Fællesskabsfilosofier

Af Jean Fischer | Kultursociolog

I det moderne vestlige samfund tror vi på det autonome individ. Det autonome individ er uafhængigt af traditioner og fællesskab. Alle andre kulturer tror på fællesskabet. Det gjorde vi også selv for ikke så længe siden. Alligevel tillader vi os at omtale vores individkultur som universel. Spørgsmålet er, om det ikke er de andre kulturer, der er universelle. De fleste samfund i historien har bygget på fællesskabet. Selv i nutidens moderne samfund dukker der bevægelser og filosofier op, der sætter fællesskabet på programmet.

 

Kommunitarismen

Den kendteste nyere fællesskabsfilosofi er kommunitarismen, der opstod i USA i 1980-erne, det årti, hvor både nyliberalismen og globaliseringen fødtes. 1980 stod vi over for et afgørende valg uden at vide det. Kommunitaristerne må have anet, at nyliberalismen, globaliseringen og den ekstreme individualisering var i færd med at sejre, bakket op af en genoplivet rettighedsretorik. I hvert fald genopfandt de fællesskabstænkningen. Kommunitarismen bygger på tradition og lokalsamfund. Den nedtoner rettigheder og opprioriterer pligter. Desuden bygger den på en nedprioritering af den neutrale politiske retfærdighed og en opprioritering af det moralske begreb om det gode liv. Hovednavnene er Charles Taylor, Michael Sandel, Michael Walzer og Amitai Etzioni.

 

Kommunitarismen tager afsæt i Aristoteles og Hegel. Aristoteles så mennesket som et socialt væsen. Hegel kritiserede Kants begreb det autonome individ og hævdede, at vi netop er afhængige af hinanden. Hegel betoner anerkendelsen, der bygger på denne afhængighed. Vi er afhængige af hinandens anerkendelse for at skabe vores identitet.

 

Kommunitarismens bærende værdier er fællesskab og pligter. Kritikken af det moderne samfund går på, at det bygger på individ og rettigheder. Lokalsamfundet er det afgørende grundlag. Men også nationen ses som et fællesskab. Amitai Etzioni, kommunitarismens chefideolog, har ofte været i skænderi med ACLU, en borgerretsorganisation der aktivt og kompromisløst hævder individets rettigheder. Over for dem påstår Etzioni, at samfundet har lov til at tilsidesætte ekstreme tolkninger af rettigheder, når det vil beskytte sig selv. Det drejer sig især om bekæmpelse af kriminalitet og narkotika. ACLU modsætter sig etablering af ædrueligheds-checkpoints, der skal reducere trafikulykker, som skyldes alkoholpåvirkning. Ligeledes modsætter ACLU sig lovgivning om sikkerhedsseler i biler. Michael Walzer parodierer multikulturalismen, når han siger, at først skal Frankrig tage imod alle mulige indvandrere. Dernæst skal franskmændene give afkald på trikoloren for ikke at krænke indvandrerne. Walzer sammenligner fællesskabet med en forening. Det er fællesskabet, der  godkender medlemskab. Et forpligtende fællesskab har ikke fri adgang.   

 

I udkanten af kommunitarismen står flere prominente sociologer. Frances Fukuyama skriver om både anerkendelse, tillid og social kapital. Robert Putnam blev berømt for sin kritik af fællesskabets forfald i USA. Bogtitlen ”Bowling Alone” siger det kortfattet og klart: Før bowlede vi sammen. Nu bowler vi alene. Han fremfører en række provokerende påstande om fællesskabets gavnlighed: ægtepar er lykkeligere end enlige. Det at tilslutte sig en gruppe er lige så gavnligt for ens helbred som at holde op med at ryge. Putnam citerer Martin Seligman: Vi har det dårligt, fordi vi foretrækker personlig kontrol og autonomi frem for pligt og fællesskab. Endelig er der sociologen Alan Wolfe, der hævder, at samfundet består af tre sfærer, der har hver sin videnskab og moral. Markedet er økonomiens domæne. Staten og politikken er politologiens domæne. Og det civile samfund er sociologiens domæne. Wolfe betoner det civile samfund, der bygger på solidaritet. Han hævder, at både marked og stat kan bidrage til det civile samfunds og solidaritetens forfald. Her adskiller han sig velgørende fra gængse højre- og venstreorienterede. Højreorienterede hævder, at (velfærds)staten nedbryder civilsamfund og moral. Venstreorienterede hævder, at markedet nedbryder civilsamfund og moral.

