De trængte børnefamilier: Forkælede eller stakkels?

28.04.2014  |  

Det er for nemt at sige, at forældrene bare skal tage sig sammen. Det er også for nemt at tro, at velfærdsstaten kan eller skal tage sig endnu mere af vores børn. Der skal helt andre store kulturelle og strukturelle forandringer til - på arbejdsmarkedet og i samfundet som sådan. Det handler om børnene, som har hårdt brug for det vigtigste af alt: nære, tætte, stabile, meningsfulde relationer.

Af Karen Lumholt, ordførende talsmand for tænketanken Cura

Debatten om børnefamilierne i bl.a. Politiken er et godt eksempel på en debat, der kører helt af sporet, når den enten stivner i en liberalistisk (”de må selv klare det”) eller en socialistisk position (”det offentlige må træde til”). Begge dele er – set fra min stol – et vildspor og fører ikke til holdbare løsninger.

Ingen, heller ikke forældrene, ønsker at det offentlige skal overtage endnu mere af børnenes liv. Og kun de mest privilegerede har reelt det råderum til at ”tage sig sammen”, som der tales om. Men nu vil jeg komme med en indrømmelse: Jeg forstår godt vreden og irritationen hos mennesker, der har slidt hele deres liv, måske som eneforsørgere, i en tid hvor der hverken var barsel eller omsorgsdage, og som nu skal høre på privilegerede og ambitiøse forældre i ”speltsegmentet”, der har fået alt - inklusiv en god uddannelse på SU - og nu vil have endnu mere. Jeg forstår dem godt. Min mor måtte også gå på arbejde efter kun 6 ugers barsel. Og jeg har ikke selv taget skaaaade.

Men problemet må for børnenes skyld anskues lidt bredere. Lad os prøve at kigge lidt på det samfund, vi har skabt. Lidt oppe fra helikopteren. Og glemme mudderkastningen for en stund:

Vi har et samfund, hvor de unge gør det, vi alle har sagt at de skal – nemlig tager en uddannelse. Vi har sagt til dem, at de skal gøre sig umage og tage sig tid inden de vælger en partner og danner familie, så de ikke – lige som mange af deres forældre – bliver skilt.

De tager en uddannelse. Og så får de børn. Måske. Hvis ikke de er blevet skræmt af de mange komplekse krav til det at være gode forældre. (Fødselstalleter er pt. reelt drastisk faldende).

Vores ”unge” forældre er nu i starten af 30’erne og har fået et barn eller to. Mange, især kvinderne, er ikke rigtigt etableret på arbejdsmarkedet endnu. Herefter åbner der sig en kort stund et vindue ind til arbejdsmarkedet: Hvis ikke de gør sig gældende på arbejdsmarkedet nu, inden de bliver 35-40, lukker vinduet sig igen. 

Chancen for at bruge den fine uddannelse til det, den var tænkt til, lukker sig igen. 

Arbejdsmarkedet bryder sig nemlig generelt ikke om dem over 35, der ikke har den store erhvervserfaring. De har endnu ikke vist deres værdi - at de kan skabe resultater. Hvis de oven i købet har små børn, vil mange  arbejdsgivere takke pænt nej med udsigten til mange omsorgsdage, hvilket er forståeligt nok. 

Jeg kender en del af denne type forældre: Relativt højtuddannede. Vil gerne bo i en større by, fordi det er her jobbene er for dem. De vil ikke bruge for meget tid på transport, fordi det går fra deres tid med børnene. De sidder i små lejligheder, fordi boligpriserne er høje i byerne. Mor, der har født og ammet, har bestemt trangen til at gå hjemme længere tid – men hun vil også gerne ud at bruge sin uddannelse. Vi har jo lært at vi ikke skal være afhængige af manden, men skal kunne klare os, ifald han går. 

Så er der en anden slags forældre, dem med de lidt lavere uddannelser. De er på sin vis privilegerede af, at der fx i omsorgs- og servicesektoren er mange deltidsjobs. Dem er det så som regel kvinderne, der tager. Godt for børnene. Ikke så godt for ligestillingen. 

Og så er der dem, der står i butik eller er selvstændige. Her er det svært at få hentet børnene i tide.

Men lad os for en gangs skyld koncentrere os om børnene. Ikke om deres mere eller mindre ”forkælede” hhv. stakkels forældre.

HVAD MED BØRNENE?

For det er faktisk børnene, den her diskussion handler om. Vi kan, med en vis ret, bede voksne, forstandige mennesker klare sig selv – men når børnefamilierne er ved at bukke under, går det hver eneste dag ud over små børn.

Vi ved i dag lidt om, hvad der sker, når børn er alt for mange timer i institution. De bliver stressede. De får for meget cortisol i blodet og det skader dem på sigt. Vi ved i dag ikke så meget om præcis, hvordan de bliver skadet. Et bud er, at mange af de vanskeligheder og forstyrrelser, børn i skolealderen diagnosticeres for i dag (ADHD osv.), delvist kommer af et overload af diffus social kontakt, professionel og institutionaliseret omsorg (som mange steder er presset) – og omvendt for lidt af den stabile omsorg fra barnets vigtigste nære personer - forældre, søskende og bedsteforældre..

