Et kendetegn ved personalismen er, at det er et menneskesyn, der forsøger at indfange mennesket i dets helhed: Mennesket er både natur og ånd.
De personalistiske tænkere har fremholdt, at mennesket er natur, i opposition til en filosofisk idealisme, der fornægter menneskets natur. Mennesket er en del af den materielle verden og er forbundet med den og afhængig af den – og underlagt naturen. Og den fysiske verden er den virkelige verden og ikke en skinverden, som nogle former for religiøsitet har en tilbøjelighed til at opfatte den som.
Men fordi personalismen er vokset frem, samtidig med at et materialistisk menneskesyn brød igennem, er det især den anden side, der er blevet betonet: Mennesket er mere end natur, også et ”åndeligt væsen”.
Hvad forstår en personalist ved dette begreb? Begrebet ”ånd” dækker i snæver betydning en religiøs forståelse af den egenskab hos mennesket, der bevirker, at det kan stå i forbindelse med en gud eller et højere væsen. Men det bruges ofte af personalister om det forhold, at ånden udfolder det særligt menneskelige og personlige ved at hæve sig over det dyriske. Vi kender denne brug af ordet fra begrebet åndsvidenskab, der står i modsætning til naturvidenskab. Et ”åndeligt væsen” er altså ikke nødvendigvis det samme som et ”religiøst væsen” – det er noget mere grundlæggende: et væsen, der hæver sig over det ”umenneskelige”.
Når personalismen taler om, at mennesket er et ”åndsvæsen”, så betyder det, at mennesker, som delvist er underlagt naturen, kan hæve sig over naturen – opføre sig som kultiverede åndsmennesker: personer. De ideologier, der reducerer mennesket til udelukkende at være et stykke natur, begår i personalisternes optik den skæbnesvangre fejl, at de afpersonaliserer mennesket.
Den russiske personalist Nikolai Berdyaev (1874-1948) taler om en menneskelig dualisme mellem ånd og natur. Ånden er en fri og integrerende aktivitet i (potentielt) alle mennesker. Ånden har ret til total frihed og er grundlaget for den menneskelige person, men ånden er også uundgåeligt i konflikt med naturen og de aspekter i menneskets væsen, der er bestemt af fysiske love. Dette menneskesyn forklarer Berdyaevs indignation i kampen for åndsfrihed og mod materialisme.
Når mennesker i den vestlige verden i dag bliver gjort til mindre end personer, hænger det for personalisterne sammen med et materialistisk syn på verden. Hvis ikke vi også ses som åndsvæsener, bliver vi hurtigt reduceret til blot arbejdskraft og forbrugere. Vi lever under et totalitært system, der forsøger at bilde os ind, at lykken når vi frem til ved at forbruge.
Et mantra i et kapitalistisk samfund er en fokusering på økonomisk vækst som en målestok for tilstanden i samfundet. Det er i sig selv en afpersonaliserende faktor, fordi de menneskelige værdier dermed bliver trængt i baggrunden. Og det er en dårlig målestok, fordi den kun siger noget om, hvordan systemet har det, ikke de personer, der lever i det. Og tankevækkende er det, i hvor høj grad økonomiske metaforer har vundet indpas i vores sprog og bredt sig til alle områder af livet.
Vi kan godt opgøre værdierne i vores samfund i kroner og ører, men det giver os ikke nogen retningslinjer at leve efter. Og det siger ikke noget om værdien af venskaber, kærlighed, samarbejde, kunst og andre immaterielle værdier. I en personalistisk tankegang er det vigtigt med en balance mellem mennesket som natur og ånd.