Mine refleksioner over begrebet Det Fælles Bedste

19.05.2015  |  Af  Andreas Lloyd

En af de ting, som jeg forbinder med ”det fælles bedste” er ordet Fælled. 

I gamle dage var fælleden et fælles stykke jord, hvor alle bønderne kunne sende deres dyr ud og græsse. Men for at undgå at fælleden blev overgræsset, og jorden blev ødelagt, var det nødvendigt for bønderne at lave indbyrdes aftaler om, hvordan man kunne sikre fælleden til det fælles bedste. Fælleden blev til et fælledskab. En gensidig forpligtelse mellem bønderne. Alle måtte tage ansvar for at sikre fælleden. 

Et mere konkret eksempel er den villavej, som jeg bor på i Vanløse. Vejen er privat ejet af ejerforeningen. Det betyder, at alle vi husejere på vejen har et fælles ansvar for at holde vejen Vi skal klippe hækken, rydde sneen, luge i fortovet og feje i rendestenen foran vores eget hus. Hvis vi ikke fejer rendestenen, ophober der sig blade og og kviste, der langsomt komposterer og bliver til muld, og hvor græsser og planter kan spire og vokse. Hvis de får lov til det, vil deres rødder bryde forseglingen i asfalten og ødelægge vejen. Det kan betyde dyre ekstraregninger for alle på vejen. Derfor skal vi alle feje for egen dør – for det fælles bedste. Det er en gensidig forpligtelse, der opstår i relationen til andre mennesker.

Det med pligt er ikke noget, som vi almindeligvis snakker om. Nadja og jeg har jo netop startet et initiativ ved navn Borgerlyst, der handler om at vende pligten på hovedet og sætte fokus på lysten. At tage udgangspunkt i det vi gerne vil forandre.

Men efterhånden som vi har arbejdet med Borgerlyst har vi måttet erkende, at lysten ikke kan gøre det alene. Når vi først har kastet os ud i noget har vi måttet afpresse os selv, forpligte os på det og være vedholdende nok til at følge det til dørs. Sådan har det været med en række af de projekter vi har lavet.

Denne spænding mellem pligt og lyst kommer rigtigt spændende til udtryk i bogen "Stå Fast", der er skrevet af psykologen Svend Brinkmann. Bogen er et opgør med den stigende individualisering og fokus på selvudvikling, som han ser i samfundet. Han er træt af, at vi altid får at vide, at vi altid bare skal være selvstændige og stærke individer og at vi bare skal mærke efter og gøre hvad vi har lyst til.

Han skriver:

"Et menneske er fundamentalt sårbart og ikke et selvberoende stærkt individ. Vi fødes som hjælpeløse børn, og vi bliver ofte syge og måske gamle og hjælpeløse, og til sidst dør vi. Det er tilværelsens realitet, men en stor del af Vestens filosofi og etik har taget udgangspunkt i idéen om det stærke, autonome individ og har glemt vores eksistens som skrøbelige og sårbare væsener."

I stedet fremhæver han den gamle græske og romerske filosofiske tradition stoicismen, der kobler en bevidsthed om menneskelivets skrøbelighed og midlertidighed med et socialt sindelag og pligtfølelse. Han fortsætter:

"For nok er vi sårbare og dødelige, men vi er det sammen, og denne erkendelse bør vække solidaritet og anspore til omsorg for medmennesket. (..) Dybest set bør livet ikke dreje sig om trivielle adspredelser eller pubertære identitetseksperimenter (om end disse kan være på sin plads i bestemte faser af livet), men om at gøre sin pligt."

Igen og igen bruger han formuleringen "at gøre sin pligt" i bogen, men han lader det stå åbent, hvad denne pligt indebærer. I stedet henviser han til den gamle filosof K.E. Løgstrup, der i sit forfatterskab pegede på "den etiske fordring." Den består i at bruge den magt, man uundgåeligt har over andre, til deres bedste og ikke til ens eget bedste. Heri ligger også, at denne pligt altid er konkret og ikke abstrakt bestemt. Man har pligt til noget i kraft af konkrete relationer til andre mennesker. Man har pligt til noget som mor, far, leder, ansat, lærer, elev – eller som nabo.

