Hvad nu hvis vi stemte med fødderne og gik den modsatte vej?

20.03.2015  |  Af  Af Karen Lumholt, direktør for tænketanken Cura

Udkantstema: Udkanten kan blive den uventede kant, hvorfra det nye kommer - en bevægelse skabt af mennesker, der vil et liv i overensstemmelse med deres værdier. Muliggjort af en ny andelsøkonomi, it-baserede mikrovirksomheder og erhvervsdrivende som ildsjæle.

Læs Karen Lumholts bidrag til antologien "Oprør fra udkanten. Mulighedernes Land 2.0", som udkom den 27. marts. Se mere om antologien og bevægelsen "Oprør fra Udkanten" her.

Det er i bund og grund dybt krænkende som menneske at få at vide, at ”udviklingen”, den må du bare lystre. Du kan ikke stille noget op. Du har ikke et frit valg. Centralisering og urbanisering kan vi ikke kæmpe imod.

Selvfølgelig kan vi kæmpe imod udviklingen, hvis vi er mange nok, der sammen stemmer med fødderne og skaber noget nyt i små eller større selvvalgte fællesskaber.  [1]

Hvad nu hvis vi spredte nyheden om, at på landet er der mere tilfredshed med livet end i storbyerne[2], for her er relationerne i centrum og arbejde og familieliv er mere i balance, fordi du kan nøjes med at arbejde mindre. Børnene har en friere opvækst tæt på naturen - i hvert fald der, hvor der endnu er en skole. Med lavere leveomkostninger kan i hvert fald én af forældrene ernære sig som selvstændig hjemme fra computeren og fremtiden på landet vil byde på masser af nye digitale arbejdspladser og nye servicevirksomheder, der baseres på mikrofundig og deleøkonomi.

Hvad nu hvis vi spredte budskabet om, at det faktisk kan lade sig gøre at leve et bedre liv - på landet?

Mange ønsker ikke at leve et liv, hvor de slaver otte timer dagligt i store kontorlandskaber, hvorefter de pendler hjem gennem tæt trafik til grå boligområder, hvor hverken naboer, familie eller venner har tid til at kigge ind – fordi også de har givet hele deres liv til ”produktionen”.  

Mange mennesker siger i disse år: Vi vil ikke! Vi vil være tro, mod det der betyder mest for os – familie, fællesskab, frihed.

Lyder det forkælet? Privilegeret? Elitært? Det behøver det ikke at være. Den gode nyhed er, at der ingen grund er til at blive inde i byen i alt for små og alt for dyre lejligheder med alt for lidt tid til børnene. Fremtiden på landet kan nemlig meget vel blive så lys, at den bliver attraktiv for de mange.

Et rationale som er lige så velbegrundet

Det logiske og økonomiske rationale bag urbaniseringen og centraliseringen kender vi alle og det lyder nogenlunde sådan her:

Der er ikke råd til at opretholde god offentlig service i de små samfund, når befolkningen på landet bliver ældre og ældre, idet de unge ikke vil bosætte sig her og betale skat. De unge flytter forståeligt nok efter uddannelse og jobs, hvilket hænger nøje sammen med de krav konkurrencestaten stiller.

Bevægelsen er selvforstærkende. Hvem vil bo på steder, som andre flygter fra? Der er altså intet at stille op. Vi må lukke de små samfund. Færdig.

Dette rationale har de fleste politikere og desværre også mange landkommuner taget til sig – de har opgivet ævred og ambitionen om at de tyndt befolkede områder har en fremtid som samfund.

Men - og dette MEN burde landkommunerne tage til sig som deres eget - ved siden af dette rationale ligger et andet og lige så velfunderet og logisk rationale, som lyder sådan her:

Mennesker gør af og til oprør, når deres livsbetingelser i for høj grad ikke længere stemmer overens med deres behov og natur. I byerne har hver femte en drøm om at flytte ud til noget mere grønt. Undersøgelser viser, at ca. halvdelen af alle forældre ville arbejde mindre og prioritere familien mere, hvis de havde økonomisk mulighed, dvs. havde råd til at gå ned i tid. Dette liv er muligt på landet.

Det er oplagt, at grupper af små og større familier eller vennekredse fra byen i de år der kommer vil flytte ud af storbyerne for at søge det gode liv på landet, sammen. Det vil flere steder være muligt at sådanne grupper opkøber huse i forladte landsbyer, og sammen tilfører de små samfund ny kraft.

