Individualismen er og bliver egocentrisk og selvisk. Personalismens etik er altruistisk: Den bevæger personen til at blive en gave for andre og til at opdage glæden ved at give sig selv, mente Karol Wojtyla.

Karol Wojtyla

I sin tid som præst og underviser på Lublins Universitet udviklede Karol Wojtyla (1920-2005) sin egen personalisme stærkt influeret af bl.a. fænomenologien og Scheler. I 1954 skrev den senere pave Johannes Paul II doktordisputats om Scheler, og han var også influeret af den franske personalist Mounier.

Wojtylas tanker er interessante i sig selv og bidrager væsentligt til nuanceringen af Scheler, men hans forståelse af en etisk personalisme blev historisk i kraft af, at den blev bærende for hans arbejde som pave, og dermed den filosofiske klangbund for hele den katolske kirkes indflydelse på verden og millioner af mennesker igennem adskillige år.

Det fundamentale spørgsmål Wojtyla forsøger at besvare i sit arbejde, er det etisk-antropologiske: Hvad er et menneske? Et grundlæggende tema for Wojtyla var menneskets enhed. Han afviser Decartes’ opsplitning i sjæl og krop: ”Kroppen og sjælen er uadskillelige. I personen, i den villige aktør og den forsætlige handling, står og falder de i fællesskab.”

Det er i forsætlige handlinger, at personen transcenderer sig selv; det er et tema, der optager Wojtyla og med ham alle personalister. At erfare sig selv som person er at opleve en dynamik, som både ændrer ens verden og transcenderer en selv. Wojtyla formulerer det sådan, at vi bliver til i handling og føres på den måde ind i et etisk liv. I tråd med Berdyaevs tanker om den frie udfoldelse, betoner han, at denne dynamik blomstrer i frihed og umuliggøres, hvis mennesket bliver middel for upersonlige kræfter.

Wojtyla står i dyb gæld til Scheler, men kan ikke følge ham hele vejen. Han mener, at Scheler betonede den følelsesmæssige side af livet for meget på bekostning af det aktive, viljestyrede subjekt. Han forholdt sig også kritisk til, at Scheler lagde følelser til grund for moralske beslutninger. Wojtyla mente, at intellektet har forrang over følelserne.

Karol Wojtyla satte som pave gentagne gange fokus på forholdet mellem individualisme og personalisme. I 1994 beskriver han, hvordan individualismen er blind for det forhold, at mennesket selv bliver begavet og glad ved at give sig selv som gave i næstekærlighed for næsten: "Individualismen er og bliver egocentrisk og selvisk. Personalismens etik er altruistisk: Den bevæger personen til at blive en gave for andre og til at opdage glæden ved at give sig selv.”

Wojtyla lagde i sin personalisme vægt på den hele, engagerede, handlende og relationelle person. Mennesket er et integreret hele af både sjæl og legeme, og vi bliver til i fællesskabet og i engagerede handlinger. Derfor fremmedgøres vi, hvis vi mister relationen til og engagementet i medmennesket.

 

Kolofon

Personalisme.dk     |     Copyright 2011     |     Siden er udviklet af Cura     |     Kontakt: cura@cura.dk