Mandela var ikke et overmenneske

10.01.2014  |  Af  Morten Hougaard Sørensen

Nyligt afdøde Nelson Mandela hyldes som en stor statsmand. Men Morten Hougaard Sørensen skriver herunder om pointen: Det handler om ganske almindelig kærlighed.

Nelson Mandela var god til at være et menneske. Det er egentlig det, der er min pointe i dette blog- indlæg. Han var god til at være menneske. Han var netop ikke et overmenneske. Men jeg synes lidt, at dækningen af hans død og begravelse har haft det præg – i hvert fald nogle gange. Som om, at han var i en anden liga.

Mandela var et helt almindeligt menneske. Og ja, han var god til det. Han var god til helt almindelig kærlighed til sine medmennesker. Nok bedre end de fleste, men han var ikke et overmenneske. Det, han gjorde, kan ethvert menneske gøre – hvis vi altså vil øve os i helt almindelig kærlighed.

Denne pointe er faktisk ikke min egen. Den har jeg fra rockbandet U2, som kendte Mandela personligt... forsangeren Bono gjorde i hvert fald. De har skrevet en sang, som er en hyldest sang til Mandela. Den udkom så vidt jeg ved lige omkring hans død. Den sang hedder "Ordinary Love".

Og i den sang lyder det:

"We can't fall any further
If we can't feel ordinary love
We cannot reach any higher
If we can't deal with ordinary love"

…og lidt senere:

"Are we tough enough for ordinary love?"

Og det har de skrevet som en hyldestsang til Mandela. For mig at se er pointen klar: Mandela var god til helt almindelig kærlighed. Han var god til at være et menneske. Han var ikke et overmenneske. Brodden i deres spørgsmål er jo netop, om vi ikke også – når alt kommer til alt – kan gøre, hvad han gjorde. Er vi "tough enough" til almindelig kærlighed?

Opfordringen til os er klar: Ligesom Mandela mestrede forsoning ved helt almindelig kærlighed, sådan skal vi også gøre. Er vi seje nok til det?

Forsoning består for mig at se i en helt afgørende ting, nemlig at det fjendebillede, som offeret har af sin gerningsmand, skal byttes ud med et menneskebillede. For både offerets og for gerningsmandens skyld. Det princip holdt Mandela fast på. Hævn fører os ingen vegne. Vi skal genfinde hinandens menneskelighed.

Og det gjorde Mandela så ved at oprette sandheds- og forsoningskommissionen, som havde til opgave at afdække sandhed om de uhyrlige overgreb, som apartheid-regimet havde ladet overgå de sorte indbyggere i Sydafrika, men også i den proces at søge forsoning. De, som trådte frem og fortalte sandheden, blev givet amnesti.

Og når man læser om høringerne, er det klart at de tilfælde, hvor forsoning fandt sted mellem offer og gerningsmand, det var de tilfælde, hvor det lykkedes offeret at erstatte fjendebilledet ud med et menneskebillede. Fordi offeret kunne mærke anger hos gerningsmanden. Fordi offeret nu opdagede, at han/hun ikke længere behøvede at frygte gerningsmanden. Fordi offeret nu endelig fik lov til at fortælle gerningsmanden om sin smerte og sit tab. I den proces kan det ske, at fjendebilledet smuldrer, og vi igen ser mennesket.

Sådan en proces er ikke let. Derfor er U2's spørgsmål også: Er vi "tough enough"? For det er hårdt arbejde. Men Mandela holdt fast på, at vi skal prøve at finde ind bag fjendebillederne, fordi alt andet ikke løser noget. Kun sådan kan vi opnå forsoning og have en fælles fremtid.

Det er jo ikke fordi, at offer og gerningsmand skal have en relation bagefter. Det ville være utopisk at tro på. Det kan have gjort for ondt, og det ville kun være endnu en byrde at pålægge et offer at skulle have noget som helst med gerningsmanden at gøre efterfølgende. Men jeg synes godt man alligevel kan tale om forsoning, hvis fjendebilledet i det mindste pilles fra gerningsmanden. At vi ender med at se et menneske, som har gjort noget grusomt og forfærdeligt, men dog et menneske – ikke længere en fjende.

Den form for kærlighed til sine medmennesker er tungt og sejt arbejde. Er vi seje nok til det?

Tja, vi kender det jo allerede lidt herhjemme, hvor vi gennem kriminalforsorgen har den praksis at skabe et møde mellem offer og gerningsmand. Også her er det for begges skyld. Offeret går derfra med mindre frygt og en form for lettelse over at få givet udtryk for sin vrede og smerte. Og gerningsmanden bliver konfronteret med, hvad han/hun har gjort – og med mindre personen er afstumpet, vil han/hun føle anger. Fjendebilledet erstattes af et menneskebillede.

Det er meget mindre skala, ja, men princippet er det samme. Så ja, der er andre mennesker, der er lige så seje som Mandela, heldigvis.

Princippet bag disse møder mellem offer og gerningsmand er personalistisk. Vi holder gerningsmanden fast på at være menneske, ved at stille dem til ansvar for deres gerninger. Ved at holde fast på deres ansvar for deres medmennesker – deri er det personalistiske. Vi har – altid – et ansvar for hinanden, og ved at blive holdt fast på det, holdes vi fast på at være mennesker.

Samtidig holder vi offeret fast på at være menneske, ved at afmontere fjendebilledet. Offeret er uden skyld i, at hun/han er endt et sted, hvor tilliden til andre mennesker og dermed til tilværelsen har fået et gevaldigt knæk, men det er jo netop det personalistiske ved det: Tillid til tilværelsen og og vores relation til vores medmennesker hænger sammen. Så tæt hænger vi sammen. Så ved at hjælpe offeret med at erstatte fjendebilledet med et menneskebillede, hjælper vi også offeret tilbage til et mere tillidsfuldt udgangspunkt.

Så Mandela bør hyldes, ja. Men lad os også hylde alle andre, som mestrer almindelig kærlighed. De  fortjener det lige så meget som ham.

 

Kolofon

Personalisme.dk     |     Copyright 2011     |     Siden er udviklet af Cura     |     Kontakt: cura@cura.dk