Familie- og Arbejdsmarkedskommissionen kom i sin tid, 2007, med en masse forslag. Mange af dem kan implementeres uden de store omkostninger. Men børnefamilierne er mig bekendt generelt ikke på standhugst efter flere velfærdsrettigheder. De ved godt, at de med omsorgsdage og længere barsel og ferie sådan set er meget godt kørende, set i forhold til andre grupper i samfundet, tidligere tiders forældre (og andre lande). Hvorfor piver de så alligevel?

Det handler om relationer. De allervigtigste og nærmeste relationer i et menneskes liv. Rigtig mange forældre ved udmærket godt, at de er for lidt sammen med deres børn. At der er for lidt tid, hvor familien bare ER sammen i nærvær, omsorg, kærlig opmærksomhed og kalenderløshed. De grundlæggende relationer mellem barn og forældre dannes i de allerførste uger, måneder og år af hvert eneste barns liv. De færreste forældre tror inderst inde på, at det er godt for barnet at tilbringe 8 timer i institution hver dag fra de er 10 måneder. Vi ved godt, at 7,5 timer, som er gennemsnittet, er i overkanten. Og at 9 timer, som hvert syvende barn må bruge i institution, er for meget.

Løsningen er altså ikke at holde åbent endnu mere i børnehaven, så forældre kan aflevere deres børn i endnu flere timer. 

Det letter måske presset her og nu – men løsningen er ikke bæredygtig.

Det enkelte forældrepar må prioritere, så de er mere sammen med børnene – ja. De ”må gå et par cru ned i vin”, som man arrogant siger i visse kredse. De må droppe yogaen og de hjemmebagte speltboller, som vores socialminister med lige så stor arrogance sagde i dag (søndag den 27. april) i Politiken. Ja, det må de. Hvis de er så heldige at være så privilegerede, at det er det, de kan gøre. Det er bare ikke der, flertallet af familier er. 

Hverdagen for mange er, at de laver elendig mad, fordi der ikke er overskud til at lave ordentlig mad. De kommer hverken til yoga eller ud at rejse. De ser ikke venner. Bruger alt deres krudt på at få hverdagen til at hænge sammen. Det kan man så sige er et vilkår for alle børnefamilier til alle tider, javist. Men den generation vi har nu, er typisk enormt bange for at miste deres job. Mange af dem har haft svært ved at finde et job. Når endnu en sygedag eller et barns sygedag tynger i statistikken, klemmer de bare ballerne endnu mere sammen. Og faktisk er der ikke ret mange af dem, der brokker sig.

DET ER IKKE POLITIKERNE DER SKAL LØSE VORES PROBLEMER - MEN FAMILIERNE KAN HELLER IKKE LØSE DEM ALENE

Vi kan ikke løse nutidens problemer med fortidens briller på. Vi må tænke nyt. I dag er det normen, at både mand og kvinde arbejder på fuld tid eller næsten på arbejdsmarkedet. Sådan var det ikke da vi, som er 45+ i dag, var børn. Da kunne nabokonen kigge efter børnene, når mor skulle ned at handle. I dag er hun ikke hjemme. I dag er det normalt, at en familie IKKE har særlig meget netværk i nærheden - familie eller venner. Det er det samfund, vi har skabt.

- Danske forældre er flere timer på arbejdsmarkedet end nogen andre i verden, hvis man lægger mandens og kvindens arbejdstid sammen. Danmark har tilsvarende den mest institutionaliserede barndom i verden. 97 % af alle børn kommer i børnehave.

- Vælger du at være hjemme med dine børn – eller bare aflevere dem sent og hente dem tidligt – opdager du, at der er stendødt på villavejen. Der er ingen andre børn. Ergo – barnet er tilbage i børnehaven på fuld tid dagen efter, for det er dér alle legekammeraterne er.

- Vi har, i kraft af vores høje skattetryk og høje boligomkostninger, skabt et samfund, hvor der normalt skal to indtægter til at have en levestandard, som modsvarer det kommercielle mindset, som vi bombarderes med 24/7. Fra nettet, fra medierne, fra fiktionen, bliver vi hjernevasket med en forestilling om, at livet først er godt, når vi har råd til en masse materielle goder og frihed til at gøre en masse kreative, selvudviklende ting. Og ja, det er hjernevask.

- Vi har skabt et samfund, som dyrker ungdommen – og ser ned på de modne. Altså hviler der et relativt stort pres på de 30-40-årige, som alle karriereveje synes åbne for. Det er NU de skal give den en skalle, ellers har de forpasset deres chance. Arbejdsmarkedet er beviseligt aldersfascistisk.

- Der bliver stadig set med en vis medlidenhed på dem, der drosler karrieren ned og prioriterer familien. Problemet er af indlysende grunde større jo højere en uddannelse, forældrene har taget.