 

Kommunitarismens smertensbarn er den franske filosof og sociolog Alain de Benois, det ny højres store navn, der er blevet kaldt den farligste fascist i Europa. Jeg var meget spændt, da jeg læste hans bog ”Kulturernes opstand.” Det var et chok. Jeg var næsten enig med ham. Han gik ikke blot ind for økologisk bæredygtighed, men for antivækst. Han er politisk ukorrekt ved at betone kulturernes betydning og er modstander af multikulturalismen. Det forekom mig, at hans bog kunne være skrevet af en venstreorienteret omkring 1980. Jeg ved, at han tidligere havde været fascist og hævdet en biologisk racisme. I løbet af 80-erne skulle han være blevet klogere. Eller var han en ulv i fåreklæder?

 

Kommunitarismen underbetoner to problemstillinger, dels økologien, dels den tredje verden. Derfor er det velgørende, at en af økologiens førende tænkere, Herman Daly, i sit hovedværk sætter det bæredygtige samfund ind i en kommunitaristisk ramme. Dalys hovedværk har titlen ”Det fælles bedste. En økologisk økonomi for fællesskab og fremtid.”

 

Liberalistisk retfærdighed vs kommunitaristisk moral

Perfektionismen er en omstridt filosofi, der fordømmes af liberalismen. Liberalismen hævder, at samfundet skal være neutralt angående moralske værdier om det gode liv. Det enkelte individ bestemmer selv, hvad der er god moral. Det skal staten/samfundet ikke blande sig i. Staten bygger på neutralitet og procedural retfærdighed. Procedural retfærdighed angiver metoden til at finde det retfærdige, som er et politisk fænomen. Kommunitarismen derimod hævder perfektionismen. Kommunitarismen fastholder, at samfundet bygger på moralske begreber om det gode liv. Alle livsformer er ikke lige gode. Derfor skal man prioritere og ikke være neutral. Mens liberalismen bygger på neutralitet og procedural retfærdighed og international universalisme, bygger kommunitarismen på forpligtelse på det gode liv og på lokale fællesskaber. Kommunitarismen kaldes ofte nykonservativ.

 

Tidligere fællesskabsfilosofier

Personalismen opstod i 1930-ernes Frankrig. Katolicismen var udgangspunktet. Der er lige kommet en spændende introduktion til personalismen, Jonas Norgaard Mortensens ”Det fælles bedste.” Jonas Norgaard Mortensen omtaler ikke blot de gængse navne, Marcel, Mounier og Maritain. Han inddrager en række navne, som det er overraskende og spændende at se omtalt som personalister. Desuden gør han opmærksom på, at kristendemokraterne efter 2. verdenskrig tranformerer personalismen til politik i Europa. Hovedpersoner i EU’s historie var personalister: Schumann, Monnet, de Gasperi, Adenauer, Delors og Van Rompuy. Konkret drejer det sig om forskellige katolske partier, kristendemokraterne, der i årtier spillede en stor rolle. Han tilføjer, at den største gruppe i Europaparlamentet er det kristendemokratiske EPP, der kalder sig en personalistisk bevægelse. Det er en uhyre interessant kendsgerning, som burde indgå i EU-diskussionerne.

