Blogstafet 3: Hvad de unge vil i politik

05.08.2015  |  Af  Af Henrik Bang professor på universitetet i Canberra, Australien

De 48 forfattere, der bidrager til Cura’s to antologier, Det personlige samfund og Det relationelle menneske, har mere at byde på. Vi synes i Cura og på personalisme.dk, at de forskellige forfattere kommer med en væsentlig kritik og analyse af aktuelle faglige og samfundsproblemer. Derfor starter personalisme.dk en blogstafet, hvor forfatterne efter tur bidrager med aktuelle indspark, der relaterer til personalisme samt til deres bidrag til antologien. Professor Henrik Bang, medforfatter til antologien ”Det personlige samfund. Personalisme i praksis”, som udkom i januar, blogger her om hvad vi kan lære af de unges tilgang til politik – og af Grundtvig.

”Er man hverken til nationalisme og fremmedfjendskhed eller til restriktiv sparepolitik og politisk korrekthed, ja så er man godt på vej til at blive behandlet som en potentiel farlig afviger. Kæmper man for demokratisk fornyelse og for at give lægfolk mere indflydelse på deres eget hverdagsliv, kaldes man naiv og drømmende, mens de unge bliver kritiseret for at køre på frihjul og pleje deres egne interesser, fordi de insisterer på, at politik er personligt, og det personlige er politisk. Går man derimod ind i politik for at vinde spillet og få magt over andre, hyldes man som fornuftig og realistisk.”

Der er noget gruelig galt med vores  folkestyre - det folkestyre som jo i bund og grund handler om at have tiltro til at ’Folket’ både kan, vil og forstår at styre og tage vare på sig selv.

Men i dag er tendensen, at politikere, journalister og andre eksperter er tilbøjelige til at mene, at demokratisk styring ikke er for amatører, men snarere et spil for professionelle, der ved hvordan man ’italesætter’ og får indflydelse på den ’nødvendige’ politik. Og ’Folket’ bliver så et problem for demokratiet, fordi det giver udtryk for en stadig voksende mistillid til dets repræsentanter i regering, folketing, partier, medier og interesseorganisationer.

Vi beskyldes for at være 'apatiske' fordi stadig flere af os ikke gider engagere os aktivt i den store politik, men foretrækker at deltage mere uformelt og personligt - både on - og offline.

Og vi bliver skældt ud for at svigte vores demokratiske medansvar, fordi vi ikke vil underordne os en statslig eller kollektiv interesse og heller ikke længere har tillid til, at de professionelle i den ’store’ politik prioriterer løsningen af vores fælles anliggender over deres egen stræben efter succes og anerkendelse.

Det er især de unge, der bliver kritiseret for at køre på frihjul og pleje deres egne interesser, fordi de insisterer på, at politik er personligt, og det personlige er politisk.

Det er systemet der har et problem, ikke de unge
Der er åbenbart ingen i systemet, der synes, at det er vigtigt at sætte sig ind i eller tage ved lære af de unges nye veje til at sammenkoble online og offline aktiviteter. De bliver rask væk afskrevet som ’afpolitiserende’, ’markedsdrevne’ og ’diffuse’, fordi de hverken er kollektivt eller hierarkisk forankrede og heller ikke udviser nogen som helst interesse for at erobre statsmagten.

De unge klandres for at ville nyde i stedet for at yde og for at svigte den ’ideologiske kamp’ mellem Højre og Venstre, individ og kollektiv samt stat og civilsamfund, som har drevet det repræsentative demokrati fremad.

Men er det de unge eller systemet, der ejer problemet, når  vi alle kan iagttage, hvordan denne kamp konstant reduceres til kun at omfatte de sidste 3-4% af bruttonationalproduktet?

Hvor skal man stille sig på skalaen, når en socialdemokratisk finansminister kalder den neoliberale konkurrencestat for den nye sociale velfærdsstat og samtidigt indgår i et aktivt partnerskab omkring fremtidens danske energipolitik med en af den globale finanskrises mest skånselsløse private aktører?  

Er det ikke systemet selv, der har banet vejen for at højre/venstre er ved at blive et indholdsløst slagord for en harmoniseret statslig politik, som udelukkende er fokuseret på at vinde spillet om regeringsmagten?

Et råb om konkret, projektorienteret engagerende politisk fællesskab
For mig ser det ud som om det repræsentative demokrati står fuldstændig uforstående overfor de unges ihærdige forsøg på at finde nye former for konkret, projektorienteret og engagerende politisk fællesskab, hvor forskellighed og folkestyre faktisk anses for at være en forudsætning og ikke en hindring for at løse klodens store og stadig mere påtrængende problemer.

