En samtale på perronen på Langgade Station

21.02.2015  |  Af  Karen Lumholt

Omar Abdel Hamid El-Hussein likviderede med koldt blod to civile danskere i København, sårede fem politifolk og spredte sorg, frygt og ængstelse i hele Danmark. Han var en hård kriminel fra Ydre Nørrebro, dømt flere gange, aggressiv og voldelig. Kan man se sådan en mand i øjnene og tale med ham om hans tanker? I 2011 mødte jeg på Langgade Station en ung mand ved navn Omar. Jeg ved ikke, om det var ham. Men det kunne det godt have været.

Jeg tror det var Omar Abdel Hamid El-Hussein, men jeg ved det ikke. De andre kaldte ham Omar, og det er der jo mange, der hedder. Men det kan også have været en af de andre unge forhærdede af hans slags. For hvem det kan gå godt – eller skidt. For ham gik det skidt, meget skidt. 

Her er historien om mit møde med Omar:

Jeg gik Natteravn, som jeg har gjort i ti år. Med de gule jakker gik vi på Langgade Station - rutinemæssigt en tur på perronen og tilbage igen. Der stod en flok unge drenge, og som vi plejer går vi lige hen til dem og spørger, om der er gang i byen i aften og den slags. Han stod selv i udkanten af gruppen, og jeg kunne se at han havde en anderledes attitude. 

De var ikke fra Valby, men fra Nørrebro, sagde de. De havde været en tur rundt i Valby. Nu var de på vej hjemad eller videre ud i byen. Senere har jeg hørt fra en af mine venner, der kender bandemiljøet, at Nørrebro-drengene tit tager til Valby og laver ballade – og omvendt.

Jeg faldt i snak med ham, måske fordi jeg bemærkede, at han ikke rigtig var en del af gruppen. Han virkede kvik, nærmest rastløs. Jeg spurgte hvad han hed. "Omar", sagde han. "Er du fra politiet?" "Nej, det ved du sgu’ da godt at jeg ikke er, jeg er Natteravn", sagde jeg. "Pas på ham for fuck, han er kraftedeme sindssyg", råbte en af drengene i gruppen, fnisende.

Jeg tog det i kke så tungt. Gennem mange år i Valby har jeg erfaret, at den slags drenge gerne vil virke farligere end de er. De gør ikke velmenende midaldrende damer noget, tænkte jeg. Jeg var muligvis naiv, men ind i mellem kommer den naivitet mig  til gode.

"Hvad laver I i aften", spurgte jeg, med den oprigtige omsorg, man kan tillade sig at udvise over for fremmede, når man næsten har nået bedstemoralderen. "Vi nakker folk, hvis de laver lort", svarede han prompte og sendte mig et “Nåh, ka du ta’ den”- blik. "OK, det tror jeg så ikke helt, for så havde jeg nok læst om det i avisen", svarede jeg relativt uimponeret og med bedstemor-agtige ro. At jeg insisterede på samtale, var ubekvemt for ham, det var tydeligt. 

"Han går med kniv", råbte endnu en af drengene, stadig i håbet om at gøre mig nervøs. "Jaja", sagde jeg, "men jeg tror ikke han har tænkt sig at bruge den på mig". Min attitude var fortsat som om jeg var i Jysk for at tage mål til en voksdug. Jeg følte mig på en mærkelig måde fuldstændig tryg, hvilket nok skyldes mine mange år blandt børn og unge, også dem, der går med kniv. Man kan mærke, om der er grund til at være nervøs.

 Så fik jeg den indskydelse at spørge ham, hvad han havde tænkt sig at bruge sit liv på. Der var noget i hans udtryk, der gjorde mig nysgerrig. "Jeg vil dø ung", svarede han med klar stemme – han gik helt klart efter at sætningen skulle have en vis effekt. "Jeg har tænkt mig at springe ud foran et tog", tilføjede han. Hans publikum  omfattede nu også de andre drenge. "OK", sagde jeg, som om sætningen var en del af en jobsamtale. "Og hvis nu du ikke skulle det, hvad kunne du så godt tænke dig?"

Flokken trak sammen bag hans ryg, en 5-6 drenge mellem 17 og måske 23 år. De pegede på ham og på deres egne hoveder, drejede rundt med en pegefinger og pegede igen over på ham. “Han er helt fucked”, var der en, der sagde. "Han er fucking god til karate", var der en, der syntes, at jeg skulle vide. "Nej det er sgu da boksning", var der en anden, der sagde. I gruppen var der en vis stolthed over ham, kunne man mærke. Men de vidste ikke rigtig, om de kunne lide ham. 

Det varede lidt før han svarede mig på mit spørgsmål. "Jeg vil gerne være rig! Tjene penge. Købe et hus og en bil. Ha en kone og nogle børn og sådan noget". "Nå", sagde jeg og konstaterede, at vi nu førte en form for samtale. "Har du nogen planer om, hvordan du vil komme derhen?" 

Den næste del af samtalen var forholdsvis normal og uden for meget spil for galleriet. Han havde været i gang med en uddannelse, men var sprunget fra, fordi han ikke kunne koncentrere sig. "For meget hash", råbte en af de andre. Hvorefter de alle på skift beskyldte hinanden for at ryge for meget hash, naturligvis grinende.

"Han er fucking god i skolen", konstaterede en af de andre. "Men jeg gider det kraftedeme ikke", sagde han.

