Personalismens historie er historien om, hvordan man op gennem tiden har defineret, hvad et menneske er. Den personalistiske filosofi strækker sine rødder tilbage til antikken. Overordnet set kan vi sige, at grundlaget for personalismen, personbegrebet, udvikledes i sammenstødet mellem den antikke græske filosofi og den nye kristne tænkning i de første århundreder efter Kristus.
Personbegrebet står, som så meget andet, i gæld til Aristoteles. Han slog fast, at mennesket er det eneste væsen med fornuft (logos). Dyrene er ellers identiske med mennesker, men de er áloga, ufornuftige.
Ordet person anvendes af Tertullian (155-230) i diskussionen om treenighedslæren og kom snart til at spille en hovedrolle i kirkens udvikling af læren om Kristus og forståelsen af treenigheden i 3. og 4. århundrede. Det fik også betydning for tankerne om den menneskelige person. Teologerne mente, at når mennesket var skabt i Guds billede, måtte det enkelte menneske også spejle Guds personlighedstræk – eller i det mindste have potentiale til at gøre det. Til at udvikle personlighed.
Romersk ret
I den romerske ret blev begrebet person en særlig kategori i den væsentlige distinktion mellem person og ting. Indførelsen af begrebet faldt sammen med ændringer i den romerske kultur og øget frihed i samfundet. Alle, som kunne møde i retten, var personer, og det fik betydning for deres status i øvrigt.
Da den romerske ret fik en personlig struktur, blev alle mennesker betragtet som frie, undtagen slaverne. Den frie mand var person og havde personlighed. Som en naturlig følge fremkom en moralsk dimension; enhver person var også selvstændig, autonom og ansvarlig. Senere udvikling har tilføjet en psykologisk dimension: personen er det modne menneske.
Filosoffen Boethius (480-525) blev af Østrigs kong Theoderik (454-526) sat til at definere, hvad et menneske er. Han kom frem til at: ”Persona est rationalis naturae individua substantia” – en person er en individuel substans af rationel natur. Denne definition kom til at få stor betydning for al fremtidig diskussion af, hvad et menneske er.
Den første historiske forekomst af begrebet personalisme findes hos den tyske filosof og teolog Schleiermacher (1768-1834), der i 1799 anvendte termen Personalismus i bogen Reden über die Religion. Han betonede betydningen af det aktive personlige, herunder den religiøse følelse.
Personalistiske skoler
I 1800- og 1900-tallet bliver der dannet personalistiske skoler i forskellige lande. Rusland, Frankrig, Tyskland, Polen og USA er lande, som har en stærk personalistisk tradition og udvikler personalistisk filosofi i med- og modspil med andre livssyn som socialisme og liberalisme. De vigtigste aktører i denne videre udvikling en angivet i menuen til venstre – opdelt i tænkere og praktikere, selv om nogen af dem i høj grad var begge dele.