Den lange rejse... mod individualisme

01.02.2012  |  Af  Jonas Norgaard Mortensen

Johannes V. Jensens store fortælling om "Den lange rejse" står som et moderne storværk, der forsøger at erstatte andre store kosmologiske narrativer om mennesket med en ny fortælling, som hviler på darwinisme, naturvidenskab og individualitet. Fortællingens fatale blinde punkt og forklarelsesproblem er dog relationerne; hovedfiguren Dreng må være blevet født og hjulpet - ligesom hans partner Moa.

Det moderne, ja selve civilisationen, blev udviklet, fordi vi blev selvhjulpne individer i stedet for fællesskabsbaserede personer. Det er kort sagt analysen og moralen i den danske forfatter Johannes V. Jensens store værk om "Den lange rejse", der forsøger at skrive den store modernistiske fortælling ud fra darwinismen og individualismen.

I fortællingen "Den lange rejse: Bræen" fortæller Jensen en skabelsesberetning om, hvordan hovedfiguren Dreng bliver isoleret fra sit urfolk, der vandrer sydpå, hvorefter han lærer at klare sig selv på istidens bræ. Ifølge Jensens analogi bevirker denne isolation, at Dreng udvikler sig til at blive et menneske, der kan klare sig - overlever.

Ligesom modernismens individualisme glemmer de relationer, som har undfanget den enkelte person, født det, sikret dets overlevelse og skabt dets kulturelle, materielle og strukturelle udfoldelsesmuligheder, så glemmer Johannes V. Jensen fællesskabet i sin modernistiske skabelsesberetning om hovedfiguren Dreng.

Ifølge Jensen var Dreng et barn af urfolket, men de var ifølge fortællingen ikke mennesker, men blot levende skabninger.

På det tidspunkt, hvor Dreng er blevet et rigtigt menneske, igennem sin isolation og emancipation (løsrivelse fra afhængigheden) fra urfolket, møder han ud af ingenting pigen Moa.

Forklaringsproblemerne er til at få øje på, for enhver der kender bare lidt til blomsten og bien ved, hvordan mennesker kommer til verden og bliver draget omsorg for og udfolder sig igennem relationer, ikke bare i sine første leveår, men igennem hele livet.

Jensens modernistiske værk står tilbage som et illustrativt literært monument for individualismens selvmodsigelse og løgn, men tankegangen har ikke desto mindre gennemsyret vores samfund, hvor vi fejlagtigt tror, at emancipation, løsrivelse fra afhængighedstilstande, også kræver, at vi bliver uafhængige af andre, vores medmennesker. At vi gør vores nære til fjerne. At vi bliver et individ i kraft af vores egen individualistiske overlevelse, ligesom Dreng i Jensens modernistiske paradigme.

Men ligesom med Dreng er det et åbenlyst forkert livs- og menneskesyn. Både fordi mennesker viser deres relationelle karakter igennem hele livet, men også fordi mennesker som åndsvæsener vil andet og mere end bare overleve. Vi vil leve - og det kræver relationer og fællesskab.

 

Kolofon

Personalisme.dk     |     Copyright 2011     |     Siden er udviklet af Cura     |     Kontakt: cura@cura.dk