Kan civilsamfundet redde velfærden?

23.03.2013  |  Af  Filip Hove Kristensen

Debatindlæg af Anker Brink Lund og Gitte Meyer

Revolutionerende tankegods får ofte langt større gennemslagskraft i økonomiske brydningstider end i perioder med stabil vækst. Tænk bare på Marx, Keynes og Friedman, der hver på deres måde har benyttet en krisestemning til at påvirke opfattelsen af offentlig regulering kontra privat værdiskabelse. Også den aktuelle krise giver herhjemme anledning til principiel samfundsdebat om fremtidens velfærdsstat.

Både fra højre og venstre i det politiske spektrum bliver stat og samfund tematiseret i programmatiske termer. Den nuværende regering taler om at redde velfærdsstaten ved at appellere til kollektiv pligtfølelse og bekæmpe civil ulydighed som socialt bedrageri og sort arbejde. Oppositionen fremhæver samtidig civilsamfundets potentialer for aflastning (eller i visse tilfælde afløsning) af staten gennem frivilligt arbejde, filantropi og borgerlige ombud i skarp kontrast til statsligt formynderi og bureaukrati.

Der kan argumenteres overbevisende for, at denne antagonistiske måde at opfatte virkeligheden er grundlæggende falsk. Velfærdsstat og civilsamfund er hinandens forudsætninger – ikke et enten/eller, men et både/og. Det gælder i ganske særlig grad en forhandlingsøkonomi som den danske, der historisk set både har tradition for en skattetung statsforvaltning og en selvorganiseret offentlighed med en ganske høj grad af civilt råderum.

Læs mere på information.dk

 

 

Kolofon

Personalisme.dk     |     Copyright 2011     |     Siden er udviklet af Cura     |     Kontakt: cura@cura.dk