Advarsel! Ensomhed dræber!

17.11.2011  |  Af  Anne Bjerregaard Bang

”Jeg har brug for noget alenetid.”

Vi kender alle sammen følelsen af at være mæt. Af samvær, nærvær, problemer, udfordringer. Bare lige for et øjeblik at skrue ned for musikken, slukke for telefonen og tage et varmt karbad. Eller hvad man nu gør. Dér hvor man bare er. Alene.

Ensomhed er lige så farligt som rygning. Det fremgår af en ny amerikansk undersøgelse, som i denne uge blev rullet ud i den danske presse.

Det er i sig selv nok et overraskende faktum, at for meget alenetid er lige så usundt for helbredet som at indhalere de upopulære cigaretter. Men at ensomhed er usundt, det kommer ikke bag på mig.

Mine alenetider er mit privilegium. Og et resultat af, at jeg normalvis er det modsatte af alene; i et fællesskab. Men for dem, der ikke er så priviligerede at være en del af et fællesskab, er alenetid pludselig konstant. Ensomhed.

Og ensomhed dræber, viser undersøgelsen. Derfor må udgangen være, at fællesskab og relationer giver liv.

Vi er mennesker, som er sat ind i fællesskaber. Sådan tror jeg, det oprindeligt er tænkt. Vi fødes ind i fællesskaber, symbioser. Det er vores naturlige habitat - at omgås vore forældre, søskende. Selvom det er naturligt at have behov for alenetid, så er det naturstridigt at leve i ensomhed.

Mit ønske kunne være, at vi satte lige så stor fokus på at nedbringe ensomhed som på at stoppe folk i at ryge. Med markante sort-hvide klistermærker gøre opmærksom på, at ensomhed dræber, ensomhed skader dig selv og dine omgivelser – som et resultat af EU's Ensomhedsdirektiv.

Ensomhed kommer nok aldrig på finansloven – det skulle lige være udgifterne til dens symptombehandling. Men et stærkt civilsamfund, klubber, foreninger, tilbud om fællesskaber, de bør understøttes. Og opsøges.

Personligt har jeg nu taget en beslutning om at bruge min alenetid på andet end karbad og pedicure. Jeg er sikker på, der findes mennesker i min by, der kan bruge mit selskab til et fællesskab.

 

Kolofon

Personalisme.dk     |     Copyright 2011     |     Siden er udviklet af Cura     |     Kontakt: cura@cura.dk