Desmond Tutu og Ubuntu

Af Peter Lodberg | Lektor, dr. theol. ved Aarhus Universitet.

Nyt afsnit om Tutu og personalismen tilføjet i september 2012

Desmond Tutu blev født d. 7. oktober i byen Klerksdorp i Sydafrika. Han blev uddannet lærer i 1953 og underviste indtil 1958, hvor han opsagde sin lærerstilling i protest mod indførelsen af Bantu Education Act, der forringede den sorte befolknings muligheder for at få en ordentlig skoleuddannelse. I stedet for begyndte Desmond Tutu at læse teologi på St. Peters Theological College, Rosettenville, og blev i 1960 ordineret som diakon i den anglikanske kirke i Johannesborg. I 1961 blev han ordineret som præst.

I perioden 1978-1985 var Desmond Tutu generalsekretær for Det Sydafrikanske Kirkeråd, inden han i 1985 blev udnævnt som ærkebiskop for den anglikanske kirke i Sydafrika. I 1995 udpegede præsident Nelson Mandela Desmond Tutu som leder af Sandheds – og Forsoningskommissionen.

Desmond Tutu har modtaget en lang række priser og hædersbevisninger som anerkendelse for sit arbejde som apartheid-modstander og inspirator for den ikke-voldelige modstand mod politisk undertrykkelse. I december 1984 modtog han Nobels Fredspris ved en ceremoni i Oslo, Norge.

Regnbuenationen

Desmond Tutu betoner ofte, at mennesker lever i et moralsk univers, hvor alle er skabt til at leve i fred med hinanden i overensstemmelse med Skaberens vilje. Forskelligheden mellem mennesker betragter han som en styrke, fordi det gør livet mangfoldigt og spændende. I Sydafrika har han været med til at præge udtrykket regnbuenationen, der skal tjene til at beskrive virkelighed og ideal for et land, der skal leve som et demokrati med mange stammer, sprog og etniske grupper. På sin egen krop har han følt, at idealet om demokrati og fredelig sameksistens kun lader sig realisere gennem den tålmodige samtale og den udholdende insisteren på, at konflikter kun løses gennem forhandling. Styrken til tålmodighed og troen på, at ikke-vold altid vinder over volden kommer fra forankringen i afrikansk kultur og kristendom.

Han forener således begrebet ubuntu med den kristne tanke om mennesket som skabt i Guds billede. Ubuntu viser hen til en opfattelse af mennesket som et skabt væsen, der er imødekommende og tillidsfuldt, så det er i stand til at dele sine knappe resurser med andre, og som kan gennemskue årsagerne til, hvad der forhindrer et andet menneske i at kunne leve i overensstemmelse med sit eget væsen.

”Jeg er til, fordi du er til"

I afrikansk kultur udtrykker ubuntu, at der er en balance mellem de materielle og åndelige realiteter. Det fører til en vægtlægning på betydningen af en tanke om organisk fællesskab, som både får indflydelse på opfattelsen af det enkelte menneske og af samfundet, som et fællesskab af individer, der er bestemt for hinanden. Ubuntu definerer således personen i kraft af, at det er afhængigt af andre mennesker og ikke ud fra isolerede statiske kvaliteter som fornuft, vilje og hukommelse. På kortformel kan ubuntu, der kommer fra det afrikanske bantu, oversættes med. ”Jeg er til, fordi du er til.”

Tutu er opmærksom på, at fællesskabstanken kan misbruges af høvdingen eller andre, der hævder at kunne tale på fællesskabets vegne uden at have mandat til det, og at det kan gøre afrikaneren initiativløs og umyndig. Derfor perspektiverer Tutu tanken om ubuntu til den kristne skabelsestanke ved at understrege, at menneskets højeste ønske ikke er uafhængighed, men at dele. Dette ønske findes ikke kun hos Sydafrikas sorte indbyggere, men hos alle mennesker uanset race, køn og religion. Menneskers gensidige afhængighed er et menneskeligt grundvilkår, der hører sammen med menneskets væsen som skabt i Guds billede.

