'Vi kan jo ikke redde hele verden'

05.12.2011  |  Af  Leif E. Kristensen

Bryder man sig ikke om modpartens holdninger, kan man altid forsøge sig med at betegne dem som naive. Det er en strategi, man stort set hver dag kan se anvendt i den politiske debat. ”Danmark kan jo ikke redde hele verden,” er en typisk udtalelse vendt mod f.eks. forslag om forhøjelse af udviklingsbistanden, eller at Danmark skal tage imod flere FN kvoteflygtninge.

Bortset fra at argumentet er usagligt – da der normalt ikke er nogen, der påstår, at Danmark skal redde hele verden – rammer det også i personalismens tankegang helt ved siden af.

For det første er det en afpersonalisering af mennesket at tale om ”hele verden” – når dem, vi vil hjælpe er mennesker, der skal mødes som enkeltpersoner. Og nej, ingen kan ”redde” alle, men det har uendelig stor værdi at ”redde” så mange som muligt. Fordi hvert enkelt menneske er værdifuldt.

For det andet skal det ikke undervurderes, hvad et enkelt menneske eller nogle få mennesker rent faktisk kan udrette. Hver dag er der verden over eksempler på, at et enkelt menneskes handling kan sætte store ting i gang – for slet ikke at tale om, hvad vi kan udrette, når vi handler i fællesskab. Et af de mest kendte er, da den sorte kvinde Rosa Parks den 1. december 1955 i en bybus i Montgomery nægtede at overlade sit sæde til en hvid mand, og det blev startskuddet til den første store kampagne i den amerikanske borgerrettighedsbevægelse – og et vigtigt symbol for hele bevægelsen.

Og for at tage et eksempel i anledning af, at FN’s klimakonference i dag indledes i Sydafrika: Da den danske regering for et par uger siden fremlagde et ambitiøst klimaudspil, var der kritik fremme, der gik på den samme melodi: Hvad nytter det, at et lille land som Danmark sætter høje mål? – det batter jo ingenting i den store sammenhæng? Vi kan jo ikke redde hele verden…

Jo, engagerede enkeltmenneskers – og ambitiøse små landes – handlinger kan i høj grad sætte sig spor. Hvilket man i øvrigt også sætter ord på, både i den tidligere og den nuværende regering, når man taler om ”Danmark som foregangsland”.

I personalismens optik er problemet ikke de naive, men dem, der resignerer: ”Hvad skal det nytte?” ”Vi kan jo alligevel ikke redde hele verden.” Historien viser, at forandringer begynder med, at mennesker tænker ”ud af boksen”, forestiller sig, hvordan tingene kunne være. Som dissidenterne i Østeuropa, der forestillede sig at leve i frihed uden et undertrykkende system – som sorte amerikanere, der ikke gav op, men kæmpede imod raceadskillelse – som sydafrikanere, der forestillede sig et Sydafrika uden apartheid. Og undervejs blev betragtet som håbløst naive...

Og som i dag mennesker ud over jorden, der ikke har givet op, men forestiller sig, at de mange konsekvenser af klimaændringerne, der allerede nu er en realitet, kan få verdens ledere til at besinde sig og handle, før det er for sent. Og få den vestlige verdens befolkninger til at indse og acceptere, at det er nødvendigt, at vi ændrer livsstil.

 

Kolofon

Personalisme.dk     |     Copyright 2011     |     Siden er udviklet af Cura     |     Kontakt: cura@cura.dk