Flyt på landet og sæt stikket i

16.04.2015  |  Af  Anne Kirstine Waage Beck

Udkantstema Gæsteblog: De senere års debat har fremstillet Danmarks yderområder på en måde, der ligger milevidt fra den virkelighed, jeg ser som tilflytter til Bornholms sydøstlige hjørne. Der har været fokus på problemer og dårlig økonomi, men nu er der heldigvis ved at ske noget nyt i debatten: De triste historier mister terræn til bragende smukke naturfotos og personlige beretninger på Facebook og i bøger om, hvordan livet i landzonen løfter sjælen hver eneste dag, for os, der bor her.

Mange forestiller sig nok, at man flytter på landet for at trække stikket ud. Men min oplevelse er, at man sætter stikket i til en særlig energi og en sjælelig dimension af tilværelsen, når man lander på landet.  Set i det lys, virker storbyen pludselig ikke længere så tillokkende med alle sine hurtige penge og afbrydelser.

For mig har rejsen fra en hverdag på Frederiksberg til et liv på et nedlagt landbrug på Bornholm, givet nye perspektiver på det danske samfund i dag. Ved mødet med mørket, havet, markerne og dyrene, kunne jeg pludselig høre, hvad jeg selv tænkte. Deri ligger udkantens største styrke, som i sagens natur ikke gør meget væsen af sig. Efter fire år på landet har jeg forstået det væsentligste: At vi kan komme hjem til os selv ved at skære det overflødige fra, fjerne os fra larmen og åbne os for den vilde natur. 

Yderområdernes største problem er manglen på arbejdspladser og central politisk vilje til at gøre noget reelt ved det. Men har man en indtægt, og det er der jo en hel del af os der har, giver landzonen mulighed for stor økonomisk frihed, så man kan forsøge sig med alternative livsprojekter. Den valgfrihed er en luksus i vores tid, hvor fuldt blus på arbejdslivet går hånd i hånd med et højt forbrug af ting og oplevelser. Hvor stress er blevet en epidemi og vores relationer er under pres. Modgiften mod stress findes i mådeholdet og en fornyet kontakt til den sjælelige, spirituelle dimension, der er en del af vores menneskelige natur. Sådan ser verden ud fra min hektar sandjord, mine fem hvidkalkede længer og mit mørkerøde stuehus med sort bindingsværk omgivet af fugletræk og frugttræer.

I virkeligheden tror jeg, at de særlige kvaliteter, vi finder i yderområderne, rummer svar på nogle af vor tids største problemer. Problemer, der vedrører vores evne til at finde ro i os selv for at kunne være nærværende sammen med andre. Gode erkendelser falder på plads, når man kommer ud i landskabet med åbne øjne:

Det er let at glemme, når man bor i byen, men man indser det, når man har været her lidt: At vi har for meget af alting og at det er derfor, vi er blevet så ængstelige. Ting er ikke så vigtige. Det er heller ikke nødvendigt at træne hele tiden for at være til. I et næsten tomt landskab, får vi øje på, at vi har rigeligt og at vi ikke behøver anstrenge os for at blive bemærket. Det, vi mangler, er snarere et tilflugtssted for uroen. Et sted hvor vi kan mærke os selv. Det møde sker bedst i naturen.

Derfor er det klogeste, den rådvilde kan gøre, at gå en tur ved stranden. Lægge sig ned på en skråning i sensommerens skovsal og rette opmærksomheden meditativt mod havet, der bruser bagude. Det er det, der sker, når der ikke er så mange varer, mennesker og huse til at blokere udsynet: Man får adgang til landskabets sjæl og dermed til sin egen. Man bliver forbundet med andre tider; bondesamfundet og oldtiden. De ligger i jorden, de stiger op fra den, fordi stederne og slægtsnavnene findes endnu. Det sociale landkort tegnes op, når man lærer folk omkring sig at kende. Man bliver placeret i en relationsbåret sammenhæng, der er gået af mode, men som opfylder et behov, vi næsten har glemt. Sognekirkerne ligger som hvide vartegn på højdedragene i landskabet og giver noget at pejle efter.  Selvom komforten får os til at glemme det, findes vilkårene endnu. I det ligger en befrielse. 