Potentiale for oprør

Min påstand er altså denne: Der er potentiale for en bevægelse, der går den modsatte vej af urbaniseringen – et oprør. Flere undersøgelser viser, at et sted mellem hver fjerde og hver femte gerne vil flytte ud af byen. Frygten for krisen og yderområderne har stoppet dem - ikke lysten. 

Inden for de næste år, efterhånden som makroøkonomierne stabiliserer sig, uden at vi dog vil se et nyt vækstboom i Europa,, vil flere have mod til at gøre alvor af drømmen om at flytte på landet. 

Min påstand underbygges derudover af tre forskellige tendenser fra tre vidt forskellige  områder – teknologien, psykologien og familielivet. Lad mig uddybe.

1) Der er jobs at få på landet, fordi det i dag er uhyre let at starte og drive små virksomheder. Det gælder enmandsvirksomheder - selvbeskæftigelse er især oplagt for veluddannede med et godt netværk – det gælder mindre it-baserede virksomheder, hvor beliggenheden kan være hvor som helst - groft sagt kan du dirigere en fabrik i Kina fra en landejendom ved Silkeborg – det gælder små lokale servicevirksomheder finansieret gennem andele og mikrofunding, som jeg vil komme med eksempler på nedenfor, og små servicevirksomheder baseret på den hastigt voksende deleøkonomi, som primært kræver lyst til at omgås hinanden, hvilket også findes i udpræget grad på landet.

At jobmulighederne åbner sig på landet skyldes overordnet set fire ting: 1. De mange services, som ikke længere bliver udbudt af det offentlige, fx buskørsel, 2. de lave etableringsomkostninger og 3. det relativt ringe bureaukrati og kommunernes fokus på at hjælpe iværksættere til rette – og 4. teknologien, der er lige ved at være på plads. Så snart bredbånd og fibernet er tilgængeligt i alle kommuner – og det gør man klogt i at sikre fra såvel kommuners som teleselskabers side - vil teknologien for alvor kunne flytte mennesker fra by til land. 

2) Vi er som hypermoderne storbymennesker ved at nå en grænse for hvor kompleks, individualiseret og fremmedgjort en hverdag, vi som natur kan rumme. Både unge og voksne reagerer i disse år mod et for højt niveau af præstationspres og individualisering. Vi reagerer med stress, angsttilstande, depressioner og andre tegn på mistrivsel. 35.000 danskere er sygemeldt pga. stress hver eneste dag, 430.000 danskere, hvilket er ca. 12 procent af befolkningen, vurderes dagligt at have symptomer på alvorlig stress.

Mange længes efter et fællesskab der giver mening, sammenhæng, tilknytning og ro - måske også en mere enkel livsopgave. På landet er dette muligt – enten ved at blive optaget i eksisterende små samfund eller ved at danne nye fællesskaber (communities) af udflyttere i kolonier.

3) I øjeblikket siger en voksende andel af veluddannede forældre fra over for et alt for presset familieliv med udearbejdende forældre og institutionsbørn, der bliver passet i for mange timer. Den nye generation af forældre vil et arbejds- og familie i balance. Fremtidsforsker Anne Skare har underbygget, hvordan denne tendens tager fart og at det i fremtiden vil give mere personlig prestige at have et godt familieliv end at have en stor stilling i Danske Bank. Livsfasepolitik vil blive et alment accepteret begreb. Vi vil holde flere pauser fra arbejdslivet midt i livet - mens børnene er små - og til gengæld arbejde i længere tid som ældre. 

Familier vil afsøge muligheder for at leve og bo på en måde, der inkluderer flere generationer og naboer i en art udvidet familie. Et familieliv hvor de gode relationer og det gode hverdagsliv er i centrum.  På landet er det muligt at eksperimentere med arbejds- og boformer uden fatale udgifter.

Denne søgen kan meget vel resultere i en ny bevægelse fra by til land.  

Det nye skabes nedefra – fem eksempler på at fremtiden allerede er her

Det nye kommer ofte fra en uventet kant - og sjældent oppefra. 

