Hvornår har du sidst talt med dig selv?

21.12.2013  |  Af  Anne Bjerregaard Bang

For at "vi" fungerer i en relation, skal "jeg" være i form. Da Anne i sommer fik konstateret en hjernetumor, opdagede hun, at hun længe havde forsømt sig selv i forsøget på at please alle andre.

Jeg er en pleaser, har jeg fundet ud af.

Sådan en, der har det bedst med harmoni og med, at alle er glade. Typen, der altid skal sige noget sjovt, når stemningen er lidt trykket. Som underholder med pruttende armhuler, elendige jokes eller sætter speedsnakken på repeat, når ingen kender hinanden på det nye kursus. Mig, der slår knuder på mig selv for ikke at fornærme nogen og som smiler overbærende og overrasket, når nogen sender en sviner i min retning.

I mange år har jeg betragtet mit pleaser-gen som noget meget dannet og vellykket. En god vært, en spændende ny bekendt, et overskudsmenneske – det må være hende, der tager hånd om den anden, om de andre. Som overbevist personalist ser jeg mennesket som produktet af de relationer, det indgår i. Jeg er, fordi du er, og fordi de andre er. Sammen er vi.

Denne sommer faldt jeg om med et epileptisk anfald, og en scanning afslørede en hjernetumor på størrelse med en tennisbold i min højre frontallap. Et nærmest mirakuløst tilfælde, bemærkede min sygedagpengerådgiver efter operationen, mens hun i referatet fra vores første møde på jobcenteret noterede, at ”Anne har haft svært ved at sige fra over for besøg under sin sygdomsperiode, og Anne har generelt svært ved at sige fra”.

Hun havde kendt mig i en time. Og hun havde ret. 

Selv da min hjerne og min krop havde allermest brug for at trække sig ind i sig selv og hvile, havde jeg travlt med at glæde alle dem, der så gerne ville forbi og kondolere.  Det var jo hyggeligt, og de var kørt så langt, og de virkede så glade for at se, at jeg stadig var mit gamle jeg trods hullet efter tennisbolden. 

Jeg har længe overset, at der i relationer ikke kun er ”os” og ”de andre”. Der er også et ”jeg”. Som vel at mærke skal vedligeholdes og stimuleres, før det kan bidrage helt og fuldt til de andre. Alle siger, vi lever i en ego-tid med se mig-typerne på reality-tv og karrieremenneskerne, der går ned med stress endnu før de er halvvejs i deres arbejdsliv. Men er det sandt, at vi er så selvfikserede og selvrealiserende?

Hvornår har du sidst taget et karbad og ligget der, til vandet blev koldt. Siddet i en stol med en god bog og funderet. Måske bare kigget ud ad vinduet. Sagt tak for den du er, og det du har. Arbejdet med at lære dig selv endnu bedre at kende? Været så stille og afslappet, at du kunne mærke dit hjerte slå og din puls dunke. I et fantastisk øjeblik været så meget til stede, at du glemte alle de andre tanker og bare var – helt som du er.

I en ego-tid, hvor alt er selvpromovering og følelsesporno, må du tage tiden til dig selv. Til stilhed og eftertanke og til ikke hele tiden at være der for de andre. Kontroversielt! Men først når du er dig selv og ved hvem det er, kan du ærligt være i og bidrage til dine relationer.

Vigtigst af alt er det, at det oftest er i stilheden, man hører Gud tale, og man selv får roen til at lytte og svare. Og måske bare være. Det er nemlig den eneste relation, man har, hvor det er det eneste, der forlanges af dig: At du er.

Klummen er også bragt i 'Markant #4 2013'.

 

Kolofon

Personalisme.dk     |     Copyright 2011     |     Siden er udviklet af Cura     |     Kontakt: cura@cura.dk