 

Ubuntu og den bibelske skabelsestanke

Tutu forener således den afrikanske forestilling om ubuntu med den bibelske skabelsestanke. At mennesket er skabt i Guds billede siger både noget om Gud og om mennesket. Gud kan ikke være Gud uden at have selskab, og de første kapitler i Biblen fortæller om, hvordan Gud skaber sig et fællesskab ved at skabe det mandlige og det kvindelige, Adam og Eva. Det hører til Guds væsen, at Gud selv er fællesskab, og når Gud handler i kærlighed som skaber er resultatet mere fællesskab. I skabelsens gudsbegreb ligger med andre ord opfattelsen af, at Gud er kærlighedens fællesskab mellem Gud Far, Søn og Helligånd.

Når Gud skaber mennesket i sit eget billede, bliver det derfor til et menneske, der ikke kan eller skal være ensomt. Der må skabes både en mand og en kvinde – to modsætninger, der alligevel er ét fra Skaberens hånd. Mand og kvinde er ét og dog forskellige. De er unikke hver for sig, men bestemt for hinandens fællesskab. De er både –og i stedet for enten-eller.

Det er denne dobbelthed i menneskets identitet, i dets personlighed, der ligger i bunden af Tutus teologi, hans indsats mod apartheid og hans kamp for demokrati. Den åbner for en myndiggørelse af den enkelte, fordi man er skabt som den, man er. Samtidig åbner kombinationen af ubuntu og skabelsestanke for en værdsættelse af den menneskelige og kulturelle sammenhæng, man er sat ind i. Det samme gælder ifl. Tutu også for de hvide, der også er sat ind i den menneskelige og kulturelle sammenhæng uden at ville det. Det afgørende er, hvordan man forvalter den menneskelige og kulturelle sammenhæng, man har fået givet.

Kulturkamp

Derfor kan det ikke blive til kulturkamp eller civilisationernes sammenstød, fordi der under forskelligheden ligger en fælles identitet som skabt af den samme Gud, der har sat mennesker ind i en fælles sammenhæng. Den fælles identitet i skabelsen holder mangfoldigheden på plads, så den ikke udvikler sig til usund konkurrence, dominans eller direkte undertrykkelse.

Både hvide og sorte er i Tutus øjne henvist til og på hinanden i en gensidig forpligtelse. De er skabt til at leve sammen og skabe et samfund for alle. Apartheid var en teologisk og politisk forbrydelse mod dette princip, fordi det skabte en adskilt udvikling, sådan som ordet siger og ikke en fælles udvikling. Apartheid skabte et parallelsamfund med økonomisk ulighed, men det hvilede på en falsk teologisk præmis: at mennesker kun er skabt forskellige.

Der er som bekendt stadig dybe spor fra apartheid i det sydafrikanske samfund, og Desmond Tutu er sig meget bevidst om, at det vil tage lang tid at få gjort endeligt op med apartheid, men begyndelse blev gjort ved det første demokratiske valg i Sydafrika i 1994.

 

Tutu og personalismen

Tutu er generelt skeptisk over for ”ismer”, fordi han på sin egen krop har erfaret, at ideologier begrænser adgangen til at betragte verden som en broget mangfoldighed. Men skal man placere ham i spændet mellem individualisme og kollektivisme, så hører han klart hjemme inden for kategorien personalisme.

Han er yderst kritisk over for individualismen, som har hjemsøgt Vesten, dvs. Europa og Nordamerika. Individualismen ligger ifl. Tutu bag Vestens vedvarende ønske om at kolonisere resten af verden, sådan som det skete i 1800-tallet, og sådan som det sker i dag, når Vesten med våbenmagt forsøger at gennemtvinge demokrati i den arabiske verden.

