Kan vi gøre for det?

15.12.2012  |  Af  Filip Hove Kristensen

En stresset barndom kan føre til, at hjernens amygdala skrumper, så man opfører sig antisocialt. Måske kan vi ligefrem alle undskyldes ved vores genetiske mangler? Men den går ikke, argumenterer Jesper Hoffmeyer, for vi skaber og genskaber til stadighed os selv.

(...) Når vi skal tage stilling til rimeligheden af straf, tager vi også uvægerligt stilling til den fri vilje, for hvis viljen ikke var fri, så var al straf jo urimelig. Og dog ved vi, at både arv og opvækstvilkår er medskyldige i vore gerninger. Ganske fri er viljen så helt bestemt ikke. Men i en eller anden forstand må den være fri – eller vi må lade, som om den er det – for ellers ville det meste af livet være absurd.

En af grundene til, at spørgsmålet om menneskets frie vilje forekommer så sært ubesvarligt, er måske, at det tænkes i et øjebliksperspektiv: »Jeg har mit selv og jeg handler derefter.« Jeg tror, det perspektiv er vildledende. I stedet skal vi se selvet som en tilblivelse – og altså ikke som en væren: selvet er ikke noget vi bare har, det er noget, vi skaber på ny og på ny i et komplekst og stadigt skiftende samspil mellem vore erfaringer og medfødte konstitution. Derfor er hele arv-miljø diskussionen lettere absurd. Vi er ikke formet af arv og miljø i et eller andet forhold, for lige fra vores fødsel har de to slags input virket sammen om at danne og gendanne os i hvert sekund. (...)

Læs hele artikel her

 

Kolofon

Personalisme.dk     |     Copyright 2011     |     Siden er udviklet af Cura     |     Kontakt: cura@cura.dk