Dilemma: Dronekrig mod terror - for frihed?

10.02.2013  |  Af  Mathias Schwartz Kirkegaard

Krig krænker menneskeværd og relationer. Hæsligt. Men man kan også engagere sig i krig for at forsvare menneskeværd og relationer. Heroisk. Hvor er de nemme svar og rene hænder i kampen for livet? Mathias Kirkegaard reflekterer åbent og umiddelbart om krigens dilemma.

Der er et helt grundlæggende problem med krig: Så snart man klassificerer nogen som “kombatanter” eller “fjender”, sker der en afpersonalisering, hvor man stopper med at se dem som mennesker. Martin Buber vil sige, at man går fra et Jeg-Du forhold til et Jeg-Det forhold. Jeg-Du er der, hvor man indgår i relationer med mennesker, lærer personens egennavn, lader personen være med til at forme ens egen identitet. Jeg-Det forholdet er der, hvor du "tager ejerskab" over dine omgivelser. Du putter i kasser og sætter mærkater på, så du kan skabe en verden, du kan overskue og bestemme over. "Fjenden" er ikke længere et konkret menneske man kan forholde sig til eller indgå en relation med. Mennesket bliver til en "kategori", hvortil der er knyttet nogle vilkår: Primært at man må slå dem ihjel. Dette er på alle måder et nederlag for menneskets værdighed. Både for skytten og for den ramte. Som om den rent fysiske død ikke er nok, så har man, allerede før man trykker på aftrækkeren, begået et "åndeligt" overgreb. 

Ergo er det vel også forkert, at sidde der bag en computerskærm og sende missiler efter pixels, der bevæger sig? Kan det blive mere afpersonaliserende end det? Kan man andet end at være imod denne "krig på afstand"?

Der er dog et problem: Uanset om man sender droner afsted og fører krig fra sofaen, eller man sigter på modstanderen gennem et sigtekorn, så møder man ikke mennesket som et "du".

Den uengagerede militærnægter

Så skal man måske i stedet blive militærnægter?

Nej, dette er langt fra en sikker vej. Det er nemlig omvendt et grundvilkår for mennesket, at det er engageret. Mennesket indgår i relationer, hvor vi er forpligtet i at engagere os for menneskers frihed og værdighed. Den russiske personalist Berdyaev skrev i 1915 som kommentar til den russiske deltagelse i første verdenskrig, at "[den der] ikke beskæftiger sig med politik, støtter passivt den etablerede magts politik". Det, at ikke ville forsvare sine nære, er nærmere et udtryk for frygt for at dø end for omsorg for fjenden.

Nu vender vi den på hovedet igen: En anden personalist, Martin Luther King, så slet ikke hans strategi om ikke-vold som mangel på engagement. Han brugte derimod kærligheden som våben.

Nu har vi efterhånden opbygget et større dilemma. Deltag i krigens afpersonalisering og få beskidte hænder – eller bliv militærnægter og overlad sejren til fjenden, hvorved du også får beskidte hænder. Du fejler i dit engagement. Med mindre du er lige så karismatisk som Martin Luther King eller som Ghandi, hvis ikke-vold blev et udtryk for modstand. Men det forudsætter måske, at du kæmper mod en modstander der har et vist minimumsniveau af respekt for menneskeliv. Det britiske imperium og den amerikanske offentlighed er jo, alt andet lige, nemmere at snakke med end det syriske regime eller al Qaeda.

Heppekor med beskidte hænder

Du har et ansvar og er derfor også ansvarlig i forhold til krige. Uanset holdningen til Danmarks deltagelse i Irak-krigen, så kan de fleste af os ikke komme udenom, at vi håbede mere på dansk succes end på irakisk succes. Det giver os et moralsk ansvar. Vi var heppekoret - også selvom vi halvhjertet talte mod krigen, gysede bag tv-skærmen og brokkede os over Fogh. Inderst inde håbede vi på dansk succes i højere grad end på irakisk sejr.

Hvad har vi tilbage: Som rettesnor må man derfor have, at man kæmper for menneskers værdighed og frihed på måder, der tager hensyn til menneskets værdighed og frihed – uden dog at blive bange for at få beskidte hænder. Samtidig skal vi have som dyd, at træde ud af Jeg-Det relationen og ind i en Jeg-Du relation med modstanderen. Derfor skal vi søge forhandlingsløsninger. Vi skal respektere civiles liv og helbred, da vi derved alt andet lige i højere grad derved møder civile i en Jeg-Du relation end vi møder kombattanter.

Hvis du tænker, at det kan være svært, så kan jeg kun give dig ret.

Dronekrig mod terror – blandt civile!

Tilbage til dronerne: Dronekrigen er noget af det mest afpersonaliserede ved krig. Ikke blot har vi klassificeret nogle mennesker som "terrorister" som blot ved denne benævnelse automatisk er dødsdømte - man skyder også med missiler mod "mål" (endnu en afpersonaliserende benævnelse), som er blandt civile, der ikke engang ved, at de er i en krigszone. De civile ved måske nok, at de lever i et farligt land, men hvis et land er i krig, så kan man holde god afstand til militærinstallationer, hvorved man er mere sikker. Det har de ikke en chance for. Deres land er IKKE officielt i krig og de er IKKE nødvendigvis bevidste om, at de er blandt militære mål.

