Dig og mig

22.09.2013  |  Af  Tony Bech

Desmond Tutu forklarer i bogen ‘Gud er ikke kristen – og andre provokationer’, at Vestens fokus på individualisme kan betyde, at mennesker bliver ødelagte af deres anonymitet. 

Hvis vi skulle folde Tutu’s tanker ud, så er det, når vi glemmer vores forbundethed, at vi ikke hjælper og aktivt griber ind med bistand i hinandens liv. Vi holder fokus på vores eget liv og glemmer, at vi som mennesker er gensidigt afhængige. Vi er både dig og mig. 

Tutu fortæller, at man på xhosa siger »umntu ngumtu ngabantu«. Det er et udtryk, der er svært at gengive, men Tutu forsøger at oversætte det ved at sige »Et menneske er et menneske gennem andre mennesker«. Med andre ord, så har jeg brug for andre mennesker for at være et menneske. Jeg kan kun være mig, hvis du fuldt ud er dig. Her på personalisme.dk kan du læse mere om begrebet ubuntu, der favner Tutus menneskesyn. Peter Lodbergs, lektor og dr. Theol. ved Aarhus Universitet, har skrevet et indlæg om Desmond Tutu, en af personalismens nutidige praktikere.


Ensomhed – en samfundsudfordring

Med dette menneskesyn som grundantagelse bliver ensomhed og isolation ikke alene en udfordring for det enkelte menneske, men en udfordring for vores samfund som helhed.  En undersøgelse viste i 2012, at hver femte dansker ofte savner et menneske at dele glæder og sorger med (Psykiatrifonden). 

En af verdens førende ensomhedsforskere John T. Cacioppo har sat ord på, hvad ensomheden kan betyde for os som mennesker og for vores samfund:

»Vi kan alle føle os ensomme, og på kort sigt gør det os mere humane, fordi følelsen fortæller os, at vi skal bruge mindre tid på arbejde og mere tid på familie og venner, men på længere sigt gør det os mindre humane,« forklarer han.

 »Det, der er sket i vores kultur, er imidlertid, at vi har fået at vide, at ensomhed er noget, som kun de sære og svage føler, så derfor ignorerer vi signalerne om social smerte, fordi det er skamfuldt, og det fører til kronisk ensomhed, som har meget negative konsekvenser for individet, fællesskabet og samfundet,« siger Cacioppo.

 

Vi lever ikke isoleret for os selv

En af årsagerne til, at vi i Vesten ikke i tilstrækkelig grad anerkender ensomhed som et problem, er, at videnskaben i århundreder har studeret mennesket som et enkelt, isoleret individ, og det har forledt os til at tro, at vi er uafhængige individer, der klarer os fint for os selv.

Personalismen står for et menneskesyn, der sætter vores menneskelige relationer i centrum og ikke ser mennesker som uafhængige individer. Det giver en anden indgang til forståelsen af mennesket end den individualismen og kollektivismen tilbyder.

 

Hvis vi med engagement møder mennesker med inklusion for øje, giver det dermed en dybere genklang hos vores medmennesker end det umiddelbart synlige.  Vi modarbejder ensomhed og isolation, og sammen efterlever vi forståelsen af, at »Et menneske er et menneske gennem andre mennesker«.

 

Kolofon

Personalisme.dk     |     Copyright 2011     |     Siden er udviklet af Cura     |     Kontakt: cura@cura.dk