Følelsen af fattigdom?

21.01.2013  |  Af  Anne Bjerregaard Bang

Staten skal understøtte individet og fællesskaberne, ikke suge virkekraft og engagement ud af dem. Resultatet er svigt - både over for yder og nyder.

Dovne Robert, fattige Carina, 23.000 kroners-Tania. Medierne flyder over med nemme case-historier, og ivrige politikere fra begge sider af salen står klar til at samle dem op med hver deres dagsorden. Og tvære case-personernes livsstil, personlige budgetter og familiære forhold ud for alverden.

Mens vi ser hungrende til. Forargede, forbløffede. Vrede?

Hvorfor lever vi i et af verdens rigeste samfund blandt mennesker, der ser sig selv som fattige?


Det foruroligende er ikke, om Tania får udbetalt 23.000 eller 16.000 kroner. Det foruroligende er, at hun synes, hun er fattig uanset.

Tager du imod en check?
I min optik kan man være rig på mange måder og fattig på mindst lige så mange. Fattig på sociale relationer, på empati, på intellekt, på åndsfrihed, på evner og viljestyrke - og naturligvis på penge.

Hvis vi forudsætter, at fattigdom er noget, vi vil bekæmpe uanset dens art, er det klart nemmest at udskrive en check. Hvordan fixer vi de andre ting? Og tænk lige over, om det virkelig er fordi, det er den nemmeste løsning, at vi bare sender den check....?

Som personalist stiller jeg mig anderledes end både liberalister og socialister. Jeg anerkender og betragter mennesket som frit og med ansvar for sit eget liv, men tror også på, at menneskets fulde potentiale kun opnås i fællesskab med andre.

Det ærgrer mig derfor, at vi for det første - og ofte med lutter gode intentioner - har frataget mange mennesker ansvaret for egne liv ved at sætte dem på passiv forsørgelse. Det ærgrer mig især, at dette resulterer i mennesker, der er marginaliserede og uden for et forpligtende fællesskab på arbejdsmarkedet. Og at dømme efter den seneste tids debat bliver set ned på af rigtig mange mennesker!



Sikkerhedsnettet, der kvalte dem
Men hvordan er de endt der? For mig står det klart, at vores velfærdssamfund på et tidspunkt voksede sig så stort, at "det var dumt andet" end at sige ja tak til hele pakken - og alle pakkerne. I bedste mening har vi etableret sikkerhedsnet og understøttende foranstaltninger så komplette og dyre, at de ender med at lulle mennesker i søvn, før de kvæler al engagement.

Staten skal understøtte individet og fællesskaberne, ikke suge virkekraft og engagement ud af dem. Resultatet er svigt - både over for yder og nyder.

Hvad med dig selv?
På det helt lavpraktiske plan er det måske snart på tide, at folkeskolen sætter privatøkonomi på skemaet. Fortæller eleverne hvad ting koster. At vi tager gode, gammeldags dyder til os og sætter tæring efter næring. Lægger 00'ernes materialisme bag os og som samfund måler velstand på andre parametre end friværdi og samtalekøkkener.

At vi som mennesker ikke køber dyre facader, der giver sig ud for mere, end de er og dermed giver andre indtrykket af, at de er fattigere end os. Det er måske nærliggende at føle sig fattig, hvis man tror, alle andre er rige. 
Det er for nemt for politikerne at love, at "problemerne" med Tania, Rober og Carina bliver løst ved kontanthjælpsreformen. Der skal helt andre og mere grundlæggende reformer til.

 

Kolofon

Personalisme.dk     |     Copyright 2011     |     Siden er udviklet af Cura     |     Kontakt: cura@cura.dk