 

Noget af det spændende i bogen er dens fokus på menneskesynet. Personalismens menneskesyn opstilles i 3 punkter: 1) mennesket er et relationelt væsen og har brug for et tæt og engageret samspil med sine medmennesker. 2) Mennesket er et engageret væsen og udfolder sig ved i frihed at tage ansvar for sit eget liv, men også for sine medmennesker. 3) Mennesket har en iboende værdighed, som aldrig kan relativeres eller formindskes. Udgangspunktet er det relationelle menneske, personen. Heraf følger en betoning af fællesskabet, især det nære fællesskab, lokalsamfundet.

 

Ved at betone det relationelle menneske undgår personalismen både liberalismens individualisme og socialismens kollektivisme. Menneskets frihed er ifølge personalismen ikke frihed fra andre mennesker, men frihed gennem medmennesket. ”Mennesket forløses af at være forpligtet på og tjene medmennesket”. Personalismen er ikke et simpelt kompromis mellem liberalisme og socialisme. Ved at se mennesket som relationelt, bliver fællesskabet en forudsætning for mennesket, for personen. Deltagelse (participation) er målet, og fremmedgørelse er det negative. Fremmedgørelse er afpersonalisering, som plager den moderne verden. Det er en fremragende definition af fremmedgørelse.

 

Dansk Samling opstod 1936. Den er skabt af Arne Sørensen, der havde mange modstridende opfattelser og aldrig blev helt afklaret. Hans hovedværk ”Det moderne menneske” kom 1936. Det er en civilisations- eller kulturkritik. Han betvivlede demokratiet og så en periode op til Hitler. Men han og Dansk Samling endte med at gå ind i modstandsbevægelsen. Hans tidsskrift hed Det tredje Standpunkt. Han introducerede personalisten Berdjaev. Han så Dansk Samling som en tredje vej mellem kapitalisme og socialisme. Især 3 ideer satte han højt: kristendom (grundtvigianisme), nationalisme og socialisme. Derfor er det ikke mærkeligt, at han en periode følte sympati for nationalsocialismen (=nazismen), som han undsagde i 1936. Han forsonede sig med demokratiet, der dog helst skulle være et elite-demokrati, dvs et demokrati styret af de bedste. Dansk Samling støttede således Højgaard-kredsens forsøg på at få en ikke-folkevalgt regering af de bedste mænd i riget med prins Axel som leder. Det var i 1940.

 

Dansk Samling og deres blad ”Nyt fra Dansk Samling” findes stadig. Knud P Pedersen, der havde udgangspunkt i Dansk Samling, gik i 1980-erne ind i bevægelsen Nordisk Alternativkampagne, der arbejdede for et mere økologisk og decentralt samfund som alternativ til EU. I dette arbejde var Niels Meyer (Oprør fra midten) en af de aktive deltagere. DS tilhører nu højrefløjen, og dets hovedindsats er en insisteren på danskhed og den danske forfatning i kamp mod EU og indvandring. Mange af os har været optaget af Arne Sørensen og Dansk Samling. Men DS har hele tiden været beskyldt for at ligge tæt på nazismen. For nylig var den markante højreekstremist Adam Wagner formand for DS. Han var også medlem af den højreekstreme gruppe Dansk Forum og blev derfor ekskluderet af DF.

 

Den nyeste markante danske fællesskabsbevægelse er Oprør fra midten 1978. Det var en tredje vej mellem socialisme og liberalisme. Økologien og et decentralt samfund var hovedbudskabet. De borgerlige afviste bogen som socialistisk.

