Skolereform: Centralisering ad absurdum.

05.03.2014  |  Af  Morten Hougaard Sørensen

Det har været diskuteret, hvordan skolereformen presser lærerne. Men hvad med hvordan den centraliserer den fritid, som familier og foreningsliv ellers råder over? Morten Hougaard Sørensen undrer sig over den manglende protest.

Jeg talte for nyligt med en mor, der undrede sig. Hun undrede sig over, at ingen virker til at ville gøre noget, sige noget eller stille spørgsmål ved regeringens skolereform, hvor alle børn i Danmark nu skal gå i skole indtil kl. 16.00. Findes der er større indgreb i en families liv? Alligevel er der ingen der hæver sin stemme. Hun undrede sig over det.

Hvorfor er der ingen, der siger fra? Mit bud er, at de har givet op. For hvad kan de gøre? De politikere, som de måske har indflydelse på er lokale, men kommunernes hænder er bundet. Reformen var en central beslutning. Det, som før blev overladt til kommunerne, lokal skolepolitik, blev gennemtrumfet fra centralt hold. Hvad skal forældrene gøre? Centraliseringen fik endnu et nøk opad.

En helt anden protest

Ja, der var konflikten og lock-outen sidste forår, men det handlede primært om lærernes arbejdstid. Da den var ovre, var alle udmattede. Siden da har ingen rigtig sagt reformen imod. Heller ikke forældre, synes jeg. Det er da underligt? Jeg har hørt fra flere skoleledere, at de ikke ved, hvordan de skal få det til at hænge sammen. Jeg har hørt fra foreningslivet, at de frygter konsekvenserne af skolereformen. Men jeg har ikke hørt forældrene sige fra. 

Skyldes det, at de er enige i reformen? Jeg ved det ikke, men den mor, jeg referede til før, er ikke den eneste forælder jeg har mødt, som frygter konsekvenserne af reformen for deres familie. Nu får de endnu mindre tid sammen end de allerede har. Er der ingen, der kan se, at det ikke er en god ting?

Er alle familier travle familier?

Jeg har hørt argumentet, at forældrene jo alligevel arbejder til kl. 16.00, så er det så slemt? Nej, ikke for de familier, hvor det rent faktisk forholder sig sådan. Men hvad skal de familier gøre nu, hvor den ene forælder hidtil har ønsket at arbejde halv tid, for at have mere tid sammen med børnene? Er det stadig muligt at indrette sig på den måde, hvis det er en prioritet? Ja, men tiden sammen med børnene er blevet beskåret en hel del. En løsning for nogle af de familier kan jo være privatskole, men hvem har råd til det? Ikke folk, der arbejder halv tid (!) For mig at se begrænser skolereformen de måder, familier kan være familie på. Er det en god ting? 

For statens skyld

Nogle, f.eks. undervisningsminister Christine Antorini, ville her indvende, at det jo også er en god ting, at børnene får mere undervisning. Ja, det er jo rigtigt nok – nøgternt set. Men jeg synes retorikken omkring hele denne reform afspejler en lidt uhyggelig tendens. Nemlig, at vi som borgere i Danmark skylder staten vores produktivitet. At vi alle skal arbejde mere, lære mere og yde mere for statens skyld. Den retorik har bidt sig fast i os, og jeg tror, det spiller ind på tavsheden omkring skolereformen: For statens skyld skal vi nå PISA-målene. For så bliver Danmark mere konkurrencedygtig. For statens skyld skal vi arbejde mere. For statens skyld skal vi producere mere. For statens skyld, skal vi købe mere, for så kommer der vækst i Danmark...osv...

Siden hvornår er borgerne blevet reduceret til at være til for statens skyld? Er det ikke omvendt, at det er staten, der er til for borgernes skyld? Er det kun mig, der kan høre retorik i den offentlige debat? Og derfor: Når staten nu siger, at vi skal nå PISA-målene, så skal vi jo det, for det skylder vi staten. Så tier vi, når staten begrænser familiens tid sammen.

Har staten efterhånden ikke bredt sig rigeligt? Er Danmark ikke blevet centraliseret ad absurdum, når den uden videre gennemtrumfer en reform, som i den grad griber ind i familiers liv? 

Det er øddelæggende for befolkningens tro på, at de kan gøre noget ved det. Men det er også en skidt ting, at retorikken er som den er. Staten burde for mig at se egentlig gøre sit til, at det blev nemmere for familier at piroritere anderledes – ikke omvendt.

Mere respekt for nærhed 

Som personalist synes jeg det er en skidt ting, når staten begynder at brede sig for meget. I stedet burde nærhedsprincippet råde, det såkaldte "subsidiaritetsprincip" – altså at politiske beslutninger træffes bedst på det lavest politiske niveau. Staten ved ikke nødvendigvis, hvordan man bedst driver socialpolitik på Thy – det gør thyboerne, tror jeg. Jeg ved godt, at er forsimplet sat op, men for tydeliggørelsens skyld. Det hele er mere komplekst end som så – også skole- og uddannelsespolitik. 

Men skylder vi i det mindste ikke hinanden at diskutere, hvor grænsen går? Og at tænke over, hvilken retorik, der legitimerer, at staten uden videre centraliserer mere og mere? Den mor, jeg indledte med, håbede, at folk ville vågne op, når skolereformen træder i kraft efter sommerferien 2014. For da ville vi mærke dens konsekvenser. For familielivet. For foreningslivet og for børnenes hverdag. Nu får vi se.

 

Kolofon

Personalisme.dk     |     Copyright 2011     |     Siden er udviklet af Cura     |     Kontakt: cura@cura.dk