Nok er Desmond Tutu demokratiforkæmper og betragter demokratiet som den mindst ringe regeringsform, men demokrati indføres i despotiske lande kun demokratisk, dvs. gennem folkets eget initiativ og lange kamp for frihed og retfærdighed gennem tale og skrift. Vestens fejlslagne invasioner af Afghanistan og Irak er for Tutu to aktuelle eksempler på, at Vesten hele tiden tror, at det ved bedre, end de mennesker, der allerede bor i landet.

Samtidig er Tutu yderst kritisk overfor kollektivismen. Også denne tankegang har spillet fallit, sådan som det skete i det kommunistiske Østeuropa med Berlin-murens fald i 1989. Folket ville selv og gik på gaden med råbet ”Wir sind das Volk”, hvormed de udtrykte et ønske om at organisere samfundet nedefra og ikke oppefra.

Kollektivisme og kommunisme er ifl. Tutu også et europæisk fænomen, der er opstået i konkurrencen med individualismen. Derfor er individualisme og kollektivisme to sider af samme sag, og der har i begge ”ismer” været gjort utallige forsøg på at eksportere dem til resten af verden.

Hos Desmond Tutu spiller teori og praksis hele tiden sammen. I sine bøger reflekterer han over de erfaringer, han har gjort sig som demokratiforkæmper ikke bare i Sydafrika, men mange steder i verden. Det er som teolog, ærkebiskop og demokratiforkæmper, at han får indkredset de principper, der er vigtige at forsvare, når menneskers værdighed bliver ødelagt. Disse principper genkendes også i opfattelsen af, hvad personalisme er:

-          Mennesket er et relationelt væsen. Tutu begrunder menneskets relationelle væsen i dets skabthed. Mennesket er skabt i Guds billede og indgår som individ i et fællesskab med sin skaber og sine medskabninger.

-          Mennesket er uendeligt værdifuldt og frit til at skabe sit eget liv. Igen er det for Tutu mennesket som skabt, der er i centrum. Mennesket kan ikke skabe sit eget liv i egentlig forstand. Det kan kun få det givet af andre mennesker. Det er denne givethed, som ligger i udtrykket skabt, og som betoner, at det mest værdifulde for et menneske er, at det er til. Derfor er det en krænkelse af menneskets skabthed, hvis der er mennesker, der vil hindre mennesket i at leve sit liv i overensstemmelse med det at være skabt til frihed og ligeværdighed med andre mennesker.

-          Menneskets kreativitet kommer til udtryk i vores personlighed og kan føre mange steder hen. For Desmond Tutu ligger der en dobbelthed i ordet skabt: at livet er givet, dvs. skabt, og at mennesket derfor også selv er en skaber, dvs. giver andre mennesker mulighed for at leve i overensstemmelse med Skaberens vilje. Mennesket er både natur og ånd. Netop denne dobbelthed ligger i begrebet kreativitet, der går tilbage til ordet for skaber og skabt. Livets mangfoldighed skal ifl. Tutu omfavnes og bruges. Al menneskelig foretagsomhed, der tjener menneskets fremtid skal hilses velkomment – ikke mindst naturvidenskaben, der er med til at gøre Guds skaberværk større og ikke mindre.

Institutioner er til for menneskers skyld. Tutu er tilhænger af velfungerende statslige og private institutioner som en nødvendig del af et samfund, der skal kendes på, hvordan det behandler de fattigste og mest udsatte mennesker. Institutioner skal beskytte de svageste og ikke sig selv.

Problemet er dog ofte, at institutioner kan blive selvberoende og selvopholdende, så de glemmer, hvad de er til for. Når disse situationer opstår, er det ifl. Tutu nødvendigt at hæve stemmen og protestere mod institutionernes magtmisbrug for at kalde dem tilbage til deres oprindelige formål. 

 

Kolofon

Personalisme.dk     |     Copyright 2011     |     Siden er udviklet af Cura     |     Kontakt: cura@cura.dk