Kronik: Menneskelivet er mere end en konstruktion

25.04.2013  |  Af  Bent Bjerring-Nielsen

Personalismen tager udgangspunkt i en forestilling om det værdige, engagerede menneske, der bliver til i relationen til andre mennesker. I denne kronik skriver Bent Bjerring Nielsen om, hvordan denne forestillingen er blevet til i en kamp mod den dominerende postmodernisme og konstruktivisme, der har truet med at opsluge det menneskelige personbegreb totalt.

Kronikken har været bragt i Kristeligt Dagblad d. 23.04.2013.

Bent Bjerring-Nielsen er Adjunkt ved uddannelsen Kristendom, Kultur og Kommunikation i København.

Da  jeg i slutningen af halvfjerdserne og begyndelsen af firserne læste dansk på universitetet i København, var der et begreb, man stødte på igen og igen: sen-kapitalisme. Der var en udbredt forestilling om, at det kapitalistiske samfund var i sin allersidste fase og snart ville blive afløst af noget helt andet, som ville befinde sig i omegnen af det klasseløse paradis. Problemet var imidlertid, at når man tilpas længe havde talt om sen-kapitalismen og der ikke rigtigt var sket noget endnu, hvad skulle man så benævne den periode, man levede i? Sen-sen-kapitalismen lød ikke for overbevisende i den sammenhæng. Senere satte kommunismens fuldstændige kollaps så en effektiv stopper for diskussionen.

I løbet af firserne var der så et andet begreb, der satte dagsordenen, nemlig begrebet postmodernisme. Det havde længe været almindeligt at tale om det moderne og siden Baudelaire i 1867 i artiklen ”Det moderne livs maler” opfandt begrebet modernitet, havde det også været en del af vores vokabularium. Nu var vi imidlertid ikke kun moderne, vi var postmoderne, hvad der blev givet en række definitioner på; Lyotard udtrykte det f.eks. ved at sige, at der var en mistillid til de Store Fortællinger. Begrebet postmoderne stod ikke alene på det akademiske marked, men havde konkurrence fra en række andre begreber som sen-moderne, 2. moderne (Ulrich Bech), flydende moderne (Zygmunt Bauman) og hyperkomplekst samfund (Lars Qvortrup). Tilbage står dog det enkle spørgsmål: Hvad kommer efter det postmoderne? Svaret på det spørgsmål er så igen afhængigt af, om man overhovedet anerkender forestillingen om epoker, der haster afløser hinanden, som jo er en typisk moderne forestilling.

Begrebet om det postmoderne har nu mistet sin intellektuelle x-faktor, men det ændrer ikke ved, at det har haft sin effekt på en lang række områder og én af de væsentlige effekter har været, at det har bidraget effektivt til personbegrebets aflivelse. I kølvandet på det postmoderne er det forskellige former for konstruktivistisk tænkning, der sætter dagsordenen for mange intellektuelle diskussioner og er den herskende menneskeopfattelse på store dele af humaniora og samfundsvidenskaberne. Det er blevet det principielle udgangspunkt for megen humanistisk forskning, at menneskets identitet er en ”konstruktion”, at kønnet er en ”konstruktion”, at det er meningsløst at tale om en fast kerne i mennesket, at det er problematisk at tale om menneskets personlighed, f.eks., siden dette også er en konstruktion.

Den forestilling trænger til at blive udfordret. Ideen om, at mennesket er en konstruktion, er i sig selv en menneskelig konstruktion, som ikke bør stå uimodsagt. Der er behov for at diskutere den selvfølgelighed, hvormed det konstruktivistiske menneskesyn ofte præsenteres, og en af de bedste indfaldsvinkler vil her være en genopdagelse af det personbegreb, som længe har ligget underdrejet i diskussioner om menneskesyn. Den genopdagelse finder man i den personalistiske filosofi.

 

Personalismen

I slutningen af 2012 kom der for første gang på dansk en egentlig introduktion til den personalistiske filosofiske strømning i Jonas Norgaard Mortensens bog: Det fælles bedste – Introduktion til personalismen. I Det fælles bedste præsenteres personalismen som den ”tredje vej” mellem kollektivismen og individualismen, mellem marxismen og liberalismen, mellem socialismen og kapitalismen; den er det ikke ved at finde et slags kompromis eller middelvej mellem yderpunkterne, men ved at have et helt andet grundlag. Personalismens filosofiske bidrag ”er at opdyrke og relancere personbegrebet og gøre det til udgangspunkt for både metafysik, ontologi, epistemologi og etik” (s. 47), som det hedder i bogen. Personalismen tager udgangspunkt i en forestilling om det værdige, engagerede menneske, der bliver til i relationen til andre mennesker. Det er en forestilling, der også har vigtige politiske implikationer, hvad bogen demonstrerer igennem mange eksempler.

