Refleksioner om teaterkoncerten “We have a dream.. of a better world”

24.01.2014  |  Af  Miriam og Mathias

For at det hele ikke skal gå op i teori, har Mathias, der er redaktør her på siden, bedt sin kæreste Miriam reflektere over den personalistiske teaterkoncert på Skovbo Efterskole.

Mit navn er Mathias. Jeg er redaktør her på siden. Jeg tog i sidste uge min kæreste Miriam under armen og med til en personalistisk teaterkoncert, der blev fremført af Skovbo Efterskole. Kan det menneskesyn, vi blogger om her på personalisme.dk, kommunikeres med musik og skuespil?

Jeg har læst mange bøger om personalisme, så jeg er ikke i tvivl om, at jeg kunne omsætte sådan en teaterkoncert til en længere teoretisk udlægning af personalistiske principper. Men en teaterkoncert skal tale til hjertet – mere end til hjernen. Derfor bad jeg i stedet min kæreste om at skrive, hvad oplevelsen fik hende til at reflektere over. Hun har nemlig endnu ikke læst vores grundbog ”Det fælles bedste – introduktion til personalismen”.

Miriam Skov Lauritsens refleksioner:

”Kloden drejer, alting vokser op på ny…” . Da jeg ser den store jordklode i loftet begynde at dreje rundt, er det denne melodi grand prix sang, der kommer frem i min bevidsthed. Og der går heller ikke længe før netop den sang bliver spillet ud af højtalerne. Vi er til teaterkoncert en januarmørk hverdagsaften på Skovbo efterskole et sted ude mellem Køge og Ringsted. 

Selvom forestillingen allerede er blevet vist tre gange er hallen også denne gang helt fyldt. Gennem to timer bliver vi ført gennem teater, musik og videoinstallationer, der på forskellig vis udviser elevernes evne til at reflektere over samfundet og deres ønske om at forandre det, de ikke synes er som det burde være. Inden teaterstykket er eleverne blevet præsenteret for grundtankerne i bogen om personalismen – ”Det fælles bedste” – og selv skrevet monologer om hvad de drømmer om. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, om jeg selv i min efterskoletid var så reflekteret i forhold til verden? Det er eleverne på Skovbo Efterskole tydeligvis. Og de formår at formidle deres refleksioner videre til mig som publikum. På en anden måde end jeg forestiller mig, at en bog som ”Det fælles bedste” eller blogindlæg kan det. 

Kritik af min kære markedsøkonomi 

Mens vi lytter til ”Melodi Grand Prix”-sangen, og ser kloden dreje rundt, ser vi på storskærmene billeder af hvordan verden også ”drejer rundt” – men som en økonom ser det. Nemlig gennem de mange Dankort-transaktioner vi gennemfører hver eneste dag. ”Det er ikke nødvendigvis udelukkende negativt”, tænker jeg, som uddannet på Copenhagen Business School… 

Den lalleglade sang bliver afløst af en sang med ordlyden ”I need another world. This one is nearly gone”. Jeg kan godt følge drømmen. Kunne vi ikke bare starte på en frisk? Få en ny verden uden krig, sult og naturkatastrofer? Mit blik rammer igen kloden i loftet.  Et motiv viser en familie, der på TV’et ser et sultende barn i Afrika, men i virkeligheden står barnet i stuen lige ved siden af dem. Er det sådan vi ser verden? På afstand gennem tv-apparaterne? Jeg bliver lidt mismodig.

Kamp for friværdi eller frihed?

Scenen er sat. Vi ved godt, at vi har det godt i Danmark. Vi er verdens lykkeligste folk. Vi har velfærd og frihed. Men hvad så med resten af verden? Mine tanker bliver afbrudt af en flok rød-hvid klædte elever fra ”SportsSPORET” på efterskolen. De råber kollektivt i kor om den frihed vi har i Danmark – og som vi jo værner om. Jeg hæfter mig ved udtrykket ”Frihed til at gøre hvad vi vil – og det gør vi så!” Det provokerer mig lidt. Er det den attitude jeg har som dansker?

Bagefter kan jeg ikke lade være med at smile lidt af strofen ”Frihed, friværdi – frihed til hvad vi vil.” Men jeg rammes også af alvoren. I andre lande længes mennesker ikke efter friværdi, men derimod efter en mere grundlæggende frihed. Den frihed, som vi ser som en selvfølgelighed. Og det var ikke bare på Martin Luther Kings tid, at der var behov for at mennesker stod frem og kæmpede imod uretfærdighed.

”Jeg sidder fast i systemet – SOS!”

Også i Danmark skal vi kæmpe mod uretfærdighed. Vi skal se ind i vores egne systemer. Er der en risiko for at vores højagtede velfærdssystemer tingsliggør mennesker? Hvad sker der, når systemer mister sin menneskelighed og eksisterer for sin egen skyld? Scenen Bogstavkontoret gør indtryk. I scenen går den ene person efter den anden frem til skranken på et offentligt kontor, og kontorets funktion er mere eller mindre at sætte bogstavsmærkater på mennesker. For tiden diskuteres eksempelvis, om mærkatet ADHD gives til for mange. 

En borger bliver rent fysisk arkiveret i en skuffe. En frustreret far beskriver bekymret sin teenagers sindslidelse, og får til sin fortvivlelse blot en følelseskold henvisning til et andet kontor – fjernt derfra. Kaster vi mennesker rundt – og glemmer vi folk i sagsmapper? Scenen slutter: ”Jeg sidder fast i systemet – S – O – S!”

Popmusikkens tekster sat i kontekst

Noget af det jeg synes bedst om ved teaterkoncerten er den musik, der bruges. Radiohits vi alle lytter til hver en dag. En af sangene de bruger er Katy Perrys ”Firework”, hvor hun synger om at vi alle har et potentiale. Rigtigt og godt, men jeg bliver alligevel skræmt over den store vægt, hun lægger på, at det er ”dig, dig, dig”, der skal vise de andre, hvad du kan. 

I mens jeg lytter til teksten, bliver jeg faktisk nervøs for, om vi er ved at udvikle os til en flok individualister, der alle udelukkende går efter vores eget mål? Men som møder nederlag efter nederlag, når det ikke lykkes? Vi bliver ikke først helt fantastiske, når vi vinder X-Factor, får den lækreste kæreste eller drømmejobbet. Vi skal ikke op på et eller andet bestemt niveau før vi er noget værd. 

Måske drømmer mange af eleverne ligesom os om noget i den retning. Men med teaterkoncerten ønskede de samtidig, at vise at mennesket er unikt og værdigt.

We have a dream

”We have a dream”, hedder teaterkoncerten. Det glæder mig at se efterskoleelever med drømme. Drømme kan være urealistiske, men den aften blev jeg mindet om, at vi skal huske at drømme – også om en bedre verden. Hvis vi ikke drømmer, har vi ikke muligheden for at ændre de ting, vi finder uretfærdige, umenneskelige og nedværdigende. 

Jeg tror, det var noget af det efterskoleeleverne ville vise mig, og de andre tilhørere. Det var i hvert fald noget af det jeg gik ud i januarkulden med efter teaterkoncerten. Jeg håber, at publikum tager nogle af elevernes drømme med sig – og at de, og vi, har mod til at leve dem ud. Som nævnt, har jeg ikke læst bogen fra ende til anden. Måske ændrer aftenens forestilling ved det. 

 

Kolofon

Personalisme.dk     |     Copyright 2011     |     Siden er udviklet af Cura     |     Kontakt: cura@cura.dk