 

Kommunitarisme vs. personalisme

Hvis man sammenligner kommunitarisme og personalisme, fremgår det, at kommunitarismen er baseret på den eksisterende virkelighed, mens personalismen nok bygger på en katolsk tradition, men ellers er idealistisk. For kommunitarismen er fællesskabet idealet, og lokalsamfund og tradition er afgørende. For personalismen er relationer det afgørende. Men tilknytning og relation er ikke det samme som fællesskab. Personen er det centrale. Personens værdighed må ikke krænkes. Fællesskabet må aldrig gå forud for det enkelte menneske. I kommunitarismen står samfundet på en måde over individet. I et forpligtende fællesskab er den enkelte underordnet fællesskabet og dets værdier. I personalismen står personen over fællesskabet. Der hersker en vis uenighed i personalismen. Jonas Norggard Mortensen lægger vægt på at styrke positive relationer. Må man ikke skelne mellem eksistensfilosoffen Marcel og den politiske personalist Mounier? Mounier er mere kontant end Marcel og går ind for politisk og socialt fællesskab, og han foreslår kollektiv fordeling af goderne og fælles ejendomsret til produktionsmidlerne. Mouniers personalisme omtales ofte som kristen socialisme. Det ligner forpligtende fællesskab og ikke blot positive relationer. Jeg citerer ”Vor tids filosofi” (bindet Engagement og forståelse), der om Mounier skriver: ”Kort fortalt hævder han, at de kollektive, mere eller mindre anonyme strukturer både er en fare og nødvendige som støtte, nemlig som formidling, for et fællesskab mellem personer.”

 

Hos Herman Daly mødes kommunitarisme og personalisme. Daly nævner 3 kommunitarister og omtaler begejstret den katolske økonom Heinrich Pesch, der skrev en økonomisk lærebog, bygget på det katolske solidaritetsprincip. Pesch brugte udtrykket solidarisme. Værket kom i 5 bind mellem 1905 og 1923 og inspirerede paverne Pius XI, Pius XII og Johannes Paul II. Mon han ikke også inspirerede personalisterne?

 

Liberalistisk kritik af de kommunitære

Jeg vil med udgangspunkt i Henrik Lundbaks doktordisputats om Dansk Samling (Staten stærk og folket frit) diskutere de hovedindvendinger, der har været rettet mod de kommunitære bevægelser. Lundbak slutter bogen med et kapitel, hvor han sammenligner Dansk Samling med personalismen og det kristendemokratiske franske parti MRP. Han omtaler også kommunitarismen og bruger ordet kommunitær som fællesbetegnelse for de nævnte partier og bevægelser.

 

Lundbak nævner nogle konkrete forhold, der giver anledning til skepsis over for kommunitære bevægelser. Han påpeger, at nazismen kan ses som kommunitær. Og han nævner, at katolikkerne har en tradition for kommunitarisme. Fra det personalistiske miljø omkring tidsskrifterne L’Ordre Nouveau og Plan var der kontakter til venstreorienterede nazister som Otto Strasser og Otto Abetz. Mounier nærede forhåbninger til venstrekræfterne i den italienske fascisme og deltog i en fascistisk ungdomskongres 1935. Personalisterne omkring Mouniers tidsskrift Esprit nærede forhåbninger til et elitært demokrati lige som Arne Sørensen. Mounier samarbejdede med Vichy-styret og marskal Petain. Mouniers samarbejde med Vichy-styret var dog kortvarigt. 1942 blev han fængslet, men frikendt senere samme år. Det blev strafbart at identificere sig med Vichy-styret, der samarbejdede med den nazistiske besættelsesmagt, og med marskal Petain, der senere blev henrettet som landsforræder.

 

På den anden side blev skolen i Uriage (der var forbundet med Vichy-styret) gennemgangslejr for en række kommende ledere af den franske modstandsbevægelse. Lige som Arne Sørensen og Dansk Samling nærede Mounier først en vis sympati for Hitler og nazismen, men gik senere ind i modstandsbevægelsen. Personalisterne bevægede sig 1942 bort fra Mounier og Petains Vichy-styre hen mod Maritains tanker om, at demokratiet var funderet på evangeliet snarere end på folkesuveræniteten. Personalisterne opfattede ligeledes demokratiet som baseret på naturret snarere end på folkesuveræniteten. Og de mente, at naturretten havde sin kilde i Gud. Mourier og Maritain blev ivrige forkæmpere for menneskerettighederne.

