Personalisme - en anmeldelse og en bekendelse

08.12.2012  |  Af  Mogens S. Mogensen

Mogens S. Mogensen, der driver sitet intercultural.dk, skriver her om bogen "Det fælles bedste".

Hvad har så forskellige personer som Emmanuel Levinas, Martin Luther King, Johs. Paul 2, Jacques Delors og  Desmond Tutu til fælles? Svaret er, at de alle i deres virke er inspireret af personalismen. Jonas Norgaard Mortensen har på forlaget Boedal netop udgivet bogen "Det fælles bedste", der, som undertitlen lyder, er en ”Introduktion til personalismen”. Og lad det være sagt med det sammen: bogen er et meget relevant bidrag til samfundsdebatten i Danmark i dag. Det er en meget velskrevet bog, der på pædagogisk viser fører sine læsere ind i en tænkning, som er særdeles relevant for alle, der interesserer sig for vort fælles samfund og ”det fælles bedste”.

Alle danskere ved, hvad socialisme og liberalisme er, men et er kun de færreste, der har hørt om personalismen, og det er en skam, for der er bestemt stor inspiration at hente fra personalistiske tænkere, som franskmanden Emmanuel Mounier (1905-1950), der udviklede personalismen til en mere politisk og aktivistisk bevægelse, den franske filosof Emmanuel Levinas (1906-1995), der udviklede en original personalistisk etik om den interpersonelle relation, og den franske filosof Jacques Maritain (1882-1973), der var en af arkitekterne bag FNs menneskerettighedserklæring.

De tre grundlæggende værdier i personalismen, som udfoldes i bogens tre hovedkapitler, er, at
•    ”Mennesket er et relationelt væsen, der har brug for et tæt og engageret samspil med sine medmennesker, i større eller mindre fællesskaber, for at trives og udvikle sit potentiale
•    Mennesket er et engageret væsen, der udfolder sig ved i frihed at tage ansvar for sit eget liv, men også for sine medmennesker og for hele samfundet”
•    ”Mennesket har en iboende værdighed, der aldrig kan relativeres eller formindskes, og som dets medmennesker og samfundet ikke må undertrykke eller krænke.”

Personalismen gør personbegrebet og dermed menneskesynet til udgangspunkt for forståelsen metafysik (hvilken værdighed mennesket har fået givet), ontologi (hvad der er til), etik (hvad der er godt og ondt) og epistemologi (hvordan vi erkender det hele).

I personalismens første årtier var der måske mest fokus på opgøret med socialismens og kommunismens kollektivisme og dominerende statsmagt, men i dag er der nok mere brug for personalismens kritik af liberalismens og kapitalismens individualisme og konsumerisme.

Personalismen er beslægtet med Grundtvigs vægtlægning på frihed og fællesskab, Bubers jeg-du-filosofi, Løgstrups betoning af den gensidige forbundethed mellem mennesker (interdependens), Hal Kochs forståelse af demokrati som samtale og livsform, tænkningen bag menneskerettighederne, Gandhis ikke-volds-filosofi  og Havels forståelse af politik som ”praktiseret moral”.

Efter mit skøn ligger personalismens styrke ikke i dens potentiale til at danne grundlag for en egentlig politisk ideologi eller et politisk partiprogram, men i dens kritiske potentiale. Og her er der så til gengæld også en guldgrube at hente inspiration fra til at forholde sig kritisk til den politik, som føres i dag, fra højre og venstre og midten. Det hænger måske også sammen med personalismens karakter. Dens fortalere har bestræbt sig på at udvikle personalismen som en sekular filosofi uden nogen religiøs begrundelse. Ikke desto mindre bærer personalismen et stærkt præg af at være inspireret af kristendommen, og godt for det. Måske var det også derfor, at jeg efter læsningen måtte konkludere, at hvis det, som bogen indeholder, er personalisme, så må jeg vel bekende, at jeg er en slags personalist.

Christiansfeld, lørdag, den 7. december 2012
Mogens S. Mogensen

Kilde: http://mogensen.eftertanke.dk/2012/12/08/personalisme-%E2%80%93-en-anmeldelse-og-en-bekendelse/

 

Kolofon

Personalisme.dk     |     Copyright 2011     |     Siden er udviklet af Cura     |     Kontakt: cura@cura.dk