Murens fald var ikke forudset og kom bag på selv den politiske elite. Når menneskers behov ikke længere stemmer overens med systemet, sker det nye – hvis der samtidig er en forandring i økonomien, teknologien eller magtforholdene, der skaber en sprække - en åbning.  Berlinmuren faldt fordi mennesker var parate og modne og der samtidig var en åbning i systemet. 

Denne åbning er der nu, når det gælder Udkanten. Systemet slår revner. Det nye er allerede på vej. 

Jeg vil nedenfor beskrive det nye, som allerede sker, gennem fem eksempler fra den virkelige verden.

1. Skolen i partnerskab med borgerne

Den lokale skole er ikke bare en skole for børnene - den er samfundets kit, omdrejningspunkt for hele det lille samfunds liv. Lukkes skolen, vil det naturlige centrum i byen forsvinde. Børnefamilierne vil flytte fra eller ikke komme til. Skattegrundlaget vil forsvinde.

Skolen er den vigtigste institution i et lille samfund, den er bærer af alt, der er til fælles bedste i et tyndt befolket område. Det ved borgerne i de små samfund godt, de bakker op om skolen som et fælles anliggende. Eksempel: 

Sennels er en lille by i Thy med 877 indbyggere, som ligger i Sennels Sogn syv kilometer øst for Thisted. Her har borgerne udarbejdet en ny model for skolen, THY-skolen, som kan sikre at skolen ikke lukker. Skolen skal være et integreret tilbud til alle børn fra 3-12 år og samler den nuværende børnehave, SFO og skole fra 0. til 6. klasse. Skolen har selvstændig ledelse med en budgetansvarlig leder og en pædagogisk souschef. I skolens bestyrelse sidder desuden repræsentanter for byens borgerforening, områdets foreningsliv, herunder repræsentanter for hallen og andre faciliteter som skolen bruger, samt forældre.

THY-skolen indgår en partnerskabskontrakt med kommunen, så de sammen sikrer, at skolen ikke lukkes, så længe der er mindst 140 børn i skole og børnehave tilsammen.  På samme måde baserer THY-skolen sig på et partnerskab med lokalsamfundet, repræsenteret ved borgerforeningen, der ifølge oplægget skal have mindst 66% af byens voksne borgere som medlem. 

Modellen ovenfor vil gøre mange skoler og børnehaver i landdistrikterne bæredygtige – og gøre dem til et fælles anliggende for borgere, foreninger, politikere og myndigheder. Modellen vil kunne bruges af alle udkantsområder, hvor der nu er børnehave og skole, hvor de lokale engagerer sig og kan organiseres gennem en borgerforening.  

2. Dagligvarebutikken som forsamlingshus 

I Gedser på Sydfalster er Dagli’Brugsen ikke bare forretning, men også forsamlingshus. Brugsuddeler Leif Jeppesen arrangerer den årlige markedsdag, maddage som inspiration til nye retter, ølsmagning og andre arrangementer, som har massiv opbakning fra byens borgere. Butikken fungerer pga. den alm. butiksdød som både postshop, apotekerudsalg og bibliotek – men fordelen ved dette er, at Brugsen nu er stedet, hvor man mødes. Nede bagi butikken står folk tit og snakker og udveksler nyheder. Det er her man finder opslag fra boldklubben og fra lokale, der gerne vil bytte, sælge eller købe.

I Lynæs, som ligger i den sydlige ende af Hundested i det vestlige Nordsjælland, har Thomas Ingversen overtaget købmandsgården i Lynæs Havn. Først drev han den et par år som almindelig købmandsbutik, men efter at Rema 1000 er åbnet i Hundested, kan han ikke konkurrere på dagligvarer og har derfor omlagt til lokale specialfødevarer, delikatesser, økologi og Lynæs Madmarked. 

Hver torsdag kan borgerne i Lynæs og Hundested komme og spise et varmt måltid mad fra en velforsynet buffet af lokale fødevarer. Der er stuvende fuldt hver torsdag, hvor Lynæs-borgerne og folk fra Hundested møder hinanden og får snakket om, hvad der er sket siden sidst. 

Lynæs Madmarked bruges også til udstillinger af lokale kunstnere og der er udsalg af varer fra Specialinstitutionen Sølager, en socialøkonomisk landbrugsvirksomhed. 

