Martin Buber

Martin Buber (1878-1965) er østrigskfødt jødisk filosof, som har haft stor indflydelse på moderne vestlig tænkning inden for filosofi, teologi, religion og pædagogik.

Menneskets hele livsverden består af relationer, fordi mennesket altid er i relationer. Det er relationen mellem mennesker, der definerer, hvem mennesket er, mener Martin Buber.

Han er den mest kendte repræsentant for den dialogiske personalisme. Hans hovedværk er bogen Ich und Du, (Jeg og du), som han skrev i 1923.

I 1930 blev Buber professor ved universitetet i Frankfurt am Main, men tog sin afsked i protest, umiddelbart efter at Hitler kom til magten i 1933. Han grundlagde derefter et center for uddannelse af jøder, som blev meget betydningsfuldt, da den tyske regering forbød jøderne adgang til offentlig uddannelse. I 1938 forlod han Tyskland og slog sig ned i Jerusalem, hvor han blev professor på Det Hebraiske Universitet.

Menneskesyn

Bubers menneskesyn bygger på, at mennesket altid er stillet over for noget værende, som det kan møde med en Jeg-Det-holdning eller en Jeg-Du-holdning. Det er ifølge Buber relationen mellem mennesker, der definerer, hvem mennesket er. Menneskets hele livsverden består af relationer, fordi mennesket altid er i relationer. Også når det er alene, udspringer dets tanker i en kontekst af relationer.

For Buber er den relationelle konstellation Jeg-Du et grundord, der kun kan udsiges med ens hele væsen, i modsætning til Jeg/Det/Hun/Han der aldrig kan udsiges med ens hele væsen. Der er ikke tale om et Jeg og et Du, men om grundforholdet Jeg-Du. Jeg og Du er integrerede i hinanden og hinandens forudsætning. Det er i mødet, at Jeg’et træder ind i det umiddelbare forhold til Du’et.

Individet har i sig et medfødt Du og bliver til menneske gennem dette Du – bliver til et Jeg. Dermed mener Buber, at det er i relationen, at et individs selvforståelse og identitet grundlægges, ligesom det er i relationen, at livet kan leves. Begrebet ”det medfødte Du” beskriver således den eksistentielle længsel, et menneske altid har efter den Anden. Uden Du’et, ville Jeg’et være amputeret. Eller rettere: Der findes intet Jeg i sig selv, men kun det Jeg, der hører til grundordene/relationerne.