Der kom ansigt på Im

18.11.2013  |  Af  Mikele G. Schultz-Knudsen

Sagen om 7-årige Im, der er blevet udvist fra Danmark, viser, at os danskere har mere hjerte end vores system. Mikele G. Schultz-Knudsen blogger om en ny vej med plads til mennesker.

Det er altid rart at blive bekræftet i sit verdenssyn, og som personalist sker det jævnligt. Senest med sagen om Im, den 7-årige pige, der sammen med sin mor er blevet sendt ud af landet. Hendes stedfar døde af kræft, hvorved Im og hendes mor ikke længere havde den tilstrækkelige tilknytning til Danmark, som dansk lovgivning kræver, for at man må blive boende.

Det interessante i denne forbindelse er befolkningens og (lidt forsinket) politikernes reaktioner.

Den personlige vinkel

Hvis man før denne sag var dukket op havde spurgt befolkningen, om de mente, der skulle ske ændringer i udlændingelovens § 19, der starter med ordene: ”En tidsbegrænset opholdstilladelse kan inddrages når grundlaget for ansøgningen eller opholdstilladelsen var urigtigt eller ikke længere er til stede…” – så ville de færreste sikkert se nogen grund til at ændre reglerne. Sådan må reglerne være. Hvis det grundlag man har fået opholdstilladelse på ikke længere er tilstede, så må tilladelsen bortfalde. Ellers hænger systemet vel ikke sammen?

Hvis man omvendt spørger befolkningen, om de synes, at søde lille Im - som går i skole, er bedste venner med Tobias, har en yndlingsdukke der hedder Tove og som ofte spiser småkager hos den ældre nabokvinde – skal udvises af landet, så vil de færreste nok synes godt om en sådan udvisning.

Ikke desto mindre er der tale om samme situation. Ims mor har opholdstilladelse i Danmark, fordi hun er familiesammenført med sin mand. Hendes mand er nu død, og dermed er grundlaget for hendes opholdstilladelse ikke længere til stede. Im har opholdstilladelse fordi hendes mor har, så når moderens grundlag forsvinder, så forsvinder Ims også. Såre simpelt og helt efter reglerne – og alligevel inderligt uretfærdigt. 

Hvad er forskellen på de to spørgsmål til befolkningen så? Det er den personlige vinkel. Det er utroligt nemt at støtte op om en ”fast og fair” udlændingepolitik, når man ikke kender de personer, som bliver ramt af reglerne. Jo bedre man kender personerne, der bliver ramt, jo bedre forstår man deres situation, og jo mere uretfærdigt synes man det er, at de ikke må blive i landet. 

Dette overrasker næppe nogen. Det der til gengæld igen og igen overrasker overbeviste personalister er, at ingen tager konsekvensen af dette faktum. Når man nu ved, at reglerne rammer uretfærdigt ude i den virkelige verden hos de mennesker, som har forsøgt at skabe sig et liv i Danmark, hvorfor fastholder man så stædigt et system, hvor de menneskelige relationer intet har at sige?

Systemhensyn over menneskelige hensyn

Udlændingelovgivningen er nok et af de bedste eksempler på den personalistiske tese om, at systemer oftest udvikler sig til noget dårligt. Ofte starter man systemer op med gode intentioner. Selvfølgelig skal der være visse regler for, hvem man giver opholdstilladelse. Ligeså meget for retssikkerhedens skyld. Men med tiden kommer systemerne længere og længere væk fra de menneskelige hensyn, som det var meningen, de skulle varetage, indtil den dag, hvor hensynet til systemet pludselig står over hensynet til de berørte mennesker. Et glimrende eksempel på det ”afpersonaliserede samfund”, som Jonas Norgaard Mortensen beskriver i sin bog ”Det fælles bedste”. 

