Nikolai Berdyaev (1874-1948) blev født i Kyiv i en aristokratisk militærfamilie. Allerede som stor dreng stiftede han gennem faderens bogsamling bekendtskab med filosoffer som Kant, Schopenhauer og Hegel, og han besluttede sig for en akademisk karriere.
Tekst på foto 
Tekst på foto 
Tekst på foto
Han blev indskrevet som studerende på universitetet i Kiev i 1894. Hurtigt blev han tiltrukket af marxismen og blev i 1898 arresteret ved en studenterdemonstration og derefter smidt ud fra universitetet. I 1904 blev han gift og flyttede til Sankt Petersborg. Han involverede sig fuldt og helt i den filosofiske og religiøse debat og nåede efterhånden frem til et standpunkt, der har givet ham betegnelsen ”kristen eksistentialist”.
Når Berdyaev ganske hurtigt tog afsked med marxismen, var det hovedsagelig på grund af dens materialistiske menneskesyn, som han betragtede som ”todimensionelt”. Han reagerede stærkt imod alt, hvad der reducerer mennesket. Han trak i sit arbejde på et bredt spekter af tænkere: Dostojevskij fik den første og afgørende betydning for ham, men senere blev han influeret af Nietzsche og Tolstoj samt Scheler, som han hylder som en af de “store”. I sin kritik af Hegel og det, som Berdyaev opfattede som hans autoritære filosofi og systemiske overgreb på individet og dets frihed, trak han i væsentlighed på Kierkegaard.
Sed ut perspiciatis, unde omnis iste natus error sit voluptatem accusantium doloremque laudantium, totam rem aperiam eaque ipsa, quae ab illo inventore veritatis et quasi architecto beatae vitae dic
Nikolai Berdyaev
I sin kritik af Hegel og det, som Berdyaev opfattede som hans autoritære filosofi og systemiske overgreb på individet og dets frihed, trak han i væsentlighed på Kierkegaard.
Citat
Berdyaev er blevet kaldt frihedens filosof, fordi han i den grad betoner, at menneskets udvikling, personlighed, uafhængighed og skabende udfoldelse forudsætter frihed. Mennesket ønsker frihed og har kapacitet for den, men ifølge Berdyaev frygter vi den også, fordi vi frygter ansvar. Historien er uudtømmelig med eksempler på mennesker, der opgiver deres frihed, og i sit centrale værk Man’s Slavery and Freedom, behandler han menneskets disposition for slaveri. Mennesket bliver slave af utopier, samfundet, religioner, teknikken, endda af dem selv. Mennesket har utallige måder at gøre sig selv til slave på og erkender sjældent sit eget slaveri, men frihed er en forudsætning for menneskets realisering af dets potentiale, og opnåelse af frihed kræver derfor en heroisk kamp.
Underoverskrift
Berdyaev var meget opmærksom på det, man kan kalde institutioners entropi og objektivering. Han mener, i lighed med Buber, at alle menneskelige institutioner er i konstant fare for vildfarelse og misbrug, og at det primært skyldes den mentale proces, han kalder ”objektivering”. Mennesket som subjekt skaber begreber, forordninger og institutioner for at tjene menneskets liv, men disse får deres eget liv, bliver objektiveret, og ender med at kræve, at mennesket underkaster sig og tjener dem. Det eneste middel mod disse tendenser er, hvad Berdyaev kalder en personalistisk ”transvaluation” af værdier; samfundets værdier skal gennemsyres af personalisme.
Berdyaev er blevet kaldt frihedens filosof, fordi han i den grad betoner, at menneskets udvikling, personlighed, uafhængighed og skabende udfoldelse forudsætter frihed.
Nikolai Berdyaev
Staten er ifølge Berdyaev kun et middel for mennesket som mål, men depraverer ofte til det magtmisbrug at bruge menneskets som et middel for dets egne mål. Det skyldes bl.a. det, man kan kalde statens entropi. Bureaukrati og centraliseringer er nogle af de farligste og mest latente vildskud i den moderne stat, og derfor advokerer Berdyaev og andre personalister for decentralisering. Staten skal kort sagt konstant holdes nede og beskæres. For at udvikle samfundet kan det være nødvendigt for staten kortvarigt at tiltage sig nye opgaver og magt, men så snart det er muligt, skal staten overdrage opgaverne til de personer og fællesskaber, de vedrører.
Staten er ifølge Berdyaev kun et middel for mennesket som mål, men depraverer ofte til det magtmisbrug at bruge menneskets som et middel for dets egne mål. Det skyldes bl.a. det, man kan kalde statens entropi. Bureaukrati og centraliseringer er nogle af de farligste og mest latente vildskud i den moderne stat, og derfor advokerer Berdyaev og andre personalister for decentralisering. Staten skal kort sagt konstant holdes nede og beskæres. For at udvikle samfundet kan det være nødvendigt for staten kortvarigt at tiltage sig nye opgaver og magt, men så snart det er muligt, skal staten overdrage opgaverne til de personer og fællesskaber, de vedrører.
Dette er et andet slags mere lilla banner
Hej hej
| Tabel overskrift | Tabel overskrift | Tabel overskrift |
| Tekst | Tekst | Tekst |
| Tekst | Tekst | Tekst |
| Tekst | Tekst | Tekst |
Staten er ifølge Berdyaev kun et middel for mennesket som mål, men depraverer ofte til det magtmisbrug at bruge menneskets som et middel for dets egne mål. Det skyldes bl.a. det, man kan kalde statens entropi. Bureaukrati og centraliseringer er nogle af de farligste og mest latente vildskud i den moderne stat, og derfor advokerer Berdyaev og andre personalister for decentralisering. Staten skal kort sagt konstant holdes nede og beskæres. For at udvikle samfundet kan det være nødvendigt for staten kortvarigt at tiltage sig nye opgaver og magt, men så snart det er muligt, skal staten overdrage opgaverne til de personer og fællesskaber, de vedrører.