Sexmisbrug er et relationelt misfoster

23.01.2012  |  Af  Anne Bjerregaard Bang

For tiden vælter det ud af skabet med historier fra hele landet om børn, der er blevet seksuelt misbrugt af deres nærmeste. Som oftest deres egne forældre.

Dem, der ved noget om det, siger, at der ikke er kommet flere tilfælde end førhen. Nu taler vi bare om det, og “Brønderslev-sagen” prikkede hul på bylden til adskillige andre sager, der bliver ved med at overraske - og forfærde - i alt deres gru og kynisme.

Et seksuelt overgreb mod et barn, som endda ofte er overgriberens eget kød og blod. Det virker på de fleste både frastødende og utænkeligt. Det bryder med forestillingen om, hvordan forældre skal drage omsorg for deres børn og skærme dem mod ondt.

Ud fra et personalistisk perspektiv er de utallige sexovergreb om muligt endnu mere triste. Det allernæreste fællesskab, et menneske kender til, familien, bliver krænket på det groveste af netop de mennesker, der burde udgøre sikkerhedsnettet og ikke mindst arketypen for fremtidige relationer. Et destruktivt og mistroisk mønster er skabt; ikke blot til omverdenen, men ofte også, som vi hører det om seksuelt misbrugte, til dem selv, deres krop og deres selvbillede.

Og det stopper ikke der. Det kan med al statistisk tydelighed konstateres, at udsatte børn og unge ikke “har det fra fremmede”. Man kan ikke andet end det, man har lært. På den måde nedarves et relationelt misfoster fra generation til generation, fra relation til relation, og således opstår ikke kun udgiftstunge kommunale poster inden for anbringelser, plejefamilier og retssager, således spredes misfosteret også år efter år til personer, der så at sige er født chanceløse og som lider i hemmelighed og skam.

Vi har som samfund ikke kun et ansvar, men også en interesse i at gribe de mennesker, der er svigtet og på det groveste sendt i frit fald af deres nærmeste relation. Det er kun på tide, at kommunerne får opsang på opsang, og der uddeles ture i vridemaskinen til de overordnede, de myndigspersoner, der alt for længe lod tvivlen komme misfosteret til gode. Jeg kan ikke forestille mig nogen anden kommunal opgave, der måtte veje tungere i stakken på skrivebordet.

De sager, der for tiden vælter ud af skabet, kan forhåbentlig tilføre opmærksomhed og midler til området. For det har tydeligvis ikke været gjort godt nok indtil nu. Og vi har som samfundet, den store relation, ikke råd til, at vores bestanddele og små relationer visner og dør, før de reelt har fået chancen. Det handler jo om os alle sammen.

 

Kolofon

Personalisme.dk     |     Copyright 2011     |     Siden er udviklet af Cura     |     Kontakt: cura@cura.dk