Prædiken: Ritualer for fællesskab

02.03.2013  |  Af  Morten Hougaard Sørensen

Ritualer skal skabe fællesskab og fastholde menneskers værdighed. Det argumenterer præsten Morten Hougaard Sørensen for i denne prædiken, hvor han knytter personalistisk filosofi og teologi sammen.

Blog-indlægget knytter personalistisk filosofi og teologi sammen. Indlægget udspringer af en konkret samtale, jeg havde med en gymnasieelev, som havde kontaktet mig, fordi jeg er hospitalspræst. Hun var ved at skrive en opgave om etik og ritualer i forbindelse med fjernelse af fostre med Downs syndrom. 

Den samtale blev der en prædiken ud af, og det er den prædiken, som er mit blog-indlæg. Så her følger altså den prædiken, som jeg mener afspejler noget fundamentalt i personalismen. 

Men først vil jeg gerne pointere, at jeg mener sagtens, at ikke-religiøse også kan slutte op om personalismens principper – fordi de netop er fundamentale for alle mennesker – ikke kun religiøse mennesker. 

Men her er altså den ovennævnte prædiken:

"Denne søndag hedder Første søndag efter Helligtrekonger. Men jeg synes egentlig ikke, at helligtrekongertiden er et godt navn for perioden mellem jul og faste. Faktisk kaldtes helligtrekongertiden tidligere -  og mere rigtigt - for "epifani-tiden". Epifani betyder "åbenbaring"...eller "tilsynekomst". 

Det er derfor beretningerne om Jesus barndom hører til her. Gud åbenbarer sig selv for menneskeheden. Gud kommer til syne på jorden. Åbenbaringen bryder mere og mere igennem, så at sige. Det begyndte juleaften og bryder mere og mere igennem indtil fastetiden. Derfor "epifani-tiden". 

Men det gode spørgsmå i dag er jo: Hvor – og ikke mindst hvordan - åbenbarer Gud sig selv i dag anno 2013? Hvor kommer Gud til syne i dag? Hvor kan vi møde ham? Det var jo nemmere at få øje på Gud gennem det fysiske menneske, Jesus, end det er i dag, når han ikke længere er fysisk iblandt os. Hvor kommer Gud til syne i dag? Det er det spørgsmål, der er den røde tråd i min prædiken i dag.

Og faktisk hørte jeg for nyligt en sætning, som, jeg synes, svarer på dette spørgsmål. Hvordan kommer Gud til syne i vores menneskers liv i dag? Hvordan erfarer vi Ham? Denne sætning lød sådan her:

"Gud er, at der er ansvar."

En simpel sætning – og så alligevel ikke: "Gud er, at der er ansvar". Den sætning, synes jeg, svarer på, hvordan vi mennesker i dag erfarer Gud. 

Der er sprængkraft i den sætning. Forestil jer en ung pige, der bliver gravid, og hendes forældre ikke vil hjælpe hende. "Det har ikke noget med os at gøre, det er ikke vores ansvar", siger de. Det lyder helt forkert, ikke? 

Eller et andet eksempel: To mænd opdager at et hus brænder, og de ved, at der er to børn derinde.

De skynder sig begge ind i huset og redder hver et barn. De bliver udråbt som helte, og bliver interviewet af pressen: ”Hvad fik jer til at risikere liv og lemmer?” Den ene svarer: "Fordi børnene ellers ville dø". Den anden svarer: "Fordi jeg ville være berømt". Der er noget helt galt med den anden mands svar, ikke? 

Og hvis den barmhjertige samaritaner havde hjulpet den halvdøde mand i vejkanten, fordi han selv ville have noget ud af det, så ville den historie ikke rumme den sandhed om livet, som den gør. For Gud er, at der er ansvar.

 

Fra mit eget liv 

Og nu lidt fra mit eget liv: For en god måneds tid siden talte jeg med en ung pige, som går i 3.G inde på Katedralskolen i Viborg. Hun var ved at lave en eksamensopgave, og havde kontaktet mig.

Hun skrev om etik og ritualer i forbindelse med fjernelse af fostre med Downs Syndrom – altså børn, som vi kalder mongolbørn. Hun havde fundet frem til mit navn, fordi jeg er hospitalspræst, og tænkt, at jeg ville være god at tale med om det. 

Vi snakkede et par timer og under vores snak, spurgte hun, hvorfor der ikke findes ritualer, FØR man fjerner fostret..? Der findes ritualer bagefter – f.eks. syndsforladelsesritualet, hvis moren føler skyld over det, der er sket. Eller velsignelse af det døde foster...men der findes ikke noget ritual op til fjernelsen af fostret...og nu spurgte hun så hvorfor. 

Den skulle jeg lige tygge lidt på. Jeg kunne mærke i min hjertekule, at sådan et ritual ville være en fejl...men hvordan skulle jeg forklare det...? Og efter et par øjeblikke sagde jeg nogenlunde det her: 

Fordi, man ikke kan have sådan et ritual, fordi det ville på en måde være at legitimere fjernelsen af fostret - og misforstå mig nu ikke, for det, jeg siger her, skal ikke udvikle sig til en prædiken for eller imod abort. Jeg er tilhænger af fri abort, så lad os bare lukke den diskussion ved det. 