Det er i relationen til mine naboer, at jeg er forpligtet på at feje foran min egen dør. At holde min egen sti ren. At jeg lever op til mit ansvar overfor de andre på min vej. Ikke bare for mit eget bedste, men for det fælles bedste.

 

***

 

Det Fælles Bedste handler ikke bare om vejen eller græsset. Det handler også i høj grad om, hvordan vi forholder os til hinanden. Og til de børn, der skal videreføre det samfund, som vi er med til at skabe. Og her er Det Fælles Bedste måske mere udfordret end på den lille villavej. Forestillingerne om både hvad der er "fælles" og hvad "det gode" er, kan ændre sig meget fra generation til generation.

Et eksempel: Den amerikanske sociolog Robert Putnam fortæller om det holdningsskred, der er sket i sin fødeby, Port Clinton i Ohio siden hans forældres tid:

"Når mine forældre snakkede om ’vores børn’, mente de alle børn i Port Clinton, ikke bare min søster og jeg. I dag er vores børn lig med mine egne børn. Eller de rige børn i kvarteret. (..) Måske er det et underligt amerikansk fænomen, måske er det ikke. Jeg var i Gellerupparken i Aarhus i sidste uge, hvor der bor mange indvandrerbørn. Og mit spørgsmål til jer danskere er: Opfatter i børnene i Gellerup som jeres egne børn? Eller er det nogen andres børn, de fremmedes? Hvis de børn også er jeres egne børn, så er Danmark godt rustet til fremtiden. Men hvis I også er begyndt at se dem som ’nogen andres børn’, så er I desværre ved at blive en lille smule som os i Amerika."

Det som Putnam udfordrer os på er det grundlæggende spørgsmål om, hvem, der er “fælles” om det fælles bedste: Hvor stort eller hvor lille et fællesskab oplever vi at være en del af? Er børnene i Gellerup en del af dette fællesskab eller ej?

Vores samfund er under forandring. Vi kan ikke tage forståelsen og følelsen af fællesskab for givet på samme måde som tidligere. På mange måder tror jeg, at der er sket en grundlæggende forandring af, hvordan vi forholder os til det at indgå i et fællesskab. Fremtidsforskerne i det amerikanske bureau K-HOLE har opsummeret denne forandring meget præcist:

"Før i tiden blev folk født ind i fællesskaber, og måtte derfra selv lære at finde deres egen individualitet. I dag fødes folk som individer, og må selv lære at finde deres fællesskaber."

Vi får ikke længere stærke fællesskaber foræret. Vi må selv opsøge dem. Og det betyder, at det kræver stadigt mere af os at lære fællesskabets kunst. Men denne udvikling betyder også, at når vi søger og finder vores egne fællesskaber, bliver de let snævrere og mere lystbetonede end tidligere. Vi tilvælger kun det, der giver os noget. Vi søger fællesskaber med de folk, der ligner os selv. Og vi har mindre mod på at forpligte os på de større og sværere fællesskaber, hvor det er mindre klart præcist hvad det er vi har til fælles.

Hvis vi skal undgå, at vores samfund fragmenterer og vi mister blikket for de større fællesskaber, kræver det, at vi mødes på tværs. At vi skaber de steder, hvor vi kan lære, at indgå i fællesskaber med dem, der ikke ligner os selv. Det er disse møder, som jeg søger at være med til at skabe.

Af Andreas Lloyd
Medstifter af samfundslaboratoriet Borgerlyst
(borgerlyst.dk og samtalesaloner.dk)

 

Kolofon

Personalisme.dk     |     Copyright 2011     |     Siden er udviklet af Cura     |     Kontakt: cura@cura.dk