Hvad de unge vil i politik er at skabe et handledygtigt og grænseoverskridende demokratisk fællesskab, der er rummeligt og udfordrende.

Der skal være plads til nytænkning, til eksperimenter og til at være anderledes. Og det skal frem for alt ske i et levende fælleskab – fyldt med hvad Grundtvig kaldte 'levende ord'.

Og sådan ser det danske demokrati ikke lige ud i dag! Det er stivnet i en monokulturel og genneminstitutionaliseret form, hvor integration kun er et problem på grund af ’de fremmede’, og hvor et godt liv kun handler om at få succes og anerkendelse. Er man hverken til nationalisme og fremmedfjendskhed eller til restriktiv sparepolitik og politisk korrekthed, ja så er man godt på vej til at blive behandlet som en potentiel farlig afviger.

Kæmper man for demokratisk fornyelse og for at give lægfolk mere indflydelse på deres eget hverdagsliv, kaldes man naiv og drømmende.

Går man derimod ind i politik for at vinde spillet og få magt over andre, hyldes man som fornuftig og realistisk.

Hvad er folkelighed?
Folkelighed forbindes i dag med Dansk Folkeparti. Dets populisme og ekstreme topstyring er blevet gjort ’stueren’ gennem stemmesedlen. Især Venstre og Socialdemokraterne gør hvad de kan for at efterabe DFs forestilling om ’Holger Danske’ som en magtfuld politisk leder, der formår at forme ’folkets’ vilje i overensstemmelse med de gamle danske værdier.

DF er tæt på at have den effektive politiske magt i Danmark – også over den demokratiske forestilling. Selv de mest progressive og venstredrejede demokrater taler i dag om folkestyre som skabt af politikere, der formår at erobre regeringsmagten og udøve hegemoni over andre.

Hvad de unge har at tilbyde, er en helt anden politik, der hverken er kollektivistisk og hegemonisk eller individualistisk og succesorienteret. Det er en politik, der sætter fælles problemhåndtering over kollektiv konfliktløsning og grænseoverskridende politiksamarbejde fra neden over en konsensus, der formidles fra oven.

Stop kolonisering af vores livsverden
De unge vil - som Habermas i gamle dage - stoppe ’systemets kolonisering af livsverdenen’. Ikke ved at politisere eller afpolitisere interesse- og identitetskonflikter, men derimod ved konstant at problematisere den måde, hvorpå systemer bedriver politik ved at skabe forbindelser og lade pengene tale - formelt såvel som uformelt og på alle niveauer fra det lokale til det globale.

Evnen til at problematisere den til enhver tid førte politik forudsætter en langt mere personlig, fleksibel og 'tynd' form for organisering end de gamle politiserende partier, interesseorganisationer og sociale bevægelser kan levere. Det handler ikke om at underordne sig en kollektiv identitet eller en stærk leder men om at udvise takt og respekt for forskellighed og for folks evner til at gøre tingene selv. 

Problematisering afhænger dels af personer, der kan, vil og forstår at bruge nettet til at kommunikere hvad der sker her og nu til hinanden, dels af sammenkoblingerne af disse personer i et handlefællesskab, der orienterer sig imod de konkrete risici og udfordringer, de står overfor i situationen.

Dette gælder både for de 'store ting' såsom global opvarmning, krig, finanskriser, epidemier, hungersnød og flygtninge eller 'småting' som problemer med bandekrig, madspild, lukning af skoler, nedlæggelse af busruter m.m.

Fra konfliktløsning til problemløsning
Dansk demokrati har en kæmpeudfordring med at skabe nye politikrammer, der kan forbinde politisering og konfliktløsning med problematisering og problemløsning og samtidigt sætte grænser for dem begge.

Det forudsætter først og fremmest, at man ikke identificerer politik med konfliktløsning og problemløsning med upolitisk forvaltning.

Skal de unge blive en ressource for systemet og vice versa, så må forvaltningen omstilles til demokratisk problemløsning, der baserer sig på gensidighed i magt, viden og tillid mellem 'de professionelle' og 'amatørerne.' Forvaltningspolitik må gøres til folkets politik.

Henrik Bang er professor på universitetet i Canberra, Australien

 

Kolofon

Personalisme.dk     |     Copyright 2011     |     Siden er udviklet af Cura     |     Kontakt: cura@cura.dk