Ny bog om personalisme udkommer til november

24.08.2012  |  Af  Filip Hove Kristensen

Under titlen "Det fælles bedste" udkommer d.16. november 2012 en ny bog om personalisme. Cura har med stor fornøjelse støttet bogudgivelse.

Poul Schlüter udtalte som statsminister i 1980'erne, at "ideologi er noget bras". Bag påstanden lå en formodning om, at værdisystemer forhindrer kompromiser og fleksibilitet. Men værdier og menneskesyn kan også være en positiv ballast, som giver os retningssans; et indre kompas for den enkelte og et fælles kompas for samfundet. 

Ikke mindst i krisetider, hvor beslutninger med høje menneskelige omkostninger skal træffes, er det vigtigt, at vi er bevidste om, hvilke værdier og hvilket menneskesyn vores samfund skal bygge på.

Personalismen er et menneskesyn, som er udviklet igennem århundreder i spændingsfeltet mellem filosofi, politik og religion. Kort sagt er det et forsøg på at indkredse, hvad et menneske er - og tage de sociale og samfundsmæssige konsekvenser af det.

Mennesket er ifølge personalismen relationelt, engageret og værdigt. For personalismen er personen og relationen mellem personer udgangspunktet for alt: Mennesket har en iboende værdi, og den gode relation mellem mennesker er afgørende for det gode, engagerede liv og det gode samfund.

Den franske personalist Emmanuel Mounier (1905-1950) udtrykker det så stærkt, at personen kun eksisterer over for medmennesket; "Du, og dermed vi, kommer før jeg, eller ledsager det i hvert fald. De andre sætter ingen grænser for personen, de får den tværtimod til at være og vokse."

Personalismen er stort set ukendt i Danmark. Derfor forsøger bogen Det fælles bedste både at introducere personalismen, vise dens idéhistoriske ophav, fortælle om dens tænkere og praktikere - samt vise, at personalismen har et yderst relevant bidrag til debatten om samfundets udvikling i dag.

Bogen udkommer på Forlaget Boedal

Om forfatteren
Jonas Norgaard Mortensen har i mange år været engageret i krydsfeltet mellem værdier, fællesskaber, politik og samfund. Han har været kommunikationschef i DUF og partisekretær for Kristendemokraterne og er netop kommet tilbage til Danmark efter at have boet og arbejdet en årrække i Mellemøsten. Jonas Norgaard Mortensen er 36 år; uddannet indenfor statskundskab, litteratur og ledelse; gift med Hanne Skovgaard og far til Johan, Selma og Oline.

 

Kolofon

Personalisme.dk     |     Copyright 2011     |     Siden er udviklet af Cura     |     Kontakt: cura@cura.dk