enorm, at der er en luns til alle.

På samme måde med personalismen. Den har stærke fortolkere som Martin Luther King Jr., biskop Desmond Tutu og Vaclav Havel. Den vil forhåbentlig få nye, stærke fortolkere. Der er nok til alle, bare kom an! Jeg vil glæde mig til at være en del af personalismens renæssance i politik og samfund.

Bestil bogen hos forlaget Boedal: klik her.

Læs bogens indledende kapitel: klik her

Hør bogens introduktion og første kapitel blive læst op: klik her

 

Kolofon

Personalisme.dk     |     Copyright 2011     |     Siden er udviklet af Cura     |     Kontakt: cura@cura.dk