 

Lundbak er skeptisk over for de kommunitære ideologer. Han ser to muligheder. Enten kan disse ideologier ses som et supplement til den liberale tradition for individuelle rettigheder. Det er OK. Eller de kan ses som et alternativ til liberalismen. Det er betænkeligt. Mest positiv er han over for de kristendemokratiske partier, der bygger på en levende folkelig katolsk religion. Disse kristendemokratiske partier afløste efter 2. VK de egentlige personalistiske ideologier. Hvilket han ser som et fremskridt. Jeg ser det som udvanding af personalismens fællesskab.

 

Den tilladte kommunitarisme

De fleste akademikere accepterer kun kommunitarismen, hvis den er minimal. En minimal kommunitarisme er den romerske republikanisme. Republikanismen var før 1800 den dominerende vestlige politiske filosofi. Liberalismen voksede omkring 1800 ud af republikanismen ved at satse ensidigt på individet og dets rettigheder. Omkring 1980 opstod kommunitarismen, som mange opfatter som republikanismens arvtager. Republikanismen lægger vægt på frihed, fællesskab og moralske og politiske pligter (borgerdyder). Det fælles og det offentlige er vigtigere end det private. Endvidere mener flere republikanere, at rigdom let fører til egoisme og moral/politisk forfald, hvilket kaldes korruption. Den store skotske oplysningsfilosof Adam Ferguson stod for denne opfattelse.

 

Quentin Skinner foretog 2002 en opdeling af republikanismen i to traditioner. Det skete for at kunne udskille en kritisabel form for republikanisme og dermed indirekte kritisere kommunitarismen. Nogle kalder de to traditioner værdirepublikanisme og forfatningsrepublikanisme. Den førstnævnte er den athenske republikanisme, der i faglitteraturen kaldes civic humanist republicanism  (f. eks. Rousseau). Her har politisk deltagelse (participation) en selvstændig værdi. Politisk deltagelse er kernen i det gode liv. Fællesskab og lighed er centrale. Den anden form er den romerske republikanisme, der i faglitteraturen kaldes classical republicanism  (f. eks. Machiavelli og Montesquieu). Her har den politiske deltagelse kun instrumentel betydning. Deltagelse er blot middel til beskyttelse af borgernes frihed. Frihed er det vigtigste. Men frihed betyder ikke tøjlesløshed. Den form for frihed, vi hylder, ville republikanerne kalde tøjlesløshed. For republikanerne er frihed lig med fravær af tyranni. Den klassiske republikanisme er en minimal kommunitarisme. Den ligner nutidens forfatningspatriotisme, som Habermas er fortaler for. Alene forfatningen har krav på vores loyalitet. Ikke kulturen og nationen.  

 

Mange af os mener, at forfatningspatriotismen er for tynd eller smal. Et holdbart, engagerende og forpligtende fællesskab er nødvendigt. Det indebærer en bredere kommunitarisme som den athenske republikanisme og 1980-ernes amerikanske kommunitarisme. Der er blandt intellektuelle en blandet holdning til kommunitarismen, dels en vis sympati, dels en udpræget skepsis over for en entydig kommunitarisme. Internationale sociologiske stjerner som Habermas, Chantal Mouffe og Axel Honneth bygger på en filosofi, der består af 30 % kommunitarisme (eller republikanisme) + 70 % liberalisme. I Danmark er der kun nogle yngre konservative akademikere, der principielt støtter kommunitaristerne. Desværre bruger de den nationalkonservativt. De fokuserer på danskhed og vil hellere begrænse indvandringen, end de vil fremme solidaritet og fællesskab. Disse nationalkonservative udgav en årrække tidsskriftet Nomos, hvor kommunitarismen blev omtalt med begejstring.

 

PS om Dansk Folkeparti

Nomos-kredsen bakkede op bag blå blok, især Dansk Folkeparti. Samtidig var Nomos-kredsen tilhængere af kommunitarismen. DF er et højrepopulistisk parti. Det betyder, at de er stærkt kritiske over masseindvandring. De er yndlingsskydeskive for intellektuelle og kunstnere, som beskylder højrepopulisterne for at være racistiske, ja til tider sammenligner dem med nazismen.

