Zeynep Tufekci is assistant professor at University of North Carolina (UNC), fellow at Princeton CITP, faculty associate at Harvard Berkman.

Gæsteblog: Den sande lektion for NSA: Hvis din magt er afhængig af insiders vs outsiders, så er det tid til Plan B.

31.10.2013  |  Af  Zeynep Tufekci

Og den virkelige skandale er, at NSA ikke allerede vidste det. Zeynep Tufekci fra University of North Carolina gæsteblogger om, hvordan teknologien opløser skellet mellem ind-gruppen og ud-gruppen.

Af Zeynep Tufekci – Lektor (Ph.D.) ved University of North Carolina

Det virker som om, at afhængigt af ens partipolitiske orientering, skal den uendelige strøm af afsløringer om NSA’s overvågning enten ses som kedelig og åbenlys – eller mødes med chok og harme. Spionage mod venligtsindede regeringer og deres borgere? ”Gaaab”, siger nogle. ”Alle gør det”. Mange mennesker rundt omkring på jorden er dog oprigtigt foruroligede. Hver ny lækage bliver fulgt af ny debat om, hvorvidt de seneste afsløringer er epokegørende eller ej. 

En lignende steril debat foregik om Wikileaks. Lærte ”vi” noget nyt? Burde ”vi” have vidst dette hele tiden?

Den skjulte pointe er dog, at disse lækager – mere end deres egentlige indhold – fundamentalt skaber et skifte i begrebet om hvem ”vi” er.

For det første handler dette skifte ikke om, hvorvidt regeringer spionerer mod hinanden. Det handler om nedbrydningen af de rigide insider/outsider-grænser som statsmandskunst har lænet sig op ad i århundreder. Som jeg tidligere har argumenteret for, var Wikileaks et skud for boven, men ikke det eneste. Denne tendens er overalt. 

For det andet, var den mest chokerende afsløring af dem alle, at NSA ikke forventede at denne læk ville ske – enten før eller senere. Det er en meget sigende afsløring om forvaltningens nuværende blinde vinkler.

Indledningsvis er det irrelevant, hvorvidt kloge mennesker burde have gættet omfanget af NSA’s overvågning eller ej. Det er formentlig det mindst relevante spørgsmål man kan stille om hele denne sag. Det bygger på en gammel og udtjent opfattelse af en verden, der ikke længere eksisterer.

Repetition af mantraet ”det er der intet nyt i. Alle stater spionerer”, får måske koret af Washington-insidere, der for hver ny læk holder stadigt mere fast i dette udsagn, til at føle sig bedre, mens de graver sig dybere ned i den skyttegrav, deres selvbillede som ”insidere” er. Der er helt sikkert psykologiske og finansielle belønninger ved at opføre sig og føle sig som ”insider”. Men det gør intet i forhold til at ændre det faktum, at dette kor af Washington-insidere fuldstændig har misset pointen om det tektoniske skifte der påvirker dem og al regeringsføring: De er ikke de eneste ”insidere” længere. 

Dem der siger ”det er der intet nyt i” har ikke helt ret – ikke engang i de tekniske detaljer. Det er sandt: Regeringers spionage, inklusiv den mod egne borgere og mod andre regeringer, uanset om de er allierede, fjender eller fjendevenner, er ikke noget nyt. Det er endda forventet. Omfanget af spionagen, muliggjort af skiftet til digital infrastruktur, er dog helt sikkert noget nyt (I øvrigt: Spionage, når det bliver opdaget, har aldrig været tolereret og er altid en skandale. Bare spørg Jonathan Pollard).   

Hvad der er mest relevant er dog imidlertid, at millioner af almindelige mennesket er blevet oprigtigt chokerede af, at finde ud af omfanget af regeringers overvågning af deres private kommunikation. Ved pludselig at få informationer som kun ”insidere” tidligere havde, oplever de for alvor invasionen og uhensigtsmæssigheden, hvilket er substansielt og får konsekvenser.       

