Der er brug for et opgør med kernefamilien

19.12.2011  |  Af  Bruno Langdahl

Vi har ondt i fællesskabet. Flere dør i ensomhed. Og landets anonyme rådgivningslinjer melder om et stigende antal opkald om ensomhed – fra unge og gamle, mænd og kvinder og fra alle samfundslag. Ensomhed og opløste fællesskaber er en udfordring, som råber på et svar.

I den politiske samtale har de værdikonservative debattører stort set monopol på erkendelsen af, at ensomhed og afkobling følger i slipstrømmen af den vestlige modernitets individualisme. Man taler i denne lejr om den manglende sammenhængskraft i samfundet, faderrollens forsvinden og et manglende fælles moralsk grundlag. Modsvaret, vejen frem, er en tilbagevenden til kernefamilien med dens forpligtende og stabile relationer.

Der er flere problemer ved dette svar – og god grund til at udvikle nye.

Kernefamilien er ikke en naturtilstand eller et særligt oprindeligt habitat for mennesket. Faktisk er den snarere individualismens søster. Begge fænomener er børn af industrialiseringens borgerskab og herfra udbredt til de øvrige dele af samfundet.

I resonans med individualismen var kernefamilien en frakobling. De hjemlige værdier, som familieformen repræsenterede, var en venden sig fra slægten og det øvrige samfund og mod de allernærmeste.

Spørgsmålet er derfor, om kernefamilien er en tilstrækkelig institution, når det drejer sig om at skabe sammenhængskraft og inklusion. Betydningen af de nære, tillidsopbyggende, dannende og forpligtende relationer mellem generationerne kan ikke undervurderes. Men hvad med dem, som ikke er koblet på?

Måske giver det faktisk mening at ”vende tilbage” for at finde vejen frem.

Før industrialiseringen var storfamilier, slægter, klaner, stammer og andre mellemstore fællesskaber vigtige samfundsopretholdende institutioner. Sammen med strukturerne i den nærmeste familie udgjorde de et tæt, naturligt fletværk af meningsbærende relationer.

I 2009 udvidede mere end 4.000 danske husstande antallet af beboere fra én til flere familier. Mange nye boliger bliver bygget separat, men med fællesrum og køkkener. Tendensen med nye boformer, hvor kernefamilier, singler og andre familietyper lever sammen, er sandsynligvis stigende.

Måske er det bedste modsvar til ensomhed og afkobling ikke (kerne-)familiepolitik og (kerne-)familieværdier – men at understøtte tendensen med de nye boformer. At udvikle en stamme-orienteret boligpolitik. Eller give klanerne bedre muligheder for at drive børnepasning – eller plejehjem. Måske gøre det muligt at overføre fradrag inden for en udvidet husholdning...

Er ensomhed og afkoblethed et resultat af den vestlige individualisme, er der brug for at udvikle nye og mere radikale alternativer end kernefamilien.

 

Kolofon

Personalisme.dk     |     Copyright 2011     |     Siden er udviklet af Cura     |     Kontakt: cura@cura.dk