At systemet i Im-sagen betyder mere end de menneskelige hensyn fremgår klart af justitsministerens udtalelser. Først kunne han ikke gribe ind i enkeltsager – det forbød systemet ham. Senere fandt han sagen ulykkelig, og ville derfor gerne ændre reglerne fremadrettet, men systemet forbød ham at lave tilbagevirkende regler, og derfor kunne han stadig ikke hjælpe Im og hendes mor.

Han kunne heller ikke have grebet ind på et tidligere tidspunkt, for som han har sagt: ”som minister for udlændingeområdet, så får man rigtigt mange henvendelser om konkrete sager, om lovgivningen og dens konsekvenser. Derfor er det rigtige at gøre, at når man har en sag, der er afsluttet ved byretten, og ser, at den har urimelige konsekvenser, så kan man ændre lovgivningen”. 

Så når man første gang hører om en ulykkelig sag, så kræver systemet, at man venter på at sagen har kørt sin gang ved alle instanser. Når så man har en endelig afgørelse – som er urimelig, så kan man ændre reglerne fremadrettet, men systemet forhindrer stadig, at man kan gøre noget for dem, der er ramt af den urimelige og ulykkelige sag. Kort sagt: Systemet forhindrer, at man på nogen måde kan hjælpe en familie ramt af urimelige regler. 

Hvorfor har vi dog et sådant system? 

En ny vej med plads til mennesker

Jeg er helt enig i, at løsningen ikke er, at Folketinget laver en særlov hver gang medierne har taget en ny sag op. Løsningen er i stedet, at man nedbryder det topstyrede system, og laver et anti-system, hvor Folketinget har udstukket retningslinjerne og hensynene med lovgivningen, men hvor der levnes meget mere plads til, at de enkelte sagsbehandlere sammen med de berørte familier kan finde frem til fornuftige løsninger. Min egen kone kommer fra udlandet, og jeg har selv i den forbindelse været forbi Udlændingeservice, hvor jeg hørte en medarbejder sige om en situation, at hun selv syntes, at reglerne var uretfærdige. Det giver ingen mening.

Hvis embedsmanden og den berørte borger sidder over for hinanden ved et bord og sammen kan blive enige om en retfærdig løsning, så kan det ikke være rigtigt, at de skal stoppes af regler, som de begge finder uretfærdige. Vi må have mere tillid til, at den konkrete sagsbehandler, der kender sagens fakta, kan finde en god løsning, end vi må have til, at Folketinget kan finde den bedste løsning ved at fastsætte nogle stramme regler, der gælder for alle situationer, og ikke tager hensyn til menneskelige forhold.

Menneskets værdighed sikres nu engang bedst i mødet mellem mennesker. Måske er det endda på tide at vi tænker endnu mere ud af boksen og levner plads til, at man kan inddrage den bredere familie, lokalsamfundet osv. I sagen om Im har vi set, hvordan lokalsamfundet bakker op om familien, hvordan de ønsker at være engagerede i at finde en løsning og hvordan de også bliver ramt af den uretfærdige afgørelse, fordi de mister deres relationer til nogen, som de holder af. Systemet levner ingen plads til dette engagement eller disse følelser.

Men hvis et lokalsamfund ønsker at have en familie boende i området, hvorfor skal staten så egentligt overhovedet kunne forhindre dette? Hvis en familie ønsker at udvide deres familie med en svigerdatter, hvorfor skal systemet så kunne forhindre dette? Burde det ikke være de mennesker, som faktisk bliver berørt af disse menneskers ophold i Danmark, som burde have mest at skulle sige i sagen?

Det vigtigste krav til enhver lov og ethvert system må være, at de skal kunne holde til, at der kommer ansigt på sagen. I modsat fald er den afpersonaliseret i en sådan grad, at det bliver et overgreb. Udlændingeloven kan utvivlsomt ikke længere holde til, at man sætter ansigt på sagerne. Det er på tide, at vi finder en helt ny måde at løse sagerne på.

 

Kolofon

Personalisme.dk     |     Copyright 2011     |     Siden er udviklet af Cura     |     Kontakt: cura@cura.dk