Smil og røde næser

13.09.2012  |  Af  Rune Hoff Lauridsen

Den 22. august blev læserne mødt af en smilende klovn på forsiden af Herning Folkeblad. Selve artiklen var dog mere dyster, for den handlede om, at man ser sig nødsaget til, pga. manglende økonomiske midler, at skære ned i antallet af dage, hvor hospitalsklovne vil kunne besøge børn på sygehuset. Ordningen med klovnene er nemlig helt og fuldt afhængig af gaver fra private og fonde.

For de fleste er et hospital, med lange lige gange, mærkelige maskiner og personale i hvidt som står for en til tider måske smertefuld behandling, ikke det sted man helst ønsker at tilbringe tiden. Det samme gælder selvfølgelig for børn. I en sådan verden er der brug for smil og det er her hospitalsklovnene kommer ind i billedet. Ud over at skabe smil, møder de børnene i øjenhøjde og kan blive deres fortrolige. Klovnene kan også aflede børnenes opmærksomhed fra smertefulde behandlinger, ved at eksistere som en neutral person i rummet, som kan gribe ind, hvis der er behov for det.

Et af kernepunkterne i det personalistiske syn, er at mennesket er både natur og ånd. Vi er med andre ord mere end summen af vore kropsdele. Vi har et sind, som der også skal tages vare på i en behandlingssituation. Hvor en læge vil fokusere på at behandle barnets krop, vil en hospitalsklovn fokusere på behandlingen af barnets sind.

Fra politisk side er der stor fokus på at sygehusenes behandlinger skal være effektive, at patienter skal hurtigt ind, behandles, og derefter hurtigt ud. Lidt groft sagt, er det vel som at sende bilen på værksted, hvor den kan få udskiftet eller justeret nogle interne dele, før den bliver rullet ud på vejen igen. Men ud fra et personalistisk syn er det ikke nok kun at tænke på menneskets natur, i form af kroppen, og reparationen af dette i en behandlingssituation. Det er også nødvendigt at tænke på menneskets ‘ånd’, i form af sindet. Der er med andre ord brug for smil og røde næser på sygehuset.

 

Kolofon

Personalisme.dk     |     Copyright 2011     |     Siden er udviklet af Cura     |     Kontakt: cura@cura.dk