 

Højrepopulismen tolkes ofte som en reaktion på stigende arbejdsløshed, hvor indvandrerne gøres til syndebukke. Desuden er højrepopulismen en reaktion på multikulturalismen, der i hvert fald for Danmarks vedkommende var en ugennemtænkt, selvmodsigende og virkelighedsfjern filosofi. De danske multikulturalister hævdede først og fremmest, at indvandrerne ikke skulle assimileres, men have ret til at bevare deres kultur. Derimod skulle danskerne forhandle med indvandrerne om, hvor vidt man måtte bevare den danske kultur. ”Integration er en gensidig proces. Integrationen går begge veje,” hed det. Endelig lykkedes det multikulturalisterne at give både invandrerne og udlandet et billede af danskerne som fremmedfjendske racister.

 

Multikulturalismen er en politisk filosofi, som aldrig er blevet diskuteret endsige vedtaget i folketinget. Ikke des mindre fremførtes den gennem flere år med stor selvfølgelighed og grove skældsord. Det måtte ende galt. Hvis multikulturalisterne ønskede, at vi skulle behandle indvandrerne ordentligt, opnåede de det modsatte. Masser af danskere blev rasende, og DF opsamlede ubesværet dette raseri. Uden multikulturalisterne ville DF aldrig være blevet et så stort og indflydelsesrigt parti.

 

DF er et folkeparti uden akademisk eller filosofisk baggrund. Højrepopulister betragter ”eliten” som fjende. Eliten står for multikulturalismen. Indvandrerskepsis og islamkritik er DF’s altdominerende budskab. Dertil kommer en blanding af socialdemokratisk og konservativ tænkning. DF samlede efterhånden den konservatisme op, som de konservative så skæbnesvangert manglede. Desuden samlede de den solidaritet op, som socialdemokraterne er ved at kaste på møddingen. DF var hurtige til at udfylde de tomme pladser.

 

Man kan se visse ligheder mellem DF og kommunitarismen. Direkte teoretisk tilslutning til kommunitarismen findes i Nomos-kredsen, der har større filosofisk ballast, men som ligger længere til højre end DF. Højreekstremisten Adam Wagner var medlem af Dansk Forum, som ekskluderedes af DF. Han har været formand for Dansk Samling. Og han var redaktør af Nomos. Men efter min mening besidder hverken DF eller Nomos-kredsen evnen til at formulere og politisk kæmpe for den solidaritet og det fællesskab, som er kernen i kommunitarismen. Desuden synes de ikke at have indset pligtens afgørende betydning i kommunitarismen. Kommunitarister er kritiske over for liberalismen, individualismen og globaliseringen, hvilket Nomos-kredsen overser. En af Nomos-forfatterne, Søren Hviid Pedersen, skrev en kronik, hvor han fremlagde en skamløs lovprisning af kapitalismen og antydede, at folk på overførselsindkomst burde fratages deres stemmeret. Det er plat. Og det er efter min mening fjernt fra en kommunitær konservatisme.  

 

Der er således enormt behov for en kvalificeret kommunitær debat. Det er opløftende, at der i løbet af de sidste seks år er kommet hele to bøger om republikanismen og i 2012 en bog om personalismen.

 

Litteratur:

Om personalismen: Jonas Norgaard Mortensen: Det fælles bedste. 2012.
Om kommunitarismen: Jens Erik Kristensen: Den nordamerikanske kommunitarisme. KRITIK 122, 1996.
Om republikanismen: Mogens Herman Hansen: Den moderne republikanisme og dens kritik af det liberale demokrati. 2007. Michael Böss: Republikken Danmark. 2011.


Kolofon

Personalisme.dk     |     Copyright 2011     |     Siden er udviklet af Cura     |     Kontakt: cura@cura.dk