Grundtvig og personalisme

23.12.2012  |  Af  Regner Birkelund

Var Grundtvig personalist? Regner Birkelund fører os ind i tanke- og forståelsesfællesskabet mellem Grundtvig og personalismen. Regner Birkelund er professor og forfatter til den anmelderroste bog om Grundtvig "Frihed til fælles bedste. En oppositionel stemme fra fortiden".

I bogen ”Det fælles bedste” antyder Jonas Norgaard Mortensen et forståelsesfællesskab i forhold til den personalistiske filosofi og det menneske- og samfundssyn, der gør sig gældende i Grundtvigs tænkning. Specielt i denne forbindelse fremhæver han Grundtvigs syn på frihed og fællesskab. At der er noget om et sådant forståelsesfællesskab, skal jeg forsøge at anskueliggøre i denne artikel, hvis indhold dog kun er at betragte som punktnedslag i Grundtvigs tænkning og i den personalistiske filosofi. Sådan må det være, eftersom Grundtvigs tankeunivers og forfatterskab er enormt, og fordi personalismen ikke fremstår som en klart afgrænset og entydig ideologi.[1]

Forskellige personalistiske tænkere har med hver deres etisk-filosofiske, epistemologiske eller politiske udgangspunkt bidraget til at tegne konturerne af en bevægelse, der samler sig om et menneskesyn, der er karakteriseret ved netop at sætte mennesket over filosofiske systemer og politiske ideologier. Det centrale for personalismen er den opfattelse, at mennesket har en iboende værdighed, der ikke må undertrykkes eller krænkes af medmennesker eller af samfundet. Og dertil knytter personalismen an ved den opfattelse, at mennesket er et relationelt og engageret væsen, der både har brug for frihed og menneskelig fællesskab for at trives og udfolde sit menneskelige potentiale.

Der er for så vidt tale om et menneskesyn med sådanne grundlæggende værdier, som burde være selvindlysende, men som ikke desto mindre har haft vanskeligt ved at manifestere sig i den virkelige, historiske verden. Politiske, økonomiske og religiøse magtsystemer har under påberåbelse af deres egen nødvendighed for udviklingen af det gode samfund i stort omfang produceret menneskelig fornedrelse, undertrykkelse og lidelse – i frihedens, lighedens eller Guds navn.

Med afsæt i et menneskesyn, der sætter mennesket i centrum, dvs. over ideologisk og dogmatisk systemtænkning, udviklede personalismen sig i 1930erne i Frankrig til en egentlig kulturkritisk og aktivistisk bevægelse. Personer som Arnaud Dandieu, Denis de Rougemont og Emmanuel Mounier stod i spidsen for bevægelsen.  De mente, at den moderne civilisation var udtryk for en fejludvikling, og at en kulturel revolution rettet mod rationalisme, materialisme og individualisme var nødvendig. I politisk sammenhæng rettede de deres kritik mod såvel liberalismen som socialismen.

Liberalismen kritiserede de for i frihedens navn at ødelægge friheden ved at gøre en økonomisk kapitalistisk rationalitet til en altomfattende ideologi, der reducerer mennesket til et forbrugerobjekt og ødelægger de interpersonelle relationer. Socialismen kritiserede de for i lighedens navn at binde friheden ved at udvikle centralisme og bureaukrati og underlægge sig et bestemt parti eller klasses interesser. Uden at nå frem til ”løsningen” arbejdede de for at skabe forståelse for en alternativ samfundsindretning med stor grad af frihed og fællesskab, virksomhed og ansvarlighed. De forsøgte med andre ord at finde ”en tredje vej”, som var i overensstemmelse med det menneskesyn, de forfægtede.

Flere markante personligheder har siden med tilslutning til det personalistiske menneskesyn og med inspiration fra den kulturkamp, de franske personalister var fortalere for, kæmpet for en retfærdigere og mere menneskelig samfundsindretning. Martin Luther King, Desmond Tutu og Vaclav Havel er nogle af de mest kendte personalistisk-inspirerede frontkæmpere, der har formået at omsætte tanke til handling med positive samfundsforandringer til følge. Martin Luther Kings så berømte tale fra 1963 og ordene ”I have a dream” er en markant udtrykt tilslutning til tanken om menneskets iboende værdighed. I personalismens ånd gjorde han tanke til handling på en ikke-voldelig måde.