Franskmanden Emmanuel Mounier (1905-1950) er en vigtig figur i den moderne personalisme. Hans grundlagde i 1932 tidsskriftet ”Esprit”, som blev et centralt medie for personalismen. I bogen Le personalisme (1949) giver han en sammenhængende fremstilling af personalismen. Han understreger fra starten, at personalismen ikke er et system, men derimod en filosofi, en filosofi om mennesket. Da det ikke er et system, kan der også findes forskellige personalismer, en kristen og en agnostisk, f.eks., selv om personalismen har en kristen oprindelse.

I bogen fremstilles personen som det egentligt menneskelige, det menneskelige per se. Personen er noget mere end en rent biologisk eller psykologisk realitet, personen transcenderer naturen, som Mounier udtrykker det. Det skyldes, at han bestemmer mennesket som den fuldstændige forening af ånd og natur, ånd og krop; dette forstår han som selve kernen i den kristne tænkning. Mennesket er derfor altid mere end det, der kan forklares naturvidenskabeligt. Det er en vigtig pointe i en tid, hvor biologismen, forestillingen om at en genetisk indfaldsvinkel kan bestemme mennesket udtømmende, er en stor udfordring for et menneskesyn, der vil fastholde et grundlag for menneskets frihed og værdighed.

 

Frontlinjerne

Mounier skelner mellem en kristen og en ikke-kristen personalisme, men det ændrer ikke ved personalismens kristne oprindelse. Kristendommen tror på en personlig Gud; troen på treenigheden betyder, at Gud ikke alene ses som personlig, men også som relation. I forlængelse af det ser Mounier mennesket som kaldet til relation til Gud selv og endelig er der et fokus på mennesket som skabt i Guds billede. Det er udgangspunktet for tanken om det værdige, engagerede, kreative menneske, der er skabt til frihed. Tanken om frihed er central for Mounier, men hos ham er der ikke tale om en abstrakt defineret absolut frihed, men om en konkret frihed indenfor bestemte grænser.

Mange af Mouniers bestemmelser kan ses som udtryk for en almen kristen forståelse, men der er også en tydelig katolsk farvning i hans indfaldsvinkel til personalismens menneskesyn.

Bogen igennem er Mouniers primære diskussionspartnere eksistentialismen og marxismen. Eksistentialismen repræsenterer individualismen og det abstrakte frihedssyn, mens marxismen repræsenterer kollektivismen, hvor mennesket opløses i samfundsstrukturernes syrebad. Personalismen repræsenterer den tredje vej mellem ekstremerne, hvor personens individuelle (men ikke absolutte) frihed anerkendes, samtidig med at personen kun bliver til i relationen til andre personer. Dette tænkes igennem på alle niveauer. Mounier fremhæver således, at den kristne personalisme altid vil understrege fællesskabsdimensionen i troen og tage et opgør med den religiøse subjektivisme; det er en vigtig pointe, da subjektivismen, i de mere end halvtreds år der er gået siden Le personalisme udkom, er blevet den primære religiøse udtryksform.

Nye udfordringer 

Det er mange år siden eksistentialismen satte dagsordenen. I dag møder man den ekstreme individualisme i en på samme tid mere politisk og mere almen udgave, nemlig som neo-liberalisme. Og når det drejer sig om opløsningen af mennesket, er det ikke marxismen, der er udfordringen, men snarere en rendyrket biologisme og en konstruktivisme, der afviser enhver tanke om noget egentligt menneskeligt. Det betyder, at personalismen er et lige så relevant og nødvendigt korrektiv til fremherskende tankestrømninger i dag, som da den for mere end halvtreds år siden blev præsenteret af Mounier m.fl. Der er brug for en relancering af personbegrebet og denne relancering er nødvendig for menneskets skyld.

 

Kolofon

Personalisme.dk     |     Copyright 2011     |     Siden er udviklet af Cura     |     Kontakt: cura@cura.dk