Det er ”noget godt” at stoppe terrorister. Men det er også noget godt, hvis de forbipasserende ikke får krænket liv, værdighed og frihed. Hvis de ikke dør. Hvis vi ikke gør noget ved terroristen, hvis vi er passive, så når terroristen måske sit mål – at dræbe endnu flere mennesker. Altså ender nogen måske med at dø, når vi står med valget mellem to ”goder”. Så bliver det ikke mere tragisk.

Derudover er det, legalt set, meget problematisk i forhold til international ret, at man erklærer krig mod noget andet end en stat. Man kan simpelthen ikke erklære krig mod en røverbande som Blekingegadebanden eller mod en ikke nærmere defineret bevægelse som al Qaeda. Amerikanerne opererer oven i købet med en gummi-paragraf, hvorved de også må slå mennesker ihjel, der tilhører noget, der bare minder en terrorbevægelse a la al Qaeda. Det kan godt være, at myndighederne i de pågældende lande har svært ved at tøjle disse bander, men prøv at forestille dig, at amerikanerne skød et missil fra en drone mod Blekingegadebanden lige før de begik postrøveriet. Det danske politi havde jo været inkompetente i forhold til denne bande, og venstrefløjens aktivister truede jo med bomber mod den amerikanske ambassade. 

Når sådan et missil slår ned i Yemen, så læser vi i overskriften, at USA fik ram på en topterrorist. I rubrikken længere nede og med mindre skrift kan vi læse, at der også er rygter om civile døde. Men vi fik jo terroristen. Vi ofrede de civile for at nå vores mål. Er det ikke også en slags terror? Vi er engagerede. Vi var nødt til at gøre det. Ellers vinder "de onde". Det er meget problematisk. 

Men hvis dronen var blevet brugt mod en terrorist i Danmark? Så ville det være en skandale. En krigserklæring. Danmark er jo et fredeligt sted! Altså bortset fra at Danmark er en krigsførende nation med tropper i Afghanistan og luftstøtte til Mali... Hovsa. Danmark er faktisk i krig. Men det er jo langt væk. Fjenden er et anonymt "det/dem", der eksisterer langt væk. Det er ikke noget vi behøver at forholde os til som et "du" med ansigt, egennavn og personlighed. Vi kan roligt bombe dem med droner. 

 

Krig mod kriminalitet i København 

Der er mange, der mener, at George Bush lavede en kæmpe brøler, da han erklærede krig mod terror. Han skulle måske i stedet have forholdt sig til Osama Bin Laden som en international kriminel. En forbryder. Så var det helt andre midler, vi skulle forholde os til. Så var det nemlig kriminalitet vi bekæmpede. Prøv at forestille dig drone-missiler anvendt i "krigen mod narko". Eller næste skridt: "Krigen mod indbrudstyveri". I København. Så kommer der pludselig navn, ansigt og personlighed på den uskyldige forbipasserende. Der kommer en stor portræt-artikel i Politiken og JP tager ud og interviewer bedstemoderen. Og vi skal ikke glemme fakkeltoget. Det kan slet ikke sammenlignes med de begravelsesoptog i fremmede lande, som vi ser i Nyhederne om aftenen. Det er jo store vrede menneskemængder. Det er noget helt andet.  

Konsekvensen er uoverskuelig. Skal vi ikke holde os til, at krig er noget, vi kæmper mod stater indenfor nærmere definerede landegrænser, så civile ved, hvad de skal forholde sig til? Så civile kan beholde værdighed og frihed?

Er du den engagerede eller profeten? 

Nogle gange må man gå i krig for at mennesket kan opleve frihed og værdighed. Det er i orden at gå i krig mod sådan noget som Pol Pots regime i Cambodja. For den uværdighed og ufrihed som de røde khmerer stod for kan ikke bekæmpes af fredsvagterne på Christiansborgs Slotsplads. Men disse fredsvagter minder os om, at det er fred, frihed og værdighed, vi kæmper for. Og at dette har betydning for, med hvilke midler vi kan kæmpe. De er ”profetiske stemmer”, ville den franske personalist Emmanuel Mounier sige. Det kan sagtens være et godt bidrag – selvom deres bud nok ikke kan implementeres i den virkelige verden.

Men der dør civile i krig. Det kan være prisen for at være engageret. Og der kan det være et nødvendigt onde at bruge disse "kirurgiske angreb", som nogle vælger at kalde angreb med droner. Som om man i det hele taget kan operere og helbrede noget med et missil. Nogle gange er prisen for stor, og så gør vi mere skade end gavn. Når man bruger droner mod forbrydere, i lande man ikke er i krig med – og måske oven i købet bevidst om, at det krænker forbipasserendes liv, værdighed og frihed, så bør man overveje: Hvem er det der er forbryderen? Er det her en rigtig måde at være engageret på?

Uanset hvad: Når mennesker dør i krig, så er det vores moralske ansvar. Vi er alle skyldige. Men det er måske prisen for at være engageret? 

Hvor beskidte hænder skal vi indstille os på at få i dette ikke-utopiske liv? Jeg er ikke færdig med at grunde over det – så byd endelig ind i debatten.

 

Kolofon

Personalisme.dk     |     Copyright 2011     |     Siden er udviklet af Cura     |     Kontakt: cura@cura.dk