3. Købmanden som lokal ildsjæl

For at støtte Thomas Købmand, som han bliver kaldt lokalt, kan man tillige købe en tag til fx 1000 kroner. En tag er en elektronisk nøglering, som kan korrespondere med kasseapparatets computer i købmandsbutikken. Har du sat penge ind på din nøglering, kan du købe varer i Thomas’ butik uden kontanter. Når måneden er slut, og du har brugt dit indestående, har du været med til at sikre Thomas likviditet den måned. Med disse mikrodonationer sikres den lokale købmand mod likviditetsproblemer. Hver måned har han 100.000 kroner at købe ind for, som er betalt i forskud af de lokale støtter, der ser det som en lettelse at kunne gå til købmanden uden kontanter.

Som en del af madmarkedets aktiviteter er mikrofinansiering af lokal fødevareproduktion. Med madmarkedet som mellemled, går de lokale sammen om at finansiere bæredygtig produktion af fjerkræ, kalv, oksekød og svinekød, som derefter sælges lokalt.

Udover Lynæs Madhus har Thomas Ingversen været med til at starte Bryghuset på Hundested Havn, foreningen Hundested Erhverv, Lynæs Surfcenter, en lokal madskole for børn med mere. Hundested Havn blev i 2014 kåret som årets danske havn pga. de mange aktiviteter, som erhvervsforeningen har igangsat.

Hundested Erhverv er ikke bare en erhvervsforening, men en forening dem, der vil ”gøre en forskel og investere i Hundested”.  Alle virksomheder, foreninger og private, der har visioner for fremtidens Hundested, kan være med. Foreningen vil ”styrke samarbejdet mellem erhvervslivet, kulturinstitutioner, foreninger, ildsjæle og kommunen”.  

Iværksætteren og forretningsmanden er blevet en af lokalsamfundets vigtigste ildsjæle. Ildsjælen trækker andre ildsjæle med sig og af de lokale, der ønsker et levende nærsamfund, bakker op.

4. De digitale iværksættere

Danmark er det land i OECD, der har de bedste forhold for etablering af virksomheder, fordi bureaukratiet er nemt at håndtere og næsten uden omkostninger. Det er ekstra nemt at blive iværksætter på landet. Bolig- og etableringsomkostningerne er lave. 

Danmark har tradition for mange små og mellemstore virksomheder. Kun én ud af ti virksomheder i Danmark har mere end ti personer ansat. Vi er altså en nation af mikro-virksomheder – desværre med en for svag iværksætterkultur – indtil nu. 

Men i disse år bliver arbejdsmarkedet for de højtuddannede i stigende grad præget af projektansættelser og korte kontraktforhold. Mange højtuddannede vil derfor kunne se en fordel i at starte egen enmandsvirksomhed, som tilbyder services til andre. Med den digitale teknologi kan dette gøres fra en billig bolig på landet såvel som fra en dyr bolig i byen. 

Dertil kommer, at Danmark er et af de lande i verden, der er i top, når det gælder it-færdigheder og Danmark er generelt meget langt, når det gælder internethandel og offentlig kommunikation og service.

Det eneste vi i Danmark mangler for at det i langt højere grad bliver muligt at starte it-baserede virksomheder uden for de større byer er at borgere og iværksættere er sikret bredbånd, fibernet, ordentlig mobildækning og internet i toget, når man lejlighedsvis pendler.  

Det er da det mindste, regeringen og kommunerne kan gøre for de entreprenante sjæle i yderområderne.

5. Deleøkonomi og andelsbevægelse 2.0

Den digitale udvikling muliggør også en ny form for dele- og andelsøkonomi. Andelsbevægelsen 2.0 består både af mikrofunding som i eksemplet med Thomas’ butik, men kan også tage form som støtte til konkrete initiativer, som fx på hjemmesiden tagdel.dk hvor initiativtagere og idémagere finder donorer, som vil løfte et konkret projekt – såvel erhvervsmæssige som almennyttige projekter. Man kan støtte både med pengebeløb og med sin arbejdskraft, i et omfang man selv bestemmer.

Endnu mere potent og eksplosiv er den nye deleøkonomi. Allerede nu deler vi hjem via www.airbnb.com  og egne biler via tjenester som www.minbildinbil.dk. Vi deler designertøj, værktøj og plæneklippere, som der ingen grund er til at vi ejer alene. 