Men lige nu vil jeg gerne have jer til at tænke over, hvad kernen i et ritual er. Hvad er det, som gør et ritual til et ritual? For mig at se er der to afgørende ting ved et ritual, som man aldrig må glemme: 

Det første er, at det skal skabe fællesskab – ikke nedbryde fællesskab. Det andet er, at ritualer hjælper os med at fastholde menneskers værdighed – både vores egen og andres. Fællesskab og værdighed - det er derfor, vi mennesker overhovet HAR ritualer, tror jeg. Fordi, de hjælper os til at fastholde fællesskab og værdighed. 

 

Tsunamien og Breivik

Hvorfor strømmede folk til kirkerne, da tsunamien ramte i 2004? Jeg tror, at de to ting spillede ind på et helt fundamentalt plan. Når verden bliver til ukontrollerbart kaos, har vi brug for blive fastholdt i fællesskab og værdighed med hinanden. 

Det samme skete, da Breivik gik amok på Utøya. Der skulle på en måde noget ekstraordinært til, for at nordmændene kunne komme videre. De strømmede til kirke. Hvorfor? For at fastholde hinanden i værdigt fællesskab, tror jeg. 

Jeg har engang læst, at man indenfor den gren af videnskaben, som hedder palæontologi definerer vores race - altså Homo Sapiens - som opstået, da vi begyndte med at have ritualer for at begrave vores døde. 

Da mennesket begyndte at have begravelsesritualer for deres døde, da blev mennesket til Homo Sapiens, ifølge palæontologien. Det er en tankevækkende definition indenfor en videnskab: En religiøs – eller i hvert fald rituel praksis – bliver afgørende for den videnskabelige mennesketidsregnings år 0!

For vi har brug for de præcis same ting ved en begravelse: At fastholde fællesskab og værdighed – både mellem de efterladte og den afdøde, men også blot mellem de efterladte. 

Det samme gælder ved dåb, ved bryllup, osv...

Og derfor, fik jeg forklaret hende gymnasieeleven, ville det simpelthen være at modsige sig selv, hvis man havde et ritual, der ledte op til fjernelsen af fostret. Fordi det modvirker fællesskab og værdighed. Først bagefter kan vi have ritualer, der tilsiger syndernes forladelse eller velsigner det døde barn. Hvis man indførte et sådant ritual, ville det jo være en rituel degradering af et menneskeliv. Degradering af fællesskab og værdighed - det ville modsige sig selv! 

Og så er vi tilbage ved den sætning, som jeg fortalte jer om for lidt siden: "Gud er, at der er ansvar." 

For den sætning udtrykker jo netop ritualets kerne ret præcist: Fastholde fællesskab og værdighed, det er vores ansvar. Men AT der er ansvar, skyldes Gud. Og nu er jeg ved min pointe i dag: Vi møder Gud, når vi stilles overfor vores ansvar for hinanden. 

Jeg mødte på en eller anden måde Gud, da jeg blev spurgt om, hvorfor der ikke findes ritualer, der leder op til fjernelsen af et foster. Jeg blev konfronteret med mit ansvar for mit eget og andres fællesskab og værdighed. Ikke fordi jeg er præst – men fordi jeg er menneske! 

Det ville stride grundlæggende imod mit menneskelige væsen at lave sådan et ritual. 

”Gud er, AT der er ansvar.” Den sætning siger mere, end man lige umiddelbart lægger mærke til. Det er sådan, vi erfarer Gud i dag. Dybt indfældet i livet med hinanden. 

Faktisk så fejrer vi her i kirken lige netop et ritual, som i den grad bærer det ansvar for hinanden - nemlig nadveren. Paulus skriver et sted, at i nadveren ophører vi med at være jøde eller græker, rig eller fattig slave eller fri, syg eller rask. 

Nadverens ritual blev endda hele fundamentet for de kristne menigheder i kirkens unge år, fordi det ritual fastholdt dem på deres ansvar for hinanden, fastholdt dem på deres menneskelige fællesskab og værdighed – uanset, hvordan deres liv ellers var. 

Derfor går der faktisk en rød tråd fra den 12 årige Jesus i templet, som denne søndags tekst omhandler, til os i dag. Epifanien fortsætter så at sige, hver eneste søndag, når nadveren fejres. Gud "kommer til syne" for os i nadveren, fordi vi i nadveren fastholdes på vores fællesskab og værdighed. 

Gud er, AT der er ansvar. Hvordan vi så bærer det ansvar er op til os... men AT det er der, skyldes Gud. Det er sådan Gud åbenbarer sig i dag. Amen”

 

Kolofon

Personalisme.dk     |     Copyright 2011     |     Siden er udviklet af Cura     |     Kontakt: cura@cura.dk