Regeringers overvågning er specielt følsomt i Europa, hvor minderne om regeringers overvågning i stor skala, såsom det østtyske Stasi, stadig er friske. Men også amerikanere er mismodige. Den amerikanske forfatning er en liste over hvilke handlinger en regering IKKE må udføre, med mindre det er underlagt helt specielle og strenge forbehold. Massive hemmelige databaser over store mængder af private amerikaneres kommunikation passer ikke den amerikanske befolkning særligt godt – og vil formentlig heller aldrig komme til det.    

Forøget kapacitet til spionage og overvågning er måske nok en konsekvens af digitalisering, men det er forøget lækning af gårdsdagens hemmeligheder. Og forvaltning og regeringsførelse i det 21. århundrede kan ikke længere fortsætte med at forvente, at almindelige mennesker omkring på kloden har den samme snævre opfattelse af ’god regeringsførelse’, som det lille antal af selvproklamerede ”insidere” har.  

Alligevel tyder alle indikationer på, at hverken NSA eller nogen som helst andre amerikanske eller britiske instanser har opfattet, at den præcis samme digitale infrastruktur, hvis samtlige svagheder, kroge og hjørner de aktivt har udnyttet, har den betydning, at sådan nogle overvågningsprogrammer af stor skala ikke, i det mindste ikke for evigt, kan gemmes fra offentligheden. I det mindste burde Wikileaks store læk af diplomatiske ’cables’ (hemmelige telegrammer mellem amerikanske ambassader, red.) have vækket alle op til den risiko, at massive kontroversielle hemmelige programmer ikke længere på pålidelig vis kan holdes hemmeligt – i det mindste ikke for evigt. 

Omfanget af ignorance overfor hvor uundgåelig lækagen var er ganske overvældende, men også en naturlig konsekvens af hvordan bureaukratier såvel som mennesker fungerer. I tilfældet NSA var den åbenlyse svaghed de mere end 1000 systemadministratorer, der var nødvendige for at drive den rodede og massive dataindsamling. Og som jeg før argumenteret for: Det er ikke en fejl – det er en feature. Det er en funktion af hastigheden og omfanget af dataindsamlingen. Forsøget på at gabe over hele internettet krævede det store antal superbrugere der kunne bevæge sig rundt i systemet frit.

Det er blevet mere og mere klart, at disse superbrugere ikke blev særligt godt overvåget, og den blinde vinkel der tillader denne tilsyneladende naive tillid er ofte til stede i sådan nogle systemer, der er afhængige af en rigid opdeling af ”insidere og outsidere/udenforstående” i forvaltningen. Så snart man er ”en af os”, defineret af at man har en sikkerhedsgodkendelse (hvilket hundrede-tusinder har, så det er ikke særlig selektivt) og et regeringsjob, så er man ”inde”. Alle andre er ”ude”.

Vi stoler på dem, der er inde. Vi frastøder dem, der er ude.  

Med andre ord: Vi er mennesker.

Inden for sociologien kalder vi det for ”ind-gruppe mod ud-gruppe”-processen, og det er en af de mest kraftfulde motivationer for menneskers opførsel. Vi forsøger desperat at passe ind og høre til hos vores ”ind-gruppe” og reagerer med fjendskab mod en socialt konstrueret ”ud-gruppe”. Pointen er ikke, om dette er godt eller skidt, pointen er derimod, at det vedrører kernen af menneskers sociale liv. Du kan observere det i gruppearbejde og fankultur, i racisme, nationalisme og, selvfølgelig, i bureaukrati og ”turf war” (institutioners kamp om sagsområder og resurser, red.). Dannelse af ind-gruppe/ud-gruppe findes over alt og er kilde til meget af det, der er godt ved menneskers samfund. Det er også skyld i meget, som vi afskyr.

