Tillid, tak!

08.05.2013  |  Af  Rune Hoff Lauridsen

Den netop overståede konflikt mellem KL og lærernes fagforening har været endnu et tydeligt bevis på at der spreder sig et problem i samfundet. Billedligt talt kan man måske næsten se problemet, som en “sygdom”. Når “sygdommen” rammer et enkelt menneske kan resultatet være alvorligt nok, men “sygdommen” har også den mere ubehagelige evne, at den kan spredes via menneskelig kontakt - eller måske rettere - mangel på menneskelig kontakt! Problemet, eller “sygdommen” om man vil, har spredt sig i samfundet i en sådan grad, at landets love også er “inficerede”.

Problemet, eller “sygdommen”, er mistillid.

 

Konflikten handlede om mistillid til lærerne

I medierne handlede lærerkonflikten om en ‘normalisering’ af lærernes arbejdstidsregler. Gemt i denne beskrivelse gemmer problemet sig. Lærerne ønskede en aftale, hvor de kunne fremstå som professionelle, der via deres uddannelse og erfaring ville have en viden og et engagement at byde ind med i udviklingen af folkeskolen. De daværende arbejdstidsregler lagde op til at den enkelte lærer skulle fokusere på at undervise og på at gøre denne undervisning så god som muligt for den enkelte elev. Systemet byggede på en tillid til, at den enkelte lærer ville gøre sit bedste for at levere varen.

Desværre sneg mistilliden sig ind. Enkelte historier om lærere, som måske ikke arbejdede de timer de burde, spredte sig og fra det offentliges side ønskede man kontrol over, at lærerne rent faktisk udførte det arbejde, de blev betalt for. Derfor gennemtvang man ved lov, uden reelle forhandlinger, en lønmodtageroverenskomst ned over lærerne. En sådan overenskomst er fantastisk for dem, der nærer mistillid, da den sætter nogle faste rammer for lærernes færden, hvor de kan måles og vejes, hvor de kan ses på skolen fra kl. 8-17, for her kan man jo holde øje med om de forbereder sig i modsætning til, hvis de skulle opholde sig i eget hjem.

 

Samfundssnyltere og whistleblowers

Det er ikke kun i lærernes tilfælde at mistilliden viser sit ubehagelige ansigt. Mennesker, der er på sociale ydelser, skal leve op til en lang række krav, som bygger på mistillid. Når medierne fremviser mennesker, som smilende fortæller om hvordan de snyder systemet, så spreder mistilliden sig som en løbeild og nu er det pludselig alle der er potentielle samfundssnyltere. Det betyder ikke noget at langt de fleste arbejdsløse kæmper for at finde et arbejde og kun ønsker at kunne forsørge dem selv og deres familie. Samfundet opstiller en lang række krav, som skal kontrollere at der ikke bliver snydt. Breve, der sendes af det offentlige indeholder trusler: “Hvis ikke du gør følgende, så risikere du at miste dine dagpenge - dit eksistensgrundlag.”

Vi ser også mistilliden komme til udtryk i de enkelte kommuner, hvor der flere steder er blevet oprettet såkaldte ‘whistle blower’ telefonlinier. Her kan borgerne ringe ind og anmelde medborgere, som de mistænker for at snyde systemet. Man kan fx angive sin nabo, hvis vedkommende får lagt nyt tag - for det kunne jo være at vedkommende fik udført sort arbejde.

Samfundet er på vej til at blive, som de forældre, der tagger deres børns tøj med GPS sendere, så børnene kan følges dag og nat. For når vi ikke har tillid til hinanden, så må vi hellere overvåge og kontrollere.

 

Den politiske virkelighed er det værste fra socialismen og liberalismen

Det er som om at vi er endt med det værste fra de store politiske ideologier. Det grimme ansigt fra socialismen, hvor vi som mennesker skal drives, som en flok får, igennem bureaukrati og kontrol, for være en del af fællesskabet. Fra liberalismen er vi endt med egoismen, en rettighedskultur, hvor jeg har ret dit og dat, fordi jeg betaler skat og hvis jeg skal betale til samfundets “tabere”, så skal der stilles krav til dem, for jeg vil have noget for mine penge (ellers sender jeg dem i skattely).

Den politiske virkelighed er ikke længere en brydning mellem socialisme og liberalisme - det er en brydning mellem menneskesyn. Skal vi som mennesker styres og kontrolleres i et system baseret på mistillid eller er er en anden mulighed?

 

Vis tillid

I personalismen er det fundamentale budskab at mennesket er værdigt, engageret og relationelt. Det er så indlysende, så det næsten føles fjollet at skrive: Hvis et menneske mødes med tillid af sit medmenneske, anderkendes menneskes værdighed. Når et menneske føler sig værdigt, så engagerer det sig.

Hvis man møder læreren med tillid, føler vedkommende sig værdig og værdsat og ud af dette vil der opstå det engagement, der skal drive uddannelsen af landets næste generationer. Disse generationer vil så opleve at lærerne, der underviste dem, var engagerede i deres liv - og at lærerne ville dem det bedste. På den måde skabes der nære relationer og nære relationer skaber tillid, som skaber værdighed, som skaber engagement, som skaber nære relationer, som skaber...

 

 

Kolofon

Personalisme.dk     |     Copyright 2011     |     Siden er udviklet af Cura     |     Kontakt: cura@cura.dk