Tilbage til det relationelle fundament

22.02.2013  |  Af  Else Marie Bech

Menneskets udvikling, læring og trivsel er fundamentalt funderet i kvaliteten af dets relationer. Mennesket udvikles i samværet med stabile, positive og sensitive relationer. Hele vores selvforståelse, vores sprog, vores indre dialog og vore tankemønstre er udviklet på basis af relationer. - Hvorfor er vores sundhedsfaglighed så ikke indrettet i tråd med vores menneskelige natur og udviklingsmæssige behov?

Der er noget, der ikke rigtigt fungerer i dag. Gennem de seneste år har vi set en eksplosiv vækst i antallet af mennesker diagnosticeret med psykiske lidelser, herunder stress, depression og angst. Hvis udviklingen fortsætter, vil stress og depression i 2020 blive de væsentligste kilder til sygdom.

Der er mange, der kæmper og gør en positiv forskel for dem, der har det svært. Der er mange ildsjæle, og det politiske system har fokus på at sætte stadigt flere penge af til øget behandling, tidligere diagnosticering og bedre forebyggelse.  Alle kender nogen, der er ramt. Alle har aktier i, at vi finder en løsning.

Som psykologer møder vi mennesker i mistrivsel dag efter dag, og vi oplever et stort behov for at se på det store billede - i stedet for blot at forsøge at slukke brandene én ad gangen. Hvad er det, der ligger bag denne øgede mistrivsel? Er vores aktuelle indsats den bedste?

Ét perspektiv man kan tage på den samfundsmæssige - og især sundhedsfaglige - indretning er, hvorvidt den egentlig er i tråd med vores (sande) menneskelige natur og udviklingsmæssige behov? Vi kan forsøge at anlægge et lidt utraditionelt analyseperspektiv og spørge: Hvis vi skulle tegne mennesket, som det afspejles i det sundhedsfaglige system, hvordan ser dette menneske så ud? Hvad er det for et menneske, vi har indrettet det sundhedsfaglige system efter.

Den psykiske mistrivsel diagnosticeres altid "inde i" det isolerede individ, ligesom medicin jo nødvendigvis må rettes alene mod "ejeren af problemet". Det må betyde, at årsagen til de psykiske lidelser alene har rod i den lidende. Denne samfundsindretning er udtryk for et menneskesyn, hvor de psykiske problemer har sin årsag og rod i det enkelte menneske.

Det anbefales officielt, at vi supplerer den medicinske behandling med kognitiv terapi. Denne terapiform retter sig mod den lidendes tankemønstre, og indikerer dermed, at det er den enkeltes tanker om verden, der er årsagen til problemet. Vi kender også denne tanke fra den populære selvhjælpslitteratur: "Kan du tænke det - kan du også gøre det.." Denne udbredte tilgang er udtryk for et menneskebillede, hvor menneskets private tankemønstre er årsagen til psykisk dårligdom.

Sorg, længerevarende tristhed og manglende motivation betragtes som sygelige tilstande, der er behandlingskrævende. Dette diagnosesystem tegner et menneskesyn, hvor menneskets ubehagelige og besværlige følelser er udtryk for sygelige tilstande, der derfor - gennem forskellige tiltag - må reduceres.

Enhver er sin egen lykkes smed..
Vi har altså at gøre med et sundhedsfagligt system, der er indrettet til at hjælpe et menneske, der grundlæggende bevæger sig gennem livet på egen hånd og ved egen kraft. Når der opstår problemer, har disse rod i personlige mangler, kemiske defekter eller forvrængede tankemønstre, der derfor behandles individuelt. Ligeledes kan vi hylde mennesket, der har succes, fordi dette menneske selvstændigt har forstået at kontrollere og forvalte sine personlige ressourcer korrekt.

Det underliggende menneskesyn er grundlæggende individualistisk. Succeser, problemer, psykisk trivsel, tankemønstre og følelser er private tilstande, som opstår i den enkelte, udspiller sig i den enkelte og behandles i den enkelte.

Dette er menneske-skabelonen, vi alle må underligge os i mødet med det sundhedsfaglige system. Men i hvor høj grad stemmer denne skabelon overens med vores egentlige udviklingsvilkår?

Menneskets udvikling
Menneskets udvikling, læring og trivsel er fundamentalt funderet i kvaliteten af dets relationer.

Hvordan kan vi vide det?  

Som udgangspunkt kan vi undersøge, hvad der sker med børn, der modtager fysisk pleje, men ikke indgår i stabile relationer. Disse undersøgelser er bl.a. udført på børnehjem, hvor det tydeligt viser sig, at børnene - på trods af rigtig ernæring og pleje - bliver voldsomt mentalt underudviklede. Ligeledes viser de tragiske tilfælde, hvor små børn er blevet forladt, men har klaret sig på egen hånd, at børnene tager skade i uoprettelig grad. Disse tilfælde viser os, at man umuligt kan udvikle sig normalt - hvis ikke man indgår i menneskelige relationer.

Utallige neurologiske målinger og hjernescanninger bekræfter, at hjernens strukturer udvikles i samværet med stabile, positive og sensitive relationer. Mødet med et andet - følelsesmæssigt tilgængeligt - menneske, er hjernens drivkraft for udvikling - gennem hele livet. Hele vores selvforståelse, vores sprog, vores indre dialog og vore tankemønstre er udviklet på basis af relationer. I hvert eneste møde med et andet menneske, foretager vi en nuancering i vores selvforståelse. Vi forbinder os neurologisk med mennesket, vi interagerer med - og gør et indtryk på hinanden, der sætter et uudsletteligt aftryk i vores hjerne og selvbillede.

