Personalismen kan blive et vigtigt kompas for velfærdsændringer

25.09.2013  |  

Er Facebook godt? Er nethandel skidt? Er det godt eller skidt at det offentlige bliver digitaliseret? At frivillige overtager velfærdsopgaver? At lukke en gade for biler og kun tillade busser og cykler? At den lokale skole nedlægges? Er det godt med storkommuner? Er supersygehuse fremtiden? Er vuggestuer usunde for barnet? Er det godt eller skidt at både mor og far arbejder fuld tid? At flere og flere ældre kommer på institution? Hvad med robotstøvsugerne og telemedicin? Godt eller skidt?

De fleste af disse spørgsmål kan besvares med det lakoniske ”Det kan være godt – og det kan være skidt”. For mig som politiker bliver det stadig mere tydeligt, at personalismen er det menneske- og samfundssyn, som kan hjælpe mig til at afgøre, hvornår noget er godt eller skidt. Jeg er sikker på at også andre politikere kan bruge personalismen som kompas, når nødvendige ændringer af vores velfærdsmodel skal gennemføres.

”Det er ikke godt for mennesket at være ene”

Ifølge personalismen er mennesket relationelt og værdigt. Det betyder at vi trives bedst, når vi indgår i relationer. Umådeligt få mennesker trives virkelig ved at være fri for andre mennesker, der elsker dem, holder af dem, ser dem og forventer noget af dem. Langt de fleste trives bedst, ved at have nogen at bryde sig om. ”Det er ikke godt for mennesket at være ene”. Jeg kan ikke være mit jeg, hvis ikke der er et du. 

Mennesket er også værdigt, siger personalismen. For mig betyder dette, at jeg søger at møde hvert eneste menneske med den indstilling, at den anden er betydningsfuld og at vores relation (så lille den end er) er enestående og rummer muligheder. Derved får både den anden og jeg en ny chance. En ny mening. Det at give den anden en ny mulighed for at blive set som sig selv er måske min vigtigste opgave som medmenneske.

”En opgave er en gave”

Mennesket er også et engageret væsen. Vi trives godt med opgaver, der skal løses. Når huset er bygget færdigt, er vi straks på udkig efter nye udfordringer. Når målet for en rejse er nået, går vi på jagt efter nye mål. Vi kan lide at være forpligtet på noget overfor nogen. At have et kald eller en opgave. En opgave er en gave. At være uden forpligtelser – uden arbejde, uden nogen der forventer noget eller har brug for dig – er for de fleste en ulykke. Når det gælder vore medmennesker, er det kun ganske få af os, der lades kold, hvis et medmenneske imellem os lider. Vi kan ikke lade være med at spørge: Kan jeg gøre noget? ”Mennesket vil ikke have det godt, men være godt”, som Karen Blixen sagde engang, frit efter Platon. 

Hvis personalismen har ret i dette – at mennesket er relationelt, værdigt og engageret – er det nemt at se, hvor vores ellers meget veludviklede velfærdssamfund fejler - og hvor vi i fremtiden skal ændre vores kurs.

Styrkes relationerne mellem mennesker?

De nye medier er et gode, når de styrker relationerne mellem mennesker og letter adgangen til at være engageret. Men når digitaliseringen betyder, at de fysiske butikker bliver nedlagt og gaderne bliver tomme for mennesker, er det på tide at se på om livet for de små handlende er blevet for surt og hvad vi kan gøre, så de kan overleve.

Når frivillighed i velfærdsopgaverne styrker muligheden for relationer mellem mennesker og menneskers engagement, er det fantastisk. Men hvis frivillighed bliver tvang eller en spareøvelse, bliver løsningen uværdig – for begge parter i relationen.

Skabes der rammer for samvær og engagement?

Hvis vi som led i byudviklingen lukker en gade for gennemkørende biltrafik og der derved skabes bedre muligheder for at opholde sig og mødes på gader og fortove, er det godt. Men hvis adgangen til området derved bliver så besværliggjort, at butikker, restauranter og andre mødesteder må dreje nøglen om, må trafikløsningen nytænkes, så det egentlige formål – det gode byliv - forfølges. 

Centraliseringen af hospitaler, skoler og andre kommunale institutioner, kan være godt hvis de større enheder betyder, at der skabes faglige miljøer, der kan tiltrække de bedste og skabe engagement og kvalitet. Men betyder en skole- eller hospitalslukning, at mennesker i lokalområdet mister deres vigtigste mødesteder og nerven i civilsamfundet klippes over, må den pris der betales for det faglige miljø genovervejes. Den vil i mange tilfælde være alt for høj.

Savner barnet relationer?

Vuggestuer giver mor og far mulighed for hurtigere at komme ud på arbejdsmarkedet efter barsel, hvilket de fleste voksne på arbejdsmarkedet trives godt med, da både kvinder og mænd er engagerede i deres arbejde. Men hvis lang tids ophold i en vuggestue hver dag betyder, at det lille barns naturlige behov for tætte relationer til forældrene ikke tilgodeses, må vi stoppe op og overveje hvad vi kan gøre for at forhindre, at små børn tager livsvarigt skade på tilliden til deres omgivelser. En familiepolitik, der giver forældre med små børn ret til fleksibel arbejdstid, omsorgsdage og ekstra feriedage, er et bud.

Er løsningen værdig?

Ældreboliger og -institutioner, der skaber gode rammer for og understøtter relationer både mellem de ældre og mellem generationerne, giver livskvalitet. En livskvalitet, der kan være svær at finde i eget hjem, hvor mange oplever isolation og ensomhed. Telemedicin kan være godt, hvis det frigør den syges ressourcer, så den syge ikke er tvunget til at bruge hele dage og uger på at besøge læge og sygehuse. Men for personer, hvis vigtigste behov er at møde andre patienter og at tale med lægen personligt, er telemedicin et tab. Robotstøvsugere er en god løsning for dem, der synes det er uværdigt at have en hjemmehjælper rendende, bare fordi man ikke kan støvsuge. Men for den, der hver uge ser frem til besøget af hjemmehjælperen, er robotstøvsugeren en dårlig løsning.

Et opgør med systemer 

For mig at se er personalismen det menneske- og samfundssyn, vores skandinaviske velfærdssamfund kan bruge som kompas for de velfærdsomlægninger, vi står midt i. Uden personalismen er vores velfærd i fare for at blive enten for institutionaliseret (one size fits all) eller for markedsgjort (du må selv vælge – du er forbruger). I begge tilfælde er fællesskabet mellem mennesker væk og systemerne har sejret over mennesket – hvad enten det er markedet eller teknokratiet som system.

Personalismen er et opgør med den tænkning, at der findes systemer, som er vigtigere end mennesket. Der er intet der er vigtigere end den omsorg og kærlighed, som går fra et menneske til et andet. Relationer og respekt binder os sammen i et fintmasket net, som gør os  værdige og engagerede. At skabe gode muligheder og rammer for at relationerne mellem mennesker kan vokse og virke - både i det lille og det store samfund - er en politisk opgave. 

Også derfor er der brug for et opgør med den tendens at de fleste unge politikere rekrutteres fra universitetsstudier, hvor man lærer at se et samfund som systemer. Men det er en anden historie.

 

Kolofon

Personalisme.dk     |     Copyright 2011     |     Siden er udviklet af Cura     |     Kontakt: cura@cura.dk