Deleøkonomien vil betyde, at mange traditionelle jobs vil forsvinde. Til gengæld vil der opstå et helt nyt marked for freelance- og småjobs, hvor private udlejer deres hjem og udbyder deres tjenester. 

Oveni dette vil vi tilbyde vores færdigheder via frivilligtjenester som www.frivilligjob.dk. 

Vi har kun set begyndelsen af deleøkonomien, som er gjort mulig via teknologien. Dens store potentiale er at den udnytter knappe ressourcer meget bedre, også dem der findes på landet.

Dens risiko er, at den skaber en paralleløkonomi, som ikke er solidarisk med staten. Den unddrager sig potentielt statens kontrol og overvågning. 

Til gengæld vil den åbne for et væld af nye muligheder for at skabe naturlige forpligtende fællesskaber omkring praktiske behov som transport, husholdning og diverse tjenester – og skabe relationer og fællesskaber, især der hvor der i forvejen er lyst til fællesskab, hvilket der typisk er på landet. 

Fællesskab og mening

De seneste 40-50 år har vi gennem produktivitetsstigning og kvindernes indtog på arbejdsmarkedet opnået en enorm velstand, hvilket har muliggjort en for menneskeheden hidtil uset grad af individualisering og frisætning fra familien, slægten, egnen og den historie, vi var indfældet i.

Frisætningen var en befrielse - et stykke af vejen.

Men lykkeforskningen, som er eskaleret de senere år og som undersøger, hvad der får os til at evaluere os selv som tilfredse eller lykkelige, peger entydigt på, at denne individualisering også kan skabe grobund for en enorm ensomhed. 

Menneskers lykke og tilfredshed hænger nøje sammen med det at have gode relationer og med at føle sig engageret. Vi bliver lykkelige af at høre til i et fællesskab - og ikke mindst af at bidrage til et sådant fællesskab. Menneskers lykke hænger nøje sammen med at have venner og familie – men det at føle, man hører til i et lokalmiljø, er også signifikant vigtigt for at vi har det godt.  

Med andre ord: Vi vil som mennesker rigtig gerne at nogen er noget for os – men endnu vigtigere næsten er det for os, at vi kan være noget for nogen. Det får os til at føle os lykkelige. Ensomhed derimod gør os syge – ensomhed er lige så livstidsforkortende som at ryge, spise usundt eller ikke at være fysisk aktive. 

Samtidig tyder meget på, at vi lider under online-samfundet eller 24/7-samfundet. Vi søger den lægende natur, lys, luft, årstidernes skiften, fred, tid og ro til at tænke sig om – kvaliteter, som meget ofte går tabt i de store byer.

De kvaliteter, som mange mennesker savner, vil de kunne finde på landet. Tidligere borgmester i Sakskøbing, Ole Løvig Simonsen, siger det sådan her: - Hvis vi selv vil være med til at ændre udviklingen og skabe en kvalitet, hvor borgerne siger ”Her vil vi gerne bo, her sker der noget, her er der samvær og sammenhold”, så må vi binde lokalsamfundet sammen og samtidig engagere folk der, hvor de står.

Det er det, der er ved at ske. Erhvervsliv og borgere tager selv sagen i egne hænder.  Det sker lige nu. 

”Lykken er som i går, hvor jeg var nede

på stranden og sætte drage op med min

søn og mit barnebarn. Det gav sådan en

”aah-følelse”. Det giver livsglæde og ro.”

Kvinde i 40’erne


[1] 20 procent af dem, der bor i storbyerne, drømmer i dag om at flytte ud til mere landlige omgivelser, hvis de kunne få det til at passe med job og transport.

[2] En undersøgelse, som Center for Landdistriktsforskning har foretaget, viser, at borgerne i landområderne er mere lykkelige end borgerne i de danske storbyer. 48 procent af borgerne på landet føler sig "meget lykkelige". I storbyerne er det under 40 procent.

 [4] Det indgår også i modellen at THY-Skolen samarbejder med de nærmest liggende skoler om mobilisering af fagligt personale. Se mere om modellen her:  høringssvar fra sennelsborgere inkl underskrifter

[5] www.hundestederhverv.dk

[6] www.lykkeforskning.dk

 

Kolofon

Personalisme.dk     |     Copyright 2011     |     Siden er udviklet af Cura     |     Kontakt: cura@cura.dk