Syrien: Damned if you do - damned if you don’t

30.08.2013  |  Af  Mathias Schwartz Kirkegaard

Vi fejler i vores engagement, hvis vi bomber Syrien. Vi fejler også i vores engagement, hvis vi ikke stopper krigen - om nødvendigt med vold. Mathias Schwartz Kirkegaard skriver om paradokset.

Nogle gange står man i et dilemma, hvor man kun har dårlige valgmuligheder. Det virker som om, at situationen i Syrien er en af disse. Det er ikke en holdbar løsning, at sende missiler ind over Syrien, for det vil uundgåeligt medføre, at civile bliver dræbt af dem. Det er ligeledes uholdbart at lukke øjnene, og bare lade de to fronter terrorisere hinanden. For det er terror, det der foregår i Syrien. Når man jagter civile med det formål, at få modparten til at give indrømmelser, så er det terror. Det lader til, at begge de stridende parter (såvidt der kun er to) er skyldige i terror. Minoriteter har det ikke godt, uanset hvem der har magten i et område.

Vi skal kæmpe for alle menneskers værdighed og ret til frihed. Lad mig med det samme slå fast: Jeg er ikke pacifist. Man kan bringes i situationer, hvor det er nødvendigt, at anvende vold i den henseende. Enten som selvforsvar eller efter princippet om ”other defence”. Forsvaret af ens næste. Derfor har vi militæret.

Forsvar for menneskers værdighed

Den franske personalist Emmanuel Mounier skrev: ”Vi engagerer os aldrig i andet end diskutable slag for ufuldkomne formål”. Damned if you do, damned if you don’t. Mennesket er fejlbarligt og verden er fejlbarlig. Men hvis vi har den illusion, at vi trods det kan bevare vores rene hænder, så tager vi fejl. For rene hænder, er ofte passive hænder. Man fejler også, når man ikke gør det nødvendige.

Lader man den syriske diktator Assad fortsætte med at undertvinge sig landet, så fejler man i det engagement, som alle mennesker har. Bomber man i stedet diktatorens styrker, så fejler man ligeledes i sit engagement, da man tyer til vold for at løse et problem, der ellers reelt kun kan løses med en anerkendelse af "fjendens" menneskelighed - og dermed værdighed. Ja - du læste rigtigt. Fjendens værdighed skal også anerkendes. Men det skal være gensidigt.

Krigen er den ultimative tingsliggørelse af mennesker. Et regime der kan finde på at skyde på demonstranter, er et totalt afpersonaliseret regime. Krigens tingsliggørelse er i sig selv vores modstander. Det er derfor paradoksalt, at krigen nogle gange kan være nødvendig, når vi skal forsvare menneskers liv og værdighed. 

Personalistisk fredsarbejde

I denne uge fejrede vi 50-året for personalisten Martin Luther King Jr.’s ”I Have a Dream”-tale. I den viste han en anden vej. Han fejlede ikke i sit engagement, men handlede derimod. Han brugte ikke vold mod uretten, men formåede alligevel at skabe forandring. Personalistisk tænkning var i front, da Sydafrika og de amerikanske sydstater blev transformeret. Tankerne om den gensidige afhængighed var også grundlaget for det europæiske fællesskabs fredsproces efter anden verdenskrig. I dag kan vi ikke forestille os, at to EU-lande kunne finde på at angribe hinanden.

Ovennævnte arbejde er ikke krig. Men det er stadig engagement. Der bliver ikke konkluderet, at man "intet kan gøre". 

Det arabiske forår begyndte med ikke-voldelige aktioner. Det var unge og frustrede mennesker der indtog byernes pladser og demonstrerede og insisterede på et værdigt liv. Men det blev mødt af vold og undertrykkelse. Det stoppede dem ikke. De fortsatte med at demonstrere. Martin Luther King Jr. og borgerrettighedsbevægelsen udstillede systemets tyrani, da de fortsatte med at bruge ikke-vold som våben. De fik tæsk og blev smidt i fængsel. Men hvis bare det var det, man kunne frygte i Syrien, så kunne man være fortsat længe endnu med ikke-vold, og måske ville styret falde til sidst. Men det er ikke der, vi er nu. 

I stue sammen i Syrien

I Syrien skal de forskellige sekteriske grupper leve sammen. Det skal de i fremtiden, så de kan lige så godt starte nu. De skal ikke dele landet, men eje det sammen. Syrien er et skæbnefællesskab, og vi skal insistere på, at de skal finde ud af, hvordan de kan leve i samme stue (eller i det mindste samme land). Det skal være i et fællesskab, hvor alle menneskers værdighed og frihed respekteres – uanset religion, politisk orientering og alt muligt andet der skiller.

Men hvordan får vi dem til at erkende det? Hvordan får vi en våbenhvile på plads? Jeg har ikke noget godt svar. Det er frustrerende. Mounier havde tilsyneladende ret. Vi engagerer os aldrig i andet end "diskutable slag for ufuldkomne formål". Et bombardement går ud over civile, men et forsøg på dialog og en fredsproces risikerer at tage flere år - hvor borgerkrigen hærger videre imens. Det kan også vise sig at være den dårligste løsning.
Så står vi her, uden mulighed for at være bagkloge på forhånd, og skal træffe et valg. Det er også en del af det at være menneske: At skulle træffe valg. Hårde valg. 

I øvrigt ved jeg heller ikke, hvordan vi får styr på den langt større konflikt i DR Congo - en konflikt vi ignorerer, hvorved vi fejler i vores engagement i verden. 

 

Kolofon

Personalisme.dk     |     Copyright 2011     |     Siden er udviklet af Cura     |     Kontakt: cura@cura.dk