Bogomslag for 'Generalens søn'. Copyright: Forlaget Vindelsti.

Boganmeldelse: Relationer kan ændre verdensbilledet

08.09.2014  |  Af  Per Schultz-Knudsen

I efteråret 1997 sker der en tragedie i Peled-familien. Miko Peleds 13-årige niece, Smadar, og nogle veninder bliver dræbt ved en palæstinensisk selvmordsangreb i centrum af Jerusalem. I stedet for at føle et ønske om hævn føler Miko Peled et behov for at finde ud af, hvad der kan få et par unge mænd til at dræbe uskyldige børn. Det blev til bogen: Generalens søn - En Israelers rejse i Palæstina.

Miko Peled: ”Generalens søn – En israelers rejse i Palæstina”. På dansk ved Jens Olsen. Forlag: Vindelsti. 301 sider, illustreret. Pris: 249,95 kr. Udkom: 1. september. Bogen kan blandt andet bestilles på forlagets hjemmeside.

Anmeldelse skrevet af Per Schultz-Knudsen

”En fremmed er blot en ven, som du endnu ikke har mødt”. Dette citat af Johannes Møllehave kunne passende stå som et gennemgående tema for Miko Peleds selvbiografiske bog ”Generalens søn”, som forlaget Vindelsti netop har udgivet i en dansk oversættelse.

Bogen bærer undertitlen ”En israelers rejse i Palæstina”, men snarere end en rejse i Palæstina er det en beskrivelse af den udvikling, som Miko Peled har gennemgået i forhold til konflikten mellem Israel og dets palæstinensiske naboer, som netop har været uhyggeligt højaktuel i denne sommer. Faktisk beskriver Miko Peled ikke blot sin egen rejse, men også sin fars, general Matti Peleds, rejse i forhold til konflikten.

Peled-familien er erklærede zionister, som går ind for en jødisk stat. Matti Peled deltager i befrielseskrigen i 1948, hvor han vinder stor hæder, og bliver derefter mangeårig general i IDF, den israelske hær. Flere af de mest indflydelsesrige personer i Israel, bl.a. senere premierministre, har deres gang i Peled-familiens hjem op gennem 1950’erne og 1960’erne. Matti Peled er også generalen, der i 1967 får presset den daværende israelske regering til at indlede et overraskelsesangreb på Egypten. Det, der førte til seksdags-krigen.

Men netop den krig fører også til Matti Peleds brud med hæren. Den grundlæggende officielle årsag er, at IDF’s ledelse vælger uden politikernes godkendelse også at besætte Vestbredden og Gaza-striben, som indtil da var områder udenfor Israel. Under sin personlige rejse finder sønnen Miko ud af, at der også er en mere blodig årsag, nemlig en massakre, som israelske soldater kort efter besættelsen udfører på en gruppe palæstinensere i Gaza. En massakre, som aldrig er kommet til offentlighedens kendskab, men som Miko under sin ”rejse” finder dokumenteret i papirer fra datiden, bl.a. indberetninger fra hans far til den israelske regering, som imidlertid undlader at retsforfølge dem, der gennemførte massakren.

Fra at være en fremtrædende og succesfuld general, der kæmper for en stærk jødisk stat, bliver Matti Peled mere og mere overbevist om, at hvis der skal blive fred i området, så skal der findes en tostat-løsning, så også palæstinenserne får deres egen stat. Denne overbevisning bliver styrket via de relationer, som Matti Peled bl.a. får med den daværende palæstinensiske leder Yasser Arafat. Sammen skaber de fredsaftalen, som senere giver Arafat, Rabin og Peres Nobels fredspris. Matti Peled dør 10. marts 1995 og får en begravelse med fuld militær honnør, og med deltagelse af både repræsentanter for Yasser Arafat samt den yderste venstre- og højrefløj i israelsk politik.

Miko Peled vælger ikke at gå i sin fars fodspor – hverken de militære eller de fredsskabende. Han rejser til USA, hvor han bliver karate-lærer. Men han føler sig stadig som israeler, er erklæret zionist, og ønsker en tostat-løsning, en jødisk stat og en palæstinensisk. Men han er ikke politisk engageret.

Men i efteråret 1997 sker der en tragedie i Peled-familien. Miko Peleds 13-årige niece, Smadar,  og nogle veninder bliver dræbt ved en palæstinensisk selvmordsangreb i centrum af Jerusalem. I stedet for at føle et ønske om hævn føler Miko Peled et behov for at finde ud af, hvad der kan få et par unge mænd til at dræbe uskyldige børn.

Det bliver startskuddet til en flerårig rejse, som ændrer hans verdensbillede. Han får fjernet mange af sine fordomme – både de negative om palæstinenserne og de positive om forholdene i Israel. Trods modstand i sin egen familie og trods en frygt for, hvad der kan ske ham (familiens modstand bygger også i høj grad på frygt), vælger Miko Peled at opsøge palæstinensere og skabe relationer til dem, både palæstinensere bosat i USA, i Israel og i de besatte områder, Vestbredden og Gaza. Overalt møder han et grundlæggende ønske om fred, selv blandt højtstående tidligere Fatah-medlemmer. Stort set alle vender sig også mod voldelig modstand, men iværksætter i stedet fredelige demonstrationer og aktioner mod bosættelser, der tager deres jord, og muren, der afskærer dem fra det jord, som de må beholde – og bliver ved med det, selv om de fredelige aktioner mødes med vold fra den israelske hær. Til gengæld må han lide den tort flere gange at blive tilbageholdt af det israelske militær, fordi han bevæger sig ind i områder, som regeringen har forbudt jøder at betræde.

Rejsen ender for Miko Peleds vedkommende med, at han forkaster tostat-løsningen som midlet til at skabe fred i Israel/Palæstina. Han forlader også ønsket om en jødisk stat, der som det nuværende Israel bygger på apartheid, hvor jøder har en række privilegier, som israelske borger med palæstinensisk baggrund aldrig kan opnå. I stedet mener han løsningen er oprettelsen af en sekulær stat, hvor alle borgere uanset religion eller kulturel baggrund er ligeværdige.

Bogen bør læses af enhver, der blot interesserer sig det mindste for konflikten i Israel/Palæstina. Uanset hvilken forudfattet holdning man har til konflikten, er jeg sikker på, at man vil finde overraskende oplysninger om forholdene og menneskerne i såvel Israel som Vestbredden og Gaza. Personlig har jeg igennem mange år fulgt udviklingen i Israel og de besatte områder, og i den forbindelse været kritisk overfor den politik, som de skiftende israelske regeringer har ført, men jeg måtte igennem bogen notere mig nye oplysninger – både positive og negative – omkring forholdene i Israel og israelerne, ligesom bogen også skabte ny viden om forholdene på Vestbredden og palæstinenserne, som bor der.

Og så er bogen et lærestykke i, at man ikke skal dømme personer ud fra frygt og fordomme, men i stedet skaffe sig sit eget indtryk af en person ved at oprette relationer til vedkommende. Personer er netop personer og ikke blot individer, der indgår i en ensartet gruppe.

 

 

Kolofon

Personalisme.dk     |     Copyright 2011     |     Siden er udviklet af Cura     |     Kontakt: cura@cura.dk