Har FN svigtet i Syrien?

12.11.2013  |  Af  Morten Hougaard Sørensen

Svigter FN, når der ikke gives tilladelse til at bombe Syrien? Morten Hougaard Sørensen blogger om, at det er forsimplet at se dette som enten-eller, og præsenterer sit bud på en personalistisk vinkel på FN.

Jeg hører ofte meget bastante holdninger om FN, de fleste kritiske. F.eks. ”FN har svigtet totalt i Syrien!” eller: ”Det er bedre at FN blander sig uden om. Det går først helt galt, når FN blander sig!”Og det har jeg tænkt over et stykke tid. I de samtaler, hvor de kritiske ytringer bliver sagt, synes jeg altid at billedet er alt for unuanceret... som et ”enten-eller”.

FN er dig og mig

Den første ting, jeg synes er forkert ved den kritik, som jeg citerede, det er, at det ikke er FN, som svigter. Det er os. Vi er med i FN. Og derfor kan vi ikke bare pege fingre af ”dem”. Vi er en del af det. Vi svigter Syrien – sammen med alle de andre. Hvis der da er tale om svigt. Jeg synes, det er første skridt hen imod en mere personalistisk tilgang til FN: At vi må se os selv som en del af verden, af FN, og ikke bare en lille isoleret ø, der kan have ryggen fri til at kritisere ”de andre”.

Alternativer til bombning er det muliges kunst

For det andet vil jeg gerne ud over dette enten-eller: Enten invaderer vi – eller også blander vi os uden om. Den opfattelse er også helt forkert, synes jeg. Det er da indlysende, at et sådant diplomatisk puslespil som FN er det muliges kunst. Men det betyder ikke, at vi enten invaderer eller blander os udenom! Så ville FN for alvor svigte, hvis det endte der.

Jeg synes f.eks. at sagen om Syriens kemiske masseødelæggelsesvåben endte på den bedst mulige måde. At invadere ville have været en fejl. For at blande sig militært i den ekstremt komplekse situation, som borgerkrigen i Syrien er, ville skabe flere problemer end det ville løse. Ikke bare i Syrien men i hele regionen. Det er i hvert fald min forståelse af situationen.

Jeg ved godt, at mennesker lider. Og at de humanitære konsekvenser af konflikten er ufatteligt store. Men jeg tror stadigvæk, at det ville skabe flere problemer, end det ville løse. Især ved at gå uden om FN!

Men da Obama virkelig raslede med den militære sabel og lagde maksimalt pres på Assad og hans allierede Rusland, endte det jo faktisk med, at Rusland endelig kom på banen i FN-regi, så man fandt en diplomatisk løsning på de kemiske våben. Hvad kan de syriske ofre bruge det til? Ikke meget. Det ved jeg godt. Men de kemiske våben blev fjernet fra ligningen. Var det et svigt?

Undgå verdenskrig med FN

FN opererer til tider frustrerende langsomt, mens lidelserne udfolder sig på TV. Jeg er træt af det. Verden er træt det. Det vækker en afmægtighed i os, som vi ikke kan – og ikke skal - acceptere. Vi kan altid gøre noget, men det er ting som nødhjælp, diplomati osv. Verden kan være et helvede, og det er ikke altid vi kan gøre ret meget ved det, andet end humanitær hjælp. Som en anden blog-skribent skriver her på hjemmesiden: Syrien: Damned if you do, damned if you don't....

Og her er jeg ved noget centralt, for mig at se: FN blev jo ikke oprettet i sin tid, for at forhindre krig. Nej, FN blev oprettet for at forhindre verdenskrig. Der er en verden til forskel (!). Nederst i denne blog er der et link til FN's formål. Her står det tydeligt, at formålet er at forhindre verdenskrig – ikke at gribe ind i alle militære konflikter verden over.

Kun når verdenssamfundet kan blive enige om at gribe ind, må de gøre det. For det starter ikke en verdenskrig. Der var røster fremme, som kaldte Syrien et ”Franz Ferdinand-moment”, fordi russiske og amerikanske flådefartøjer var mobiliserede i Middelhavet ud for Syriens kyst. Verdenssamfundet var ikke enige om at gribe militært ind i Syrien. Hvad ville Rusland have gjort, hvis USA bombede?

Det vi kunne blive enige om

Og hermed er jeg tilbage ved, at fjernelsen af de kemiske våben fra Assads hænder, var den bedst mulige løsning. Det var det, vi kunne blive enige om. Så hertil og ikke længere. Var det et svigt? Det synes jeg ikke. For FN blev oprettet for at forhindre verdenskrig – ikke enhver krig. Det gør det ikke nemmere at være vidne til. Men det er en vigtig skelnen!

Det betyder ikke, at vi ikke skal gøre noget. Selvfølgelig ikke. Der er millioner af flygtninge, som kræver vores hjælp. Vi skal blive ved med at lægge maksimalt pres på partnerne for at finde en fredelig løsning. Så derfor: FN er ikke et ”enten-eller”. Den opfattelse er langt fra personalismen.

Forebyggelse af konflikt

I forlængelse af min kritik af ”enten-eller”-opfattelsen, så vil jeg gerne henvise til en meget fin artikel om, at der netop har manglet fokus på ”en tredje vej”. Både i medierne, men også blandt politikerne. Nemlig konfliktforebyggelse. Der er lidt som om, at et land skal falde helt fra hinanden og dødstallet nå graverende højder, før vi (FN) begynder at forholde os til det. Og så bliver det ofte ”enten-eller”. Skal vi gribe militært ind eller ej? Hvad nu, hvis FN kunne have sat konfliktforebyggende ind, INDEN det gik ad helvede til i Syrien? Det handler artiklen om, og den er meget interessant. Jeg blev glad, da jeg læste den, for jeg synes den afspejler ”den tredje vej”, som jeg har savnet meget i hele debatten omkring Syrien. Den er på Ræsons hjemmeside.

God læselyst.

http://www.un.org/en/documents/charter/preamble.shtml

http://raeson.dk/2013/jo130913/

 

Kolofon

Personalisme.dk     |     Copyright 2011     |     Siden er udviklet af Cura     |     Kontakt: cura@cura.dk