Ovre på webmediet Foreign Affairs skitserer Henry Farrell og Marthe Finnemore meget rammende de konkrete konsekvenser for den amerikanske udenrigspolitik af “lækkenes tidsalder”. De pointerer korrekt, at i en verden der mere eller mindre styres af en amerikansk-ledet verdensorden, har afsløringen af amerikansk hykleri konkrete konsekvenser. Dette er helt sikkert rigtigt.  

Men pointen er også bredere: Det er ikke bare hykleriet der udstilles i ”lækkenes tidsalder”. Det er rammerne for normer, forventninger og opførsel forventet af ”de indviede” såvel som dem der er forventet at blive holdt i ”mørket” – eller i det mindste i ”de grå skygger”: Outsiders/udenforstående. Disse mure smuldrer og vil forsætte med det.  

Digital infrastruktur giver protesterende ”insidere” magten til at belyse alle slags grå skygger. Og der vil altid være protesterende insidere, hvis en handling er kontroversiel, eller hvis tilsynet og kontrollen er svag. Begge ting var tilfældet i sagen om NSA’s massive overvågningsaktiviteter.

Ved at give uenige ”insidere” magten til at bryde insider/outsider-grænserne hjælper de digitale værktøjer til at ”collapse the context” (sammenstyrte konteksten, red.). Det er den fagterm man bruger til at beskrive, hvordan digital infrastruktur bringer de mennesker, information og idéer sammen, der ellers plejede at overleve i et økosystem der fungerede ved adskillelse.   

Denne sammenstyrtning af kontekst er grunden til at Facebook er blevet stressende for teenagere efter deres forældre fik profiler. Nu er der moderen der beder om at tage en varm trøje på i en kommentartråd om en fest, og der er onklen med den lange anklage om Obamas fødselscertifikat. 

”Context collapse” sker over alt. Det er ikke kun teenagere på Facebook hvis normale pubertære test af grænser bliver set af voksne med løftede fingre. Det er ikke kun en stribe institutioner der har set deres interne kommunikation og beskidte vasketøj fremvist for verden. Det er ikke kun akademikere hvis akademiske afhandlinger bliver gravet frem af folk med politiske dagsordener og bliver til foder for harme. Det er over det hele.

”Outsidere” kigger ind, flytter ind – og de er kommet for at blive.

Hvis du som institution kun kan holde balancen, hvis outsidere bliver ude, så du kan fortsætte med at tale i jargon og forkortelser med de andre ”insidere”, så er det på tide at kigge efter et sikkerhedsnet og beskyttelsesudstyr. Du falder før eller senere. I denne verden vil ”det har vi altid gjort” ikke være nok. 

Det er tid til ”Plan B”.

 

- - -

 

Om denne gæsteblog:

Begreberne om ind- mod ud-grupper er parallelle med personalismens begreb om ’personlige forhold’ mod ’tingsliggørelse’. Dette ses eksempelvis i Martin Bubers begreb om Jeg-Du og Jeg-Det.

Gæstebloggen er originalt publiceret den 29. oktober på Medium.com. Den er bragt her på Personalisme.dk efter aftale med Zeynep Tufekci samt redaktøren for Medium.com og efter aftale er oversættelsen også publiceret samme sted. Gæstebloggen er oversat af Mathias Schwartz Kirkegaard, redaktør for Personalisme.dk.

Beskrivelse af Zeynep Tufekci fra hendes blog:

“Exploring the interactions between technology and society... I'm an assistant professor at the University of North Carolina, Chapel Hill at at the School of Information and Library Science (SILS) with an affiliate appointment in the Department of Sociology. I was previously a fellow at the Center for Information Technology Policy at Princeton University and I taught at the Woodrow Wilson School of Public and International Affairs. I remain affiliated with CITP. I was previously a fellow at the Berkman Center for Internet and Society at Harvard University and I am now a faculty associate at the Berkman Center. I was also an assistant professor of sociology at UMBC”.

Følg Zeynep Tufekci på Twitter: @zeynep 

 

Kolofon

Personalisme.dk     |     Copyright 2011     |     Siden er udviklet af Cura     |     Kontakt: cura@cura.dk