Opholdet i naturen giver nogle svar, vi ikke kan tænke os til. Når man sådan ligger der i skovbunden, kan man kigge op på trækronerne og forstå, at den individualisme, der præger vores samtid, ikke er i overensstemmelse med det, vi kommer fra. Ingen blade sidder alene på grenene, de sidder side om side. Og fuglene flyver i flok, de piler henover det sidste stykke skov, inden kysten falder dramatisk nedad mod Østersøen. Hvor de slipper enhver jordforbindelse for at sejle udover brændingen sammen. 

På landet oplever man, hvad det betyder at bo i en bolig, der er egnet til mennesker. Derfor kan det være svært at flytte herfra. Her er store stille huse med frugttræer og luft omkring. Efter nogle år i sådan et hus, kan det ske, man kommer op på siden af sig selv. At man ligger i sin seng en nat og slår rod i drømme på sin jordlod, mens grå gæs flyver med strakte halse henover taget. Nattens sorte sø er stadig bundfrossen, men næste morgen står små røde strå og brænder i kulden, bevidner; du er her. Det gør en forskel, at netop du er her. Det ved vi, fordi vi bevæger os gennem det vinterfrosne landskab, tavse, alene, men altid mod det fælles. Det er sådan, det er at være mellem markerne dagligt. Vi forstår os selv i den større sammenhæng, vi ellers havde mistet af syne. 

Ude i blæsten husker vi, at valg kan træffes af andre grunde end selviscenesættelse. At medierne blot er et enkelt lag i vores opfattelse af virkeligheden og at vi alle har friheden til at beslutte, hvem vi vil være, inderst inde. Det bliver klart, at idealismen findes og at den kan ændre sig til en stille accept af prisen for at vælge en anden vej. Det baner vejen for drømmerens afsked med den flimrende blå konkurrence. Det fører også til en tættere berøring med den praktiske verden, fordi det analoge er så nærværende her. Bålene findes og bygmarkerne i juli, hvor vinden får overfladen til at bølge skinnende gult henover bakkerne. Et kornhav blankt af sollys og mættet af en viden, vi trænger til at blive mindet om. Et syn, der gør én stum, ydmyg. 

Så er der himlen. Den er et kapitel for sig. Den distraherer kørslen i bil gennem landskabet, lagt ned af lys, trykket af skyer. Det er lykken. Den baner sig vej ind gennem forruden med vilde syn dag efter dag, en rå med et lam efter sig i springende flugt, der er for meget til at man kan få det hele med. Skønheden lægger én ned mentalt, så man forstår, at man er fri, fordi man er underlagt en større orden. Det er simpelt, men vi skal mindes om det i vores tid, hvor vi tror, vi kan det hele ved egen kraft og derfor også skal alting. Ligesådan om natten, når man træder ud på gårdspladsen under en overvældende stjernehimmel og hører havet rase i nærheden. Så lægger man hovedet tilbage og vakler lidt på de toppede sten, mens man forstår, at denne svimmelhed er sund. At det i det hele taget er nok. Det ér nok. 

Når det senmoderne menneske kollapser, udbrændt og overtrænet, kommer mådehold på mode. Sjælen får en renæssance. Ånden vågner og indtager sin plads. Her kan landzonen spille en rolle i vores søgen efter et liv i bedre balance, fordi den minder os om, hvilke vilkår og behov, der er vores som mennesker. Udkanten har friheden, æstetikken og stilheden. Pejlemærkerne og sammenhængen. Stederne og navnene, de findes. Mørket, havet, markerne og dyrene. Så rejs ud til sjælens zone, hvis du er rådvild eller trænger til en pause. Bliv gerne en måned eller to, helst udenfor sæsonen. Det er først, når stilheden rigtig begynder at larme, at du ved, den virker.

Om Anne Kirstine Waage Beck
Anne Kirstine Waage Beck er 39 år, cand. mag. fra Københavns Universitet og har debatteret familiepolitik i en række landsdækkende medier siden 2012. Hun er tidligere næstformand i Småbørnsfamilieforeningen SAMFO og er bosat med mand og tre mindre børn nord for Dueodde på Bornholm. Fra 2015 fundraiser i Bornholms Regionskommune. 

Læs mere om Udkantsdanmark

- antologien og den folkelige bevægelse "Oprør fra Udkanten"
- Landdistriktspolitisk Netværk, et netværk på Facebook
- blogindlæg af Karen Lumholt om Udkantsdebatten: "Hvad nu hvis vi stemte med fødderne og gik den modsatte vej?"

 

Kolofon

Personalisme.dk     |     Copyright 2011     |     Siden er udviklet af Cura     |     Kontakt: cura@cura.dk