Hvad skulle der til for at ryge mindre hash, spurgte jeg med en nysgerrighed, som om jeg var diætist og var ved at lægge en kostplan. "Et job, hvor jeg ku tjene penge", kom det prompte. "De der penge snakker du meget om", bemærkede jeg med en jovialitet, som nogle gange opstår, bare fordi man står over for et menneske, der i bund og grund er lige så uperfekt, som man selv er. "Han tjener sgu flere penge ved at lave kriminalitet", sagde en af de store drenge. Det var en ret udramatisk konstatering.

"Men der er vel jobs at få - fx inden for transport, hvis man har et kørekort", mente jeg, og det forekom mig, at det irriterede dem lidt, at samtalen tog en fuldstændig hverdagsagtig drejning. "Man kan ikke få job, når man har lavet kriminalitet", sagde han tørt. 

Jeg spurgte om hans baggrund. Han fortalte at hans forældre var vokset op i Jordan, at han selv havde boet der, at forældrene var palæstinensere, og at han selv var dansker. Men at han også følte sig som palæstinenser. Jeg kom til at tænke på, at jeg havde hørt nogen sige, at de unge drenge med dansk-palæstinensisk baggrund var overrepræsenteret i fængslerne.

"Jeg er palæstinenser og jeg bor i et land, der fucking støtter Israel, men jeg er alligevel dansker", sagde han. "I Skandinavien har vi faktisk haft et OK forhold til PLO", sagde jeg, som om jeg talte med et oplyst menneske. Kredse i arbejder- og fagbevægelsen støttede i mange år PLO. Men så kom de på EU’s terrorliste. "Danmark gør alt hvad USA siger, en fucking luder", sagde han og virkede vred.

Så gik der geopolitik i den. Vi talte om det arabiske forår, der gik helt galt. Om Israel og Palæstina-konflikten. Og om Danmark som krigsførende nation. Han virkede ret velorienteret om det hele. Hans sprogbrug var dog meget anderledes end min.

"Danskerne er fucking hjernevaskede", sagde han. "De hører det kun fra USA’s og jødernes side". "Danmark har været tæt allieret med USA i mange år og USA er tæt allieret med Israel, sådan er det", sagde jeg. "Danmark er et lille land, der ikke kan overleve uden allierede". Jeg forsøgte at få det til at lyde udramatisk. "Men jeg er enig med dig i at det liv, palæstinenserne lever i Gaza og på Vestbredden, det kan man ikke ønske for sin værste fjende. Det er en tragedie…"

Vi talte politik, helt almindeligt. Ligesom når man taler med andre unge, som kan være meget firkantede, aggressive og fordømmende, hvis man ikke mener det samme. Og hvor den voksne hele tiden må komme ind med indlevelse i de vrede følelser, men må supplere billedet så det bliver mere helt, med baggrund og nuancer. 

Ikke et ord om islam. Han nævnte ikke religion med ét ord. Det var Palæstinas skæbne og USA’s magt i verden sammen med Israel, der var genstand for hans blodige vrede.

Jeg fortalte at jeg var kandidat til Folketinget (det var jeg dengang i 2011). Han syntes det var “fucking sindssygt” at tale med en politiker. Jeg sagde, at vi kunne prøve at holde kontakt og måske skrive noget sammen. At de ting han sagde om hvorfor det havde været svært at færdiggøre uddannelse og få arbejde var vigtigt at få skrevet og sagt. Jeg gav ham mit visitkort.

"Han er fucking syg i hovedet, mand, du taler fucking til ham som om han er klog!" "Nåh ja", sagde jeg. "Jeg kan da godt høre han er en meget vred mand, men han er da heller ikke helt dum!"

Da toget kom, tog flokken videre. Jeg ved den dag i dag ikke, om Omar var Omar Abdel Hamid El-Hussein, men han lignede ham. 

For to et halvt år siden begyndte den rigtige Omar Abdel Hamid El-Hussein på VUC i Hvidovre og fik 12 i matematik. I november 2013 begik han et knivoverfald på Ny Ellebjerg Station i Valby. Han kom i fængsel, men tog sin HF-eksamen i fængslet med gode karakterer.

Kilder siger, at han i fængslet snakkede om, at han ville til Syrien og kæmpe for Islamisk Stat. 

14 dage efter at Omar Abdel Hamid El-Hussein kom ud af fængslet, skød og dræbte han først en 55-årig filminstruktør, som flere af mine gamle kolleger i DR kender og husker som et utrolig sympatisk menneske. Bagefter dræbte han en vagtmand foran den jødiske synagoge, den 37-årige Dan Uzan, som to af mine nære venner kender godt. På alle måder har tragediens aktører derfor for mig fået ansigter på.

Jeg tror ikke Omars møde med mig er noget, han huskede bagefter. Han var formentlig dopet af en eller anden slags stoffer. Men for mig var mødet vigtigt. 

Jeg vidste, da jeg kom hjem den nat fra vandring med Natteravnene, at jeg havde mødt en fyr, som var fuldstændig ”fucked up”, og at det skræmte mig. Man kunne mærke, at den mand var en tikkende bombe. Samtidig så jeg ham som et menneske. Et kynisk og hadefuldt menneske, men et menneske, som det kunne være gået godt for. Nu gik det skidt og det gør mig faktisk ondt. 

 

Kolofon

Personalisme.dk     |     Copyright 2011     |     Siden er udviklet af Cura     |     Kontakt: cura@cura.dk