Forskningen fortæller os med tiltagende tydelighed, at idéen om "det selvstændigt udviklede menneske" er en illusion. Denne opdagelse er utrolig, og burde i virkeligheden medføre en drastisk forandring af hele vores tænkemåde og sundhedsfaglige indretning.

At forestille sig, at manglende trivsel, depression og stress skulle være en tilstand, der alene har rod i det selvstændige menneske, svarer til at forestille sig, at bilens kontrollampe lyser, fordi selve lampen er defekt. Det er selvfølgelig ikke en umulighed, at kontrollampen fejler noget, men normalt er en lysende kontrollampe et udtryk for, at der er noget galt i systemet.  At "behandle" lampen, så den ikke længere lyser, ville nok være det værste man kunne foretage sig i denne situation. Så havde man jo netop afskåret sine muligheder for at holde øje med bilens generelle tilstand.

Samme perspektiv kan vi anlægge på tendensen til at medicinere flere og flere danskere, der lider under psykisk mistrivsel. Ved at dæmpe symptomerne bekræfter vi hinanden i, at systemet i hvert fald ikke fejler noget, men i længden er det en rigtig dårlig idé. Dermed ikke sagt, at vi ikke skal hjælpe de lidende (indimellem også med medicin), men vi skal erkende, at en epidemi af psykisk mistrivsel er en klar og insisterende kontrollampe, der indikerer, at der er behov for forandring.  

For hvad nu hvis det i virkeligheden ikke er det enkelte menneske, der grundlæggende fejler noget?

Hvad nu hvis det er samfundet og den sundhedsfaglige indretning, der er udviklet på basis af et misforstået menneskesyn? I så fald vil indretningen af det psykosociale system give den psykiske trivsel rigtig svære kår... Når man år efter år lever under omstændigheder, der ikke gensvarer de menneskelige behov, vil psyken lide, og sygdomme og manglende trivsel vil uundgåeligt spire frem som sunde signaler på, at noget er galt.

Det starter med den relationelle bevidsthed
Et system, der fungerer i tråd med menneskets udviklingsvilkår, må basere sig på en bevidsthed om udviklingens relationelle fundament. En relationel bevidsthed.

Her må man tale om bevidsthed, fordi grundlaget som sådan hele tiden har været relationelt. Vi har blot - som samfund - ageret som om menneskets udviklingsgrundlag var individualistisk. Tilsvarende kan man agere som om, jorden er flad, og opbygge sine foranstaltninger på dette grundlag. Det ændrer dog ikke ved det faktum, at jorden i virkeligheden er rund - og alle tiltag og indretninger, der baserer sig på, at jorden er flad, er i sidste ende dømt til at mislykkes.

Når nu forskningen viser, at relationen er udviklingens element, får dette en markant betydning for vore pædagogiske, indlæringsmæssige og sociale tiltag: Etableringen af stabile, positive og sensitive relationer er midlet til at fostre udvikling, læring og trivsel. Teknikker til opdragelse, behandling og indlæring kan kun medføre udvikling og læring i den grad, de baserer sig på et fundament af stærke relationer. Uden det relationelle fundament, vil de - i bedste fald - være neutrale, og i værste fald hæmmende for menneskets mentale udvikling.

Når det handler om relationer, handler det om virkelige mennesker. Når relationen er virkemidlet og drivkraften, kan det ikke lade sig gøre at distancere sig bag teknikker og teorier. Det er i mødet mellem to virkelige, levende mennesker, at der åbnes muligheder for udvikling. Derfor må man nødvendigvis stille sig til rådighed som et rigtigt menneske, hvis man vil agere på den relationelle bevidsthed. Der må være virkelige følelser, virkelige holdninger og virkelige grænser.

Så når den tysk-jødiske filosof Martin Buber for eksempel slår fast, at "Mennesket gennem du´et bliver til et jeg" er denne erkendelse ikke blot en filosofisk idealkonstruktion. Mødet med et andet menneske er virkelig den nødvendige forudsætning for, at mental udvikling overhovedet kan finde sted.

På en måde kan det lyde diffust og utopisk at begynde at forandre systemet på basis af den relationelle bevidsthed. På den anden side er det enkelt, fordi vi alle ejer det, der egentlig skal til: Evnen til at relatere til hinanden som autentisk tilstedeværende og ansvarsfulde mennesker. I virkeligheden åbner den relationelle bevidsthed for et væld af muligheder, fordi midlet til forandring og bedring netop befinder sig i vores dybt menneskelige fundament: Trangen til at etablere positive relationer.

Af Else Marie Bech
Institut for Relationspsykologi, www.relationspsykologi.dk


Under menupunktet "Praksis" på personalisme.dk er samlet en række eksempler på, hvordan et personalistisk menneskesyn kan påvirke løsninger inden for en række faglige og politiske områder. Der udvides løbende med nye områder.  

Læs om personalisme i psykologien: klik her

 

Kolofon

Personalisme.dk     |     Copyright 2011     |     Siden er udviklet af Cura     |     Kontakt: cura@cura.dk