- Vi har skabt et samfund, hvor kravene til effektivitet i de fleste jobs er stigende – man går ikke, hverken i det offentlige eller det private, og lopper sig. Det går stærkt. Ligger du ikke inden for normalområdet (som bliver mere og mere snævert defineret) eller kan du ikke følge med og har for mange sygedage, bliver du efter et stykke tid med de obligatoriske stress-sygemeldinger, fyret.

- Vi har skabt et samfund, hvor omsorgen for vores børn i stigende grad er blevet professionaliseret. Mange forældre er usikre på deres egen forældrekompetence. De er jo selv blot ”amatører”.

- Vi har skabt et samfund, hvor et voldsomt stigende antal børn i skolealderen slås med uro, angst, selvskade, depressioner og forskellige opmærksomhedsforstyrrelser. Lærerne, som også bliver presset til at løbe stærkere, kan ikke rumme dem i klassen. Og mens lærerne giver op, forværres de ”inkluderede” børns adfærd.

- Vi har skabt et samfund, hvor bedstemødre og bedstefædre ikke mere er nogen, man altid har ved hånden. De bor et andet sted eller de går stadig på arbejde. Eller de rejser og realiserer sig selv.

- Vi har skabt et samfund, hvor flertallet af dem, der bukker under for stress, er i 30’erne og har en god uddannelse – og børn.

SPØRGSMÅLET ER FORKERT STILLET

Er det forældrenes ansvar, at det er sådan – eller er det politikernes? Spørgsmålet er komplet forkert stillet.

Det er ikke bare forældrene, der skal tage sig sammen. Og det er heller ikke ”systemet” eller politikerne, der kan klare ærterne for os. 

Der skal en mangfoldig strukturel og kulturel forandring til – på arbejdsmarkedet og i samfundet som sådan.

Mange forældre ønsker sig måske på den korte bane at lukkedagene blev afskaffet og at institutionen havde længere åbent. Det er et udtryk for at de er på spanden her og nu. 

Forældrene har, ligesom børnene, behov for at få det fælles liv og de nære relationer i familien til at fungere bedre. De er fanget af de komplekse krav, der stilles til en børnefamilie i dag. Og især er de, der har gjort det, vi lærte dem – har taget en god uddannelse – fanget. Jeg gad vide hvor stor en produktivitetsstigning i det offentlige og private vi ville få, hvis ikke forældrene til mindre børn, som udgør en pæn del af den veluddannede arbejdsstyrke, sejlede rundt på randen af et sammenbrud.

Svaret på børnefamiliernes klagesang er mangfoldig, strukturel og kulturel på samme tid:

Vi må bredt i samfundet gøre op med forestillingen om at man absolut skal have en fin uddannelse og tjene mange penge, inden man får børn. At få børn mens man er studerende kan være rigtig fint for det lille barn, fordi der er tid og fleksibilitet.

Vi skal på arbejdsmarkedet have et kulturelt opgør med synet på de +40-årige. De skal have chancerne for at komme tilbage i karrieren, efter i nogle år at ha’ droslet ned for familiens skyld.  

Arbejdsmarkedets parter og de lokale arbejdsgivere må kigge på hvordan karrierestillinger kan være på nedsat tid. Fx kan to højtuddannede dele en lederstilling - den ene arbejder mandag, tirsdag, onsdag og den anden onsdag til fredag. De lapper over og overleverer.

De ældre på arbejdsmarkedet kan sagtens påtage sig ansvarsfulde stillinger – lederjobs behøver ikke blive varetaget af fremadstormende 37-årige (med en forsømt familie derhjemme).

Dem der gerne vil, skal have lov at arbejde mere. Det er af indlysende grunde typisk dem under 30 uden børn – og en del af dem over 45, hvor børnene er godt i vej. 

For at sikre at de unge forældre ikke bliver ekskluderet og regnet for ”dårlige kort” på arbejdsmarkedet, kan fx en ældre og en yngre medarbejder danne parløb i kreative senior/junior-deltidsteams, hvor den gamle sikrer videndeling og kontinuitet og den unge repræsenterer den sidste nye faglige viden. Dette er en opgave for arbejdspladsernes strategiske CSR og HRM.

Tag Familie- og Arbejdsmarkedskommissionens forslag fra 2007. Sorter de forslag fra, der kun har til formål at gøre det lettere for forældrene at arbejde endnu mere - og implementer resten.

Og meget, meget mere kunne gøres…

Der er en meget lang række ting, som arbejdsmarkedet, familierne og samfundet tilsammen kunne gøre. 

Skal denne mangfoldige indsats lykkes, kræver det, at børnefamiliernes velfærd bliver sat på dagsordenen. Også på den politiske dagsorden. Og det skal ske på en helt anderledes konstruktiv, indsigtsfuld og saglig måde end den, socialministeren præsenterede i dag (søndag den 27. april) i Politiken.

Det handler nemlig slet ikke om forældrene, det her – stakkels eller forkælede. Det handler om deres børn. For børnenes skyld, skal der tages affære. Ellers vil mange andre udmærkede indsatser i dette samfund være spildt.

 

Kolofon

Personalisme.dk     |     Copyright 2011     |     Siden er udviklet af Cura     |     Kontakt: cura@cura.dk