 

Grundtvigs kulturkamp

Mange år tidligere indledte Grundtvig en kulturkamp med fokus på folkelighed, frihed og fællesskab. Som de franske personalister ville han ikke nøjes med at filosofere; han ville udøve samfundskritik, engagere og kæmpe for et bedre og retfærdigere samfund. Anstødsstenen for ham var den undertrykkelse, ulighed og ufrihed, der herskede i det stændersamfund, der dominerede hans samtid. Med folkelig oplysning ville han lægge grunden til afvikling af stændersamfundet og til udvikling af et folkeligt samfund, hvor netop frihed og fællesskab var hovedordene. En revolutionerende tanke kalder han selv sit forehavende i tidsskriftet Danskeren i 1848:

Somme kalder mig conservativ, fordi jeg holder mig paa Broen, og andre kalder mig revolutionær, fordi jeg virkelig vil over Broen til en splinterny Tilstand af det Borgerlige Selskab, hvori de utabelige Menneske-Rettigheder virkelig gøres giældende, hvori Folket virkelig betragtes, som Landets og Rigets Besiddere, og hvori der virkelig stiles paa al den Frihed og Lighed og alt det Broderskab, der, efter Tidens og Folkets Beskaffenhed, under stigende Oplysning og voksende Dannelse, med mindste Rimelighed lader sig vente.

Kort efter skrev han i samme tidsskrift, at ”Hele Menneske-Slægten er af eet Blod”, hvilket indebærer det grundlæggende menneskesyn, at alle mennesker er gjort af det samme før-individuelle og før-kulturelle menneskelige materiale og derfor er omfattet af den samme iboende værdighed. Det betyder samtidig, at alle har ret til at blive behandlet på en menneskeværdig måde, hvilket – dengang som nu – langt fra var tilfældet.  De ”utabelige Menneske-Rettigheder”, som Grundtvig henviser til, blev hverken respekteret i det danske stændersamfund eller andre steder. Bønderne, der dengang var flest af, var stadig påtvunget de privilegerede stænders magtudøvelse og undertrykkelse, kvinderne var undertrykte, og slaverne på de vestindiske øer var undertrykte.

I overensstemmelse med sit (positive) menneskesyn kæmpede Grundtvig både før, under og efter sin tid i den lovgivende rigsforsamling og folketingtinget for at få gjort en ende på uretfærdighederne, hvilket markant kommer til udtryk i en folketingstale om slaveriet på De Vestindiske Øer. Han kunne ikke følge de folketingsmedlemmer, der mente, at det var helt naturligt og nødvendigt at erhverve sig slaver som ejendom: ”Jeg kan ikke undlade at modsige, hvad der ved denne Forespørgsel gjentagende er blevet yttret, at det skulde erkjendes, at man virkelig kan have fuld Eiendomsret over sine Medmennesker, hvilket jeg derfor, i alle Menneskevenners Navn protesterer imod”. Det var Grundtvigs opfattelse, at den personlige frihed måtte gå forud for de økonomiske interesser, der var forbundet med slaverne og ophævelsen af slaveriet.

Allerede i 1839 var han initiativtager til oprettelsen af et ”Hjelpe-Selskab” til slaveriets afskaffelse. I den indkaldelse, han formulerede forud for det første møde i selskabet, lagde han vægt på, at selskabet med ”lovlige og fredelige Midler” skulle arbejde for at få ”den foragtelige Handel med Mennesker” bragt til ophør. Indbydelsen var henvendt til medborgere, der havde lyst til at drøfte en sag, der måtte være ”uadskillelig fra Deltagelsen i vore ulykkelige Medmenneskers Skæbne, der sælges som Vahrer og behandles, haardt eller mildt, dog kun som Huus-Dyr, uden Ægteskab, uden Børneglæde eller Noget af Alt hvad der naturlig lader Mennesket føle sin høiere Natur og ansporer ham til en Virksomhed, som er den værdig”.

Grundtvig gjorde med al tydelighed at ønske opmærksom på den uretfærdighed og tab af menneskerettigheder, der er forbundet med, at nogle privilegerede for økonomisk vindings skyld undertrykker andre og fratager dem deres værdighed. Han havde et menneskesyn, der modsagde det, og han havde en drøm om et folkeligt samfund, som han kæmpede for virkeliggørelsen af.

 

Slaveriet i England

I årene 1929-1931 foretog Grundtvig tre rejser til England. Her oplevede han et kontrastfyldt land med stor grad af frihed og virksomhed, men også et land med store sociale problemer. Han beklager den udvikling, som den liberale kapitalistiske samfundsindretning havde forårsaget. Dvs. det forhold, at den fri virksomhed mere og mere havde fjernet sig fra at være drivfjeder for den åndelige udvikling og det borgerlige fællesskab til kun at handle om penge. ”Penge-Herskabet” havde efter hans opfattelse gjort sig til ”Sjælen baade i Parlamentet, Lovgivningen og hele det offentlige Liv”. Samtidig mente han, at den kapitalistiske og industrielle udvikling, havde fremkaldt slavelignende forhold for en stor del af den engelske befolkning.

Den gjør Mennesker i Tusendtal, baade store og smaa, til lutter Biting, lutter Appendixer til Maskineriet som Hovedsag og Grundkraft; saa selv de Engelskmænd, der give sig Stunder til at tænke paa andet end at gjøre alt hvad de har i Penge, ser med en hemmelig Gru paa enhver ny Opfindelse og kolosalsk Anvendelse af de Mekaniske Grundkræfter, som efterhaanden fortrænge alle de gamle Haandværkere og gjøre dem til blotte Redskaber i Maskin-Mesterens Haand, tankeløse Trælle i Fabrikherrens Gaard.

 

De høje engelske frihedsidealer havde kun gjort sig positivt gældende for en lille privilegeret del af den engelske befolkning, mens store dele af befolkningen levede under umenneskelige forhold i social armod. På den baggrund mente Grundtvig, at de såkaldte frisindede (liberals) i England havde undertvunget friheden ved at indrette samfundet efter pengenes rationale og ikke efter en menneskelig og medmenneskelig rationalitet. Og derfor kunne han også sige, at ”Mennesket og Folket hverken er til for Statens eller for Ager-dyrkningens, Kapitalernes eller Handels-Balancens Skyld, men at Jorden og alt Jordisk er til for Menneskets og Folkets Skyld og skal benyttes til deres Bedste”. Frihed er så at sige kun ægte og menneskelig såfremt den er til fælles bedste, hvad den ikke var i England.

Belært af den fejlslagne, ”tøjlesløse” form for frihed i England var hans budskab, da han trådte ind i den grundlovgivende forsamling i 1848, da også, at han ville arbejde for ”fælles Bedste som alle Grundloves urokkelige Grundlov”. Dvs. en grundlov der havde det samfundsmæssige, folkelige fællesskab som sit mål og ikke enkeltes egoistiske interesser. Hans drøm var ”Borger-Selskabet som et stort Vennelag”.

 

Et åbent forståelsesfællesskab

Af Grundtvigs folketingstaler og politiske skrifter fremgår det klart, at han ikke ville underlægge sig en bestemt ideologi, men i hver enkelt sag anvende sin egen (historiske) dømmekraft. Med inspiration fra den græske filosofi ville han ikke være nogen ”partimand”. Han var ikke engang begejstret for betegnelsen ”grundtvigianisme”, netop fordi denne betegnelse indikerer, at der er tale om et ideologisk og dogmatisk system.

Grundtvig ville have frihed til i alle forhold at vurdere, hvad der ville være til fælles bedste. Han ville ikke lade sin egen eller andres frihed begrænse af et bestemt ideologisk udgangspunkt. Derfor ville han efter alt at dømme heller ikke have været begejstret for betegnelsen ”personalisme”, selvom der i forhold til noget så grundlæggende som menneskesyn og opfattelsen af så centrale samfundsrettede temaer som frihed og fællesskab tydeligvis er sammenfald mellem ham og personalisterne. Kampen mod rationalisme, materialisme og individualisme, var også Grundtvigs kamp.

Allerede i 1949 blev forståelsesfællesskabet antydet af Emmanuel Mounier, der dengang var en af de mest markante franske personalister. Efter et besøg i Danmark skrev Mounier i tidsskriftet Esprit en artikel med titlen ”Skandinaviske indtryk” og fremhæver bl.a. i denne forbindelse Grundtvigs tænkning som en god forudsætning for at kunne forstå personalismes budskaber. Men også det forhold, at den jødiske filosof Martin Buber – den mest kendte repræsentant for den dialogiske personalisme – hentede inspiration i Grundtvigs højskoletanker, gør det forståelsesfællesskab, som Norgaard Mortensen har påpeget, plausibelt.

 

 


[1] Til den korte beskrivelse af personalismen har jeg hentet inspiration og oplysninger i Jonas Norgaard Mortensens bog Det fælles bedste. Boedal 2012. Grundtvigs tænkning har jeg mere omfattende behandlet i bogen Frihed til fælles bedste – En oppositionel stemme fra fortiden. Aarhus Universitetsforlag 2008.

 

Kolofon

Personalisme.dk     |     Copyright 2011     |     Siden er udviklet af Cura     |     Kontakt: cura@cura.dk