Håndtryk og militærstøvler

01.08.2013  |  Af  Morten Hougaard Sørensen

Sideløbende med alle debatterne på Folkemødet eksploderede der en anden debat om en censor ved en matematikeksamen i Herning, som af religiøse årsager ikke ønskede at give hånd til kvindelig studerende. Han hed Yussef Minawi. Og dette blog-indlæg er affødt af den debat, der var i medierne om ham. Det er et blog-indlæg om åndsfrihed i Danmark.

Forestil dig følgende scenarie:

Der er fredagsbøn i den lokale moské. Alle de fremmødte har taget deres sko af, som der både forventes, men som også er et udtryk for de troendes respekt for det hellige. Det er en måde at vise med sin krop at her er der noget særligt på spil.

I løbet af eftermiddagen kommer der pludselig nogle bevæbnede israelske soldater ind og beder folk om at forlade rummet.  Disse soldater er sendt i forvejen for en lille gruppe israelske turister, som gerne vil se denne moské, for denne moské kaldes for Patriarkernes Grav – på arabisk: Haram al-Ibrahimi. Moskéen ligger i Hebron i det besatte Vestbredden. Og disse sværtbevæbnede soldaters tager deres store militærstøvler på inde i det rum, som muslimerne går barfodet i af respekt for det hellige.

Patriarkerne fra det gamle testamente – altså Abraham, Isak og Jakob - skulle efter sigende ligge begravet her. Og sagen er, at både islam og jødedom deler disse patriarker. Så stedet er et af de helligste for begge religioner. Og derfor vil israelske turister også gerne se stedet, som i dag rummer både en moské (i den ene ende) og en synagoge (i den anden ende). Det i sig selv er en temmelig sprængfarlig cocktail i det område. Scenariet ovenfor fik jeg beskrevet for nyligt af et just hjemvendt øjenvidne til situationen.

 

Anerkendelse af andres trosverdener

Det er som nævnt ikke konflikten mellem israelerne og palæstinenserne, dette blog-indlæg skal handle om, men om åndsfrihed og anerkendelse af andres trosverdener.

Men for at tydeliggøre ting, er det til tider nyttigt at tage nogle ekstreme situationer frem. Derfor skrev jeg om ovenstående scenarie.  For overvej lige et øjeblik, hvor krænkende de militærstøvler må være for de bedende muslimer, for ikke at tale om våbnene! Ja, hele situationen er krænkende for dem.


Jeg kan godt forstå, hvis nogle af de tilstedeværende muslimer opfattede det som en åbenlys provokation, mens det for israelerne jo nok primært handlede om sikkerhedshensyn.

Men krænkelsen opstår jo alligevel – uanset hvilken bevæggrund gruppen af israelere havde. På grund af manglende indlevelse i hele situationen. Kunne de ikke have ventet til fredagsbønnen var ovre? Kunne i det mindste turisterne ikke have taget deres sko af i respekt for den agtelse, rummet har blandt muslimerne?

Da jeg selv var i Jerusalem for nogle år siden, tog jeg kalot på, da jeg besøgte Davids grav i Jerusalem. Af respekt for jødernes agtelse af det sted. Jeg tog skoene af, da jeg skulle besøge en moské af samme grund. Ligesom det forventes af kvindelige besøgende at tage tørklæde på, både i muslimske moskéer, men sandelig også i visse ortodokse kristne kirker. Alt sammen af respekt det hellige. At udtrykke et verdensbillede, en agtelse af noget større end én selv, med sin krop.

 

Og det er dér jeg vil hen: Åndsfrihed er for mig at se, at respektere anderledes troendes ønske om at udvise og udleve sin tro på en for os fundamental anderledes måde end os selv. Ja, ikke bare respektere det, men også anerkende det. Og ikke at mistænkeliggøre deres praksis og deres intentioner, som jeg synes var tydelig i debatten herhjemme om Yussef Minawi. Han blev udråbt til både at være mandschauvanist, uprofessionel og inkompetent. Men krop og religion hænger fundamentalt sammen. I en global sammenhæng er Danmark et mærkeligt land hvad krosplighed og religion angår. Vi er nærmest en undtagelse. Vi er analfabeter, når det kommer til at forstå det.

 

I debatten herhjemme udtalte eksempelvis ligestillingsordføreren fra Liberal Alliance, Merete Riisager, følgende: »Folk kan have præcis den religion, de vil, men når de møder op på et arbejde, må man have en forventning om, at de er i stand til at udføre deres arbejde på en ordentlig måde. Derfor må man være i stand til at lægge sin religion derhjemme, når det handler om helt almindelig ageren, omgangstone og respekt over for de studerende«  

 

Kan man ”lægge sin religion derhjemme”? Jeg kan ikke, men jeg er tilgengæld så heldig at være etnisk dansker, så jeg har ikke så fundamentalt anderledes en hverdagspraksis, og det er sjældent andre bemærker min religion andet end i samtaler.

 

Sådan er det bare ikke for Yussef Minawi (sagt med det forbehold, at jeg ikke kender ham). Jeg kunne forestille mig, at for Minawi svarer det at give hånd til kvinder uden for sin familie til bestøvlede soldater i en moské. Det gør man bare ikke. Afstanden er er kropsligt udtryk for en agtelse af noget der er større, noget helligt.

 

Det gør ham ikke til mandschauvanist eller kvindeundertrykker. Nej, tvætimod kunne han sige. Det er en agtelse af en god og givende forskel mellem mand og kvinder. Det er agtelse af mødet mellem mennesker. Vi forstår ham bare ikke og i stedet bliver vi forargede.

 

Et andet eksempel: Lederen i Politiken skrev i den sammenhæng: ”...Torden og lynild! Respekterer vi nu ikke længere et mindretals religion? Jo, gerne. Men skolen kan ikke give religiøs kvindefobi forrang for pigers ret til ligestilling...”

 

Minawi fik endda prædikatet ”religiøs kvindefobi”! Hvor kom det fra?

 

Man kunne vende det om om spørge om ikke en skole godt kan udvise åndsfrihed og stå fast på, at selv om man er en religiøs minoritet, så kan de godt varetage deres job sagligt og professionelt og bedømme en kvindelig studerendes præstation ved en eksamen i matematik. Uden at give hånd til hende, men hilse på en anden måde.

 

Det bliver til at spørgsmål om kvinders ret til ligestilling. Men hvad nu hvis en kvindelig muslim ikke ville hilse på mænd? Ville forargelsen gå på ligestilling, eller fortolker lederskribenten netop ikke noget ind i sagen, som ikke nødvendigvis er der? Asmaa Abdol Hamid ville for år tilbage heller ikke hilse mænd med håndtryk. Er hun kvindechauvanist og mandefobisk?

 

Hvis kvindelige studerende konsekvent fik lavere karakterer ved eksaminer, hvor Minawi er censor, så er det helt klart sag om ligestilling og embedsmisbrug, og så er den gal. Men kunne der ikke være andet på spil her end religiøs kvindefobi og mandschauvanisme? Vi tilskriver Minawi motiver, som jeg ikke tror, han har. Og det gør vi på grund af vores kontekst og historie. Jeg synes ikke, at der var meget åndsfrihed at spore i debatten om dette manglende håndtryk.

 

Personalismen hylder mennesket som et åndeligt væsen. Men hvad forstår en personalist ved dette begreb? Begrebet ”ånd” dækker i snæver betydning en religiøs forståelse af den egenskab hos mennesket, der bevirker, at det kan stå i forbindelse med en gud eller et højere væsen. Men det bruges oftere af personalister om det forhold, at ånden udfolder det særligt menneskelige og personlige ved at hæve sig over det dyriske. Vi kender denne brug af ordet fra begrebet åndsvidenskab, der står i modsætning til naturvidenskab. Et ”åndeligt væsen” er altså ikke nødvendigvis det samme som et ”religiøst væsen” – det er noget mere grundlæggende: et væsen, der hæver sig over det ”umenneskelige”.

 

I tilfældet Minawi er det klart religiøs åndelighed der er på spil. Jeg er slet ikke enig med Minawi i hans åndelige verdensbillede. Men det er et centralt princip i personalimsen at anderkende menneskets åndelige fakulteter og udvise åndsfrihed – selv om det umiddelbart virker fremmed for os i mødet.

 

Der går ikke skår af mig, ved at tage mine sko af, når jeg besøger en moské. Eller ved at tage kalot på. Eller ved at hilse på hinanden uden at give hånd, og i stedet bukke holde min hånd op foran sit hjerte og sige ”salaam aleikum”.

 

Religion gør ikke et menneske fagligt inkompetent og uprofessionel. Og religion kan man ikke ”lægge derhjemme”, for krop og religion hænger sammen. Reaktioner på Minawi så kun kønskamp og religiøs mandschauvanisme i noget der er så meget mere end det – nemlig et krospligt udtryk for en agtelse af noget helligt. Den her sag ville kun være et reelt problem, hvis kvindelige studerende reelt blev forskelsbehandlet i deres eksamensresultat. Hvad forfærdeligt er der ved at hilse på en anden måde end med et håndtryk?

 

www.åndsfrihed.dk

 

Kolofon

Personalisme.dk     |     Copyright 2011     |     Siden er udviklet af